Meditation ved fuldmåne

De tolv årlige fester vil åbne mulighed for åbenbaring af det guddommelige.
Alice A. Bailey


Meditation er en vigtig form for tjeneste for menneskeheden, når sindet anvendes som en kanal for modtagelsen af lysets, kærlighedens og viljen til det godes energier og til at lede dem ind i menneskets bevidsthed. Fuldmånetidspunktet hver måned frembyder den bedste lejlighed til meditation, specielt gruppemeditation, der kan udnyttes i samarbejde med den guddommelige plan eller hensigt for vor verden.

Man kan spørge: hvad har månen at gøre med det? Lysets, kærlighedens og den gode viljes energier er altid tilgængelige for dem, der kan forbinde sig med dem ved meditation. Men i alle aspekter af vort planetariske liv er der cykler i de åndelige energiers ebbe og flod, som grupper såvel som enkeltpersoner bevidst kan samarbejde med. En af de vigtigste energicykler falder sammen med månens faser og når højdepunktet ved fuldmånetidspunktet. Det er derfor det tidspunkt, hvor kanaliseringen af energier gennem gruppemeditation kan være særdeles effektiv.

Månen har i sig selv ingen indflydelse på arbejdet. Men den fuldt belyste måneskive bevirker en fri og uhindret samordning mellem vor planet og solen, solcentret, energikilden til alt liv på jorden. Ved det tidspunkt kan vi foretage en klar tilnærmelse til Gud, Skaberen, centrum for liv og intelligens. At denne erkendelse er en del af menneskehedens gamle, intuitive forståelse bekræftes af de mange religiøse højtider, som har relation til månen eller en zodiakal konstellation. Den esoteriske lov om cykler, loven, som symboliseres af månens tiltagen til fuld klarhed, efter at den har været i aftagende, bekræfter den kendsgerning, at vi bevidst kan samarbejde med strømmen af åndelige energier:

Sjælens meditation er rytmisk og cyklisk af natur, ligesom alt andet i kosmos er det. Sjælen ånder, og dens form lever derved. Den rytmiske natur i sjælens meditation må ikke overses i aspirantens liv. Der er ebbe og flod overalt i naturen, og i havets tidevand har vi et vidunderligt billede af en evig gyldig lov ... ideen om et cyklisk respons på sjælens impulser er baggrunden for aktiviteterne i forbindelse med en morgenmeditation, en genkaldelse midt på dagen og et tilbageblik om aftenen. En større ebbe og flod antydes også i de to aspekter af fuldmåne og nymåne.
Alice A. Bailey

I dag mødes talløse tjenestegrupper, store og små, over hele verden på tidspunktet for fuldmåne for at udføre meditationsarbejde. Det vil være værdifuldt at gøre sig klart, at sådanne møder for gruppemeditation som tjeneste for menneskeheden nu har fundet sted igennem mange årtier, så arbejdet begynder ikke forfra hver måned. I årenes løb er der skabt en brugbar gruppekanal til spredning af energi. Denne vokser bestandigt og bygger videre på det, som allerede er nået, og som kræver af os, at vi til enhver tid arbejder for en dybere indsigt og en øget evne til at trænge ind i de nye bevidsthedsplaner, hvorved vi højner bevidstheden hos menneskeheden som helhed.

At dette kan være vanskeligt for nytilkomne er forståeligt. Men hovedvægten ligger på det bidrag, som hver enkelt kan yde i meditation. Dette arbejde er et gruppearbejde der omfatter enkeltpersoner på forskellige stadier af vækst og forståelse, som ved en gruppebestræbelse smeltes sammen til en fungerende enhed. I betragtning heraf er det muligt at bevare en åben gruppe i flydende tilstand uden at påvirke gruppekanalens kraft og samtidig give dem, der ønsker det, en mulighed for at bidrage med det, de kan yde. Med andre ord, vi kommer for at give - ikke for at modtage.

