Den gode viljes energi

Tre principper

Svundne århundreders fejltagelser og vildfarelser, kulminerende i den sidste verdenskrig og i vore nuværende problemer, er fælles fejl og vildfarelser begået af menneskeheden som en helhed. Erkendelsen af dette vil føre til en stadfæstelse af princippet om at dele, som er hårdt tiltrængt i verden i dag.

Der er ingen problemer og forhold som ikke kan løses ved viljen-til-det-gode. God vilje giver næring til forståelsens ånd og fremmer manifestationen af princippet om samarbejde. Denne samarbejdets ånd er hemmeligheden bag alle menneskelige relationer og en fjende af konkurrence.

Der eksisterer et blodets bånd mellem mennesker som, når det erkendes, fjerner alle skranker og gør ende på separatismens og hadets ånd. Freden og lykken for enhver er derfor alles anliggende. Dette udvikler princippet om ansvar og lægger grunden til den rette handlemåde i fællesskab.

Disse principper er den grundlæggende tro som deles af alle mennesker af god vilje og giver dem impulsen til al tjeneste og handling. Disse tre praktiske og videnskabelige sandheder udtrykker de tre fundamentale kendsgerninger og det første som accepteres af alle verdenstjenere. De strider ikke mod nogen verdensanskuelse, er ikke undergravende for nogen regering eller religiøs indstilling, og er indbygget i bevidstheden hos alle mennesker, hvor de vækker umiddelbar genklang. Antagelsen af disse principper vil »hele« internationale sår.


Vi lever i en af de store overgangsperioder i menneskehedens historie. Denne overgangstilstand er så generel, at den fremkalder forandringer på alle områder af menneskelivet og skaber dybtgående ændringer i menneskers livsholdning. Ikke alene er vi ved at ændre den fysiske verden, men vi er langsomt ved at ændre og forvandle kvaliteten af vore ønsker og foretage dybtgående ændringer i vore idéer om videnskab, undervisning, religion og styreformer, såvel som i vor opfattelse af social tryghed og trivsel.

Enhver overgangsperiode er nødvendigvis en tid med strid og vanskeligheder, men også en stor udfordring. Overgangen berører i dag hele den menneskelige familie overalt i verden og er derfor en udfordringens tid for os alle. Lidelse og vanskeligheder er universelle, men menneskelige fremskridt og landvindinger kan konstateres på alle områder.

Menneskehedens historie har stort set været præget af selviskhed, grådighed, aggression og ambition, og ingen race, gruppe eller nation kan fritages for denne anklage. I dag, efterhånden som mennesket nærmer sig modenhed, bliver konflikten mellem selviske værdinormer, holdninger og livsmønstre på den ene side - de der nærer hadet, forskellene og separatismen - og den gode vilje, forståelse og samarbejde på den anden side akut. Kampen er lang og vanskelig og enden er endnu ikke til at se. Men der er mange sikre tegn på at det gode vil sejre.

Nødvendigheden af god vilje

Der er mange forskellige energier som rammer den menneskelige bevidsthed i dag, og de har både konstruktive og destruktive virkninger. Den mest nødvendige energi, hvis vi vil bevæge os sikkert ind i den nye tidsalder, er den gode viljes. De mest omhyggelige planer forfejler deres mål, hvis de som lægger dem mangler god vilje indbyrdes. Uden god vilje får konferencer ingen virkelige og blivende resultater. Tilstedeværelsen af den gode viljes ånd er en forudsætning for løsningen af menneskehedens mange problemer. God vilje er den fælles grund på hvilken alle racer og trosbekendelser kan mødes.

I den kendsgerning at goodwill er langt mere udbredt i verden end man skulle tro, er der håb. Den gode viljes ånd findes i millioner af mennesker, og den fremkalder ansvarsfølelse. Mennesker af god vilje fornemmer det nye verdensansvar og forsøger at påtage sig deres andel. De tænker i stadig højere grad på helheden, og deres indflydelse vokser som en positiv kraft virkende for det gode. Det er på denne støt voksende goodwill verdens håb er baseret. Den findes hos medlemmer af alle grupper som arbejder for en bedre verden. Den er en kraftreserve, som endnu aldrig er blevet anvendt og organiseret som en verdensmagt.

Hvis mennesker af god vilje i denne verden vil benytte lejligheden nu, må de uddybe deres forståelse af denne energi, som de besidder, og danne sig et klarere billede af hvordan den kan anvendes i praksis i nutidens verden.

Betydningen af god vilje

God vilje er menneskets første forsøg på at udtrykke guddommelig kærlighed, for god vilje er det laveste udtryk for den sande kærlighed og lettest at fatte. Det er på tide nu - midlertidigt i hvert fald - at mennesket holder op med at tale om kærlighed, om at »elske sine medmennesker« og bruge kærlighed som middel til at løse alle problemer, og i stedet for taler om den gode vilje, på et ganske vist lavere, men også mere praktisk plan. For mange er anvendelsen af ordet »kærlighed« i forbindelse med større grupper og i nationale sammenhæng uden mening. Men god vilje har stadig en mening og kan forstås af alle. God vilje er både en holdning og en harmoniserende energi. God vilje er kærlighed i handling.

Det er interessant at se, at begrebet »Goodwill« fra et leksikalt synspunkt aldrig er blevet klart defineret såsom det anvendes i dag af mennesker af god vilje. Websters dictionary giver følgende definition:

»God hensigt eller gode karakteranlæg, velvilje. Glad samtykke, hjertelighed, beredvillighed. Juridisk: den gunst eller fordel som opnås ud over værdien af det der sælges«.

Man understreger den mere specielle betydning, enten en emotionel og sentimental, eller en kommerciel og materialistisk. I virkeligheden er god vilje et udtryk for »viljen til det som er godt og som burde være«. Det må ikke længere misfortolkes som passiv, sentimental venlighed, men må forstås som en praktisk, dynamisk kraft, der bruges til konstruktive formål og kan forvandle verden.

Intellektets rolle

God vilje er uden retning, hvis ikke den styres af tanken. Det er tanken som giver den retning og hjælper individet med at skelne mellem ret og uret, vælge mellem det som er godt og det som er ondt, og leder energien ind i de ønskede kanaler.

Det er et faktum, at energi følger tanken. Det gælder også den gode viljes energi, der almindeligvis opfattes som en rent emotionel forstående impuls. Tænkningen er et langt bedre redskab for den gode viljes kraft og den guddommelige kærlighed end følelserne er. Dette er svært at forstå, indtil det er blevet erfaring, for sammenlignet med de varme følelser forekommer tænkning de fleste mennesker ret så kold. Det er imidlertid umuligt at blive fri for personlig forblindelse og fordom før vi bevæger os bort fra det let påvirkelige følelsesliv til det mere upersonlige mentale niveau.

Hvis den gode vilje netop er det, hvormed menneskeheden på sit nuværende udviklingstrin kan udtrykke den sande kærlighed, kan dens anvendelse under klog mental styring blive en magtfuld kraft på alle livets planer af menneskelig erfaring og handling.

»Som et menneske tænker i sit hjerte, sådan er det« er en anden måde at udtrykke den sandhed på, at »energi følger tanke«. Varige forandringer i individets bevidsthed sker sjældent fra den ene dag til den næste, men har at gøre med vækst og med at følge en plan med en fast mental hensigt. Tankekraft er i virkeligheden den største kraft vi har i verden i dag til at forvandle den enkelte og hele menneskeheden, for at skabe og udbrede goodwill som til sidst fremkalder evnen til at udtrykke sand kærlighed. Det er ingen tilfældighed at kærlighed er blevet defineret som »ren fornuft«.

Den gode viljes udgangspunkt

Alt arbejde får åndelig karakter, når det er rigtigt motiveret, når en vís skelneevne råder og åndskraft føjes til den viden, som er opnået i den fysiske verden, hvor også følelse og tænkning spiller en rolle.

En af de vigtigste egenskaber hos mennesker af god vilje overalt i verden er deres indstilling til vor tids store verdensproblemer - de føler et stærkt ansvar for at hjælpe med til at løse dem. Disse mennesker af god vilje findes i alle verdens lande og inden for alle racer, de er medlemmer af alle religioner og kirker og arbejder inden for alle politiske og økonomiske systemer uden undtagelse. Der er i virkeligheden ikke det område af den menneskelige livs- eller tankesfære, hvor den harmoniske indflydelse af mennesker med god vilje ikke findes.