Det er nyttigt at have nogen forståelse af de særlige åndelige kvaliteter og muligheder, der tilbydes os gennem månedens astrologiske tegn. Selv om astrologiske faktorer ikke gør sig gældende ved møderne, er det værdifuldt at være bevidst om de generelle og vedvarende indflydelser, når vi trænger ind i deres område, og tillige at blive sensitive og intuitive over for de skiftende betydninger, alt i overensstemmelse med udviklingen af Hierarkiets planlagte arbejde og de skiftende betingelser, der skabes af menneskeheden.

I denne forbindelse har vi at gøre med esoterisk astrologi: Sjælens astrologi, disciplens astrologi. Det er ikke nødvendigt at kende de grundlæggende postulater for den mundane astrologi, der vedrører personligheden, eller det lavere selv, som endnu ikke responderer tilstrækkeligt på sjælens indflydelse. Vi kan fatte og forstå i hvert fald en del af principperne vedrørende esoterisk astrologi, som i hovedsagen er videnskaben om relationer, uden baggrund i ortodoks astrologi. Men esoterisk astrologi er kun én af de mange discipliner, som skal udvikles og anvendes i Vandbærer-tidsalderen. Selv om der kan udledes visse betydningsfulde følgeslutninger med hensyn til energi og aktivitet, baseret på vort kendskab til det gældende, astrologiske tegn, behøver man ikke lægge overdreven vægt herpå.

De energier, som er specielt tilgængelige på fuldmånetidspunktet, kan - når de forstås, modtages og formidles i meditation på rette måde - være medvirkende til at hjælpe menneskeheden med at bevæge sig fremad, hen imod sit endelige mål som et integreret, koordineret bevidsthedscenter i legemet hos den Ene, i Hvem vi lever og røres og har vor væren. Dette er det væsentlige mål for de månedlige fuldmånemøder.

Som forberedelse til gruppemeditation er den vigtigste del af arbejdet at blive koordineret og integreret som en gruppe, åben i vor bevidsthed om Hierarkiet og Kristus som Hierarkiets leder, og at skabe en brugbar kanal for formidling af energier til menneskets bevidsthed. For at dette kan lykkes, må vi vide noget om, hvordan Hierarkiet søger at udnytte mulighederne i forbindelse med den aktuelle fuldmåneperiode. Hvordan søger Hierarkiet at fokusere sin betoning af energierne, således at de harmonerer med de skiftende energicykler og de skiftende forhold med hensyn til menneskeheden? Det må vi søge at gøre os klart og registrere. Hvis vi gennem vor tænkning kan kontakte nogle af disse betydningsfulde faktorer, kan vi være til større praktisk nytte i vor bestræbelse på at samarbejde med den meditation, som planetens indre styre - det åndelige Hierarki - udfører, og vi kan derved hjælpe med til at fremkalde en gæring i menneskets bevidsthed, idet vi bevirker en ændret holdning i vort sind og vort hjerte og en ændring i verdens anliggender.

Når vi forpligter os til tjeneste ved fuldmånemeditation, er hensigten at arbejde med vor forestillingsevne som medlemmer af Den nye gruppe af verdenstjenere, som har viet sig til verdenstjeneste. Åndeligt og telepatisk er gruppen en helhed, og arbejdet er en helhed. I hovedsagen er hensigten med disse møder naturligvis at meditere på et tidspunkt, hvor meditation af en subjektivt forenet og fokuseret verdensomspændende gruppe tjenere kan udnyttes af Hierarkiet til kanalisering af energi og til menneskers frigørelse. Gruppemeditation er derfor beregnet på grupper der mødes hver måned. Disse møder har ikke til hensigt at undervise om elementære esoteriske principper. En kort tale, der ofte holdes som indledning til meditationen, er ikke tænkt som et foredrag, men som en fokusering, en samling og en højnelse af tankerne hos de tilstedeværende.