Mennesker af god vilje, som er tilknyttet specielle politiske, religiøse, økonomiske, kulturelle eller andre grupper af den menneskelige familie, arbejder ikke for disse grupper på bekostning af andre. Hvad de ydre tilknytningsforhold end er, så står mennesker af god vilje for:

  1. Troen på menneskehedens indre helhed, som en del af den helhed, der er hele kloden og alt dens liv.
  2. Troen på et verdensomspændende broderskab (fri for al følelse, idealisme og mystisk aspiration), som en reel kendsgerning.
  3. Troen på, at det mest nødvendige i dag er at vække interessen for at mobilisere lysets kræfter og alle ressourcer i mennesker af god vilje. Hvis dette gøres, vil de negative, onde kræfter miste deres tag og deres magt over menneskelivet.
  4. Harmløshed i tale, skrift og handling. Den offentlige mening må opdrages til en ikke-separatistisk indstilling, og menneskers bevidsthed må forberedes på de forandringer i tænkning og arbejdsmetoder, som vil finde sted i den nye tidsalder. Harmløshed er ikke en passiv, venlig, sentimental indstilling, og den udelukker ikke fast og endda drastisk handling, hvor omstændighederne kræver det. Harmløshed er en mental tilstand, hvor motivet bag al handling er god vilje.
  5. En fordomsfri mental analyse af alle menneskelige problemer, således at løsningen må blive i helhedens interesse.
  6. En indre forening af målsætninger, som anerkender individets værdi såvel som værdien af det sande gruppearbejde; det betyder gruppens indbyrdes forståelse, gruppefællesskabet, og den samlede gruppes gode vilje over for andre grupper.

Frem for alt står mennesker af god vilje for den fundamentale åndsfrihed. Mennesker af god vilje må have frihed til at tænke, vælge og handle i overensstemmelse med deres egen samvittighed, for mennesker er ikke uniforme. Der kan være lighed i mål og metode, men lighed i reaktion må ikke forventes. Enhed er ikke det samme som ensartethed, og forskellighed udelukker ikke enhed, ej heller er det årsag til kaos. Kaos er noget der findes i menneskers sind, men med klarhed i tanken samt god vilje kan et konstruktivt forhold mellem de forskellige dele skabes.


Videnskaben om relationer

Der er en analogi mellem den menneskelige tjeneste og en elektrisk strøm. Strømmen flyder kun når den giver energi til noget uden for den selv. Selviskhed dræner kraften bort lige så sikkert som en kortslutning og kan - hvis for stor - lige så sikkert afbryde hele strømforsyningen. Når der bliver en mere udbredt forståelse af den gode viljes teknik, vil dens energi begynde at strømme og dens magt vil kunne mærkes vidt omkring.

Vi er allesammen involveret i et kompliceret net af relationer, individuelle, gruppe-, samfunds-, nationale og internationale relationer. Disse kan kaldes »horisontale« forbindelser, når de forbinder mennesker med deres medmennesker og omgivelser. Dette horisontale system af relationer er et middel til kontakt, kommunikation og indflydelse. Det fører energien rundt på forskellige planer, fysisk, emotionelt og mentalt. Da vi befinder os i en verden i rivende udvikling, er dette relationssystem i konstant bevægelse og under uafbrudt forandring. Opgaven for mennesket af god vilje er derfor at udfylde sin plads i dette relationssystem således, at kræfterne og energierne under hans kontrol bidrager til skabelsen af de rette menneskelige relationer. Som rette relationer kan defineres dem der fremmer maksimal evolutionær vækst hos alle individer og grupper inden for relationssystemet. Den gode viljes energi er det mest fundamentale og vigtigste middel hertil.

Men mennesket er også en del af et andet relationssystem, nemlig det »vertikale«, som forbinder det med åndelige bevidsthedsplan, med Gud og universet. Kontakt med dette vertikale system sker gennem kundskaben om det højeste i sig selv, og evnen til at leve op til det. Bøn, meditation og reflektiv tænkning er de nødvendige midler til skabelse og opretholdelse af et »vertikalt« åndsliv.

Et skabende liv, som indbefatter sjælens dynamiske tilkendegivelse, - det indre, åndelige væsen i de menneskelige relationers verden - kræver den rette balance mellem det »vertikale« og det »horisontale« relationssystem, mellem de subjektive og de objektive faktorer. Ignorering af ånden eller det »vertikale« liv fører til statiske, stivnede og uinspirerende relationer og handlinger i hverdagen, mens overdreven koncentration på det subjektive eller »vertikale« liv, uden at lade det komme til udtryk i den materielle verden, kan føre til overstimulering, tendenser til selvbedrag og uvirkelighed og til deprimerende tilfælde af messias-fanatisme, som kun alt for ofte ses blandt velmenende, men uligevægtige aspiranter.

Den rette balance mellem det »vertikale« og det »horisontale« liv kan kun opnås, når individet kan afbalancere sin egen naturs energier i sin egen psyke. Symbolet på denne balance, som også symboliserer målet for mennesker af god vilje i den nye tidsalder, er det ligearmede kors. Når balancen én gang er opnået, kan åndens ild inspirere og gennemtrænge hverdagens verden i et klogt tilrettelagt system af menneskelige relationer.

Arbejdsprogram

En koncentreret, beslutsom, oplyst offentlig mening er den stærkeste kraft i verden. Den har ikke sin lige, men bruges kun lidt. Gennemsnitsborgerens lettroenhed og villighed til at acceptere, hvad der fortælles ham, når det blot siges højt nok og med tilstrækkelig plausible argumenter, er velkendt. Den trænede politikers velformulerede fraser, beregnet på at tilgodese hans og hans gruppes selviske formål, den veltalende demagog, som udnytter sine yndlingsteorier på offentlighedens bekostning, skrålet fra mænd som benytter en sag til at mele deres egen kage med - alle vinder de let gehør. Massepsykologi og pøbelmentalitet er blevet udnyttet gennem alle tider, for de tankeløse og emotionelle masser er lette at styre i en hvilken som helst retning, og det har de som ikke har menneskehedens bedste interesser på hjerte hidtil udnyttet til egen fordel. Det er blevet brugt til onde og selviske formål langt mere end til gode.

Men denne negative modtagelighed (som ikke fortjener betegnelsen »offentlig mening«) kan lige så let anvendes til gode formål som til dårlige, til konstruktive mål som til destruktive. Planlagt styring og et klogt udtænkt program med dette for øje kan fremkalde den nødvendige ændring og gøre en sund, intelligent offentlig mening til en af de vigtigste faktorer i indvarslingen af den nye tidsalder.

Hovedopgaven for mennesker af god vilje er derfor af opdragende art. De hverken har, eller gør sig til talsmænd for nogen mirakuløs løsning på verdens problemer, men de véd, at den gode viljes ånd, især hvis den bygger på og anvendes med viden, kan skabe en atmosfære og en indstilling, som vil gøre det muligt at løse problemerne. Når mennesker af god vilje mødes, uanset national, politisk eller religiøs indstilling, er der ingen problemer, som de ikke kan løse i sidste ende, og løse til alles tilfredshed. At tilvejebringe denne atmosfære og fremkalde denne indstilling er den vigtigste opgave for mennesker af god vilje, og ikke at præsentere en eller anden færdigsyet løsning. Selv hvor der er fundamentale uoverensstemmelser mellem parterne, kan de godt mødes i en ånd af god vilje.

Den indsats som mennesker af god vilje kan gøre, kan deles op i tre hovedpunkter:

Personlig forberedelse

Det er nødvendigt at forstå, at man som individ er en integreret del af helheden og derfor har en naturlig indflydelsessfære, der er meget virkelig. Det er umuligt at yde en indsats, hvis man føler sig knuget af nytteløshed og ikke er rigtig overbevist om at det man gør betyder noget. Dernæst må vi forstå, at hvis ikke vi skoler og disciplinerer os selv, vil det ikke lykkes os at drage fuld fordel af de mange muligheder for at tjene, der vil komme til os. På basis af denne erkendelse kan enhver mand eller kvinde af god vilje tilrettelægge et enkelt, men præcist udarbejdet program til forøgelse af sin kapacitet:

  1. Kultivere den gode viljes ånd i sig selv og udrydde alle tendenser til had, fordomme, partiskhed og kritik. Hvis ikke ens tjeneste er rigtigt motiveret, er den kun lidt værd.
  2. Opøve tænkningen til at kunne virke i to retninger - at forstå og fortolke alt der sker i den menneskelige verden, og at nå de skabende idéers sfære og inspirationens verden. Alle mennesker af god vilje må holde sig orienteret om hvad der foregår på de vigtigste områder af menneskelivet. Det er nødvendigt med en realistisk forståelse af de væsentlige problemer som menneskeheden må løse samt en opfattelse