Men vi må imidlertid holde os tre vigtige faktorer for øje:

  1. Det arbejde som vi udfører, hviler på den fundamentale kendsgerning om okkultisme som videnskaben om energi, der anerkender at alt er energi, og at energi følger tanke og tilpasser sig derefter.
  2. Det hviler også på det, som er blevet kaldt okkultismens centrale idé - at selv det mindste atom i substansen har i sig det, som kan reagere på åndelig energi og stimulering.
  3. Et afsnit fra bogen Discipleship in the New Age omtaler den menneskelige og planetariske ramme inden for hvilken vi arbejder:
Hensigten med menneskets meditation i denne tidsalder er at ændre betingelser, at påkalde højere, åndelige magter, at arbejde med koncentration - både vertikalt og horisontalt - i menneskets verden og i gudsriget. Denne vertikale og horisontale aktivitet rummer hemmeligheden ved skabende meditation. Den påkalder de højere energier og skaber en kanal for kontakt mellem sjæl og ånd. Dette sker ved det, som jeg kalder »vertikal meditation«. Desuden fremkalder den og skaber en gærende eller dynamisk bevægelse på bevidsthedens plan, som må påvirkes eller forandres, og dette er det horisontale aspekt. Både den vertikale og horisontale aktivitet kendetegner den invokative og evokative metode, således som den anvendes af alle grupper, der er forbundet med de forskellige planetariske centre.
Alice A. Bailey

I den nye verdensreligion vil videnskaben om invokation og evokation træde i stedet for det, som vi nu kalder bøn og gudsdyrkelse. Hver fuldmåneperiode eller åndelig fest vil blive en klart afgrænset periode for fokuseret gruppe-invokation, og det er det, som vi arbejder hen imod. Blandt alle årets fuldmånetidspunkter er der tre, som er af den største åndelige betydning. De er koncentreret i tre på hinanden følgende måneder og er derfor en forlænget årlig, åndelig bestræbelse, som vil øve indflydelse på resten af året:

  1. Påskefesten - Vædderens fuldmåne.
  2. Wesakfesten - Tyrens fuldmåne.
  3. Festen for den gode vilje - Tvillingernes fuldmåne.
Disse tre højtider bliver allerede overholdt jorden over, skønt de endnu ikke er forbundet med hinanden, og de er en del af menneskehedens forenede åndelige tilnærmelse. Men den tid kommer, hvor alle tre højtider vil blive fejret samtidig overalt i verden og dermed skabe stor åndelig enhed, og virkningerne af den store tilnærmelse, der er os så nær nu, vil blive stabiliseret gennem menneskehedens forenede invokation overalt på jordkloden.

Mindre højtider vil finde sted i forbindelse med de resterende fuldmånefester, som ligeledes vil blive anerkendt som værende af vital betydning. De vil fastslå de guddommelige egenskaber i menneskenes bevidsthed, ligesom de store højtider fastslår de tre guddommelige aspekter. ... Således vil de 12 årlige fester udgøre en åbenbaring af det guddommelige.
Alice A. Bailey

Fem dage omkring fuldmåne

Fuldmåneperioden anses for at vare i fem dage. Hvis vi skal yde et væsentligt bidrag i meditationsarbejdet ved fuldmåne, er det vigtigt, at vi forstår disse fem dages betydning.

De to første forberedende dage kaldes dage til afkald og indre forpligtelse. Det betyder, at vi forbereder og vier os igennem en indre stræben til den handling, der finder sted på selve festdagen. Den kaldes dagen for bevarelse og beskyttelse. På denne festdag skal vi betragte os som modtagere af så meget af den indstrømmende energi, som vi kan rumme. De sidste to dage i perioden kaldes dage til fordeling. Her skal vi vende opmærksomheden bort fra os selv ud mod den ydre verden, og vi skal forsøge at videregive det mål af åndelig energi, som det er lykkedes os at kontakte.

Begyndere i meditationsarbejdet bør nok først træde ind i disse fem dages intensive arbejde, når de har opnået et overblik over omfanget og betydningen af fuldmånemeditation.

Meditation ved fuldmåne i Danmark

Offentlig fuldmånemeditation blev påbegyndt i Danmark i Vædderens tegn 1980. Det første møde blev afholdt på Vartov i København. Siden har denne meditation bredt sig ud over hele landet og utallige grupper og enkeltpersoner udfører dette vigtige gruppearbejde.



Dansk Informationscenter for World Goodwill og Triangler, Postboks 1025, DK-2650 Hvidovre, tlf. 36 78 40 19, e-mail: goodwill@email.dk

8-9-2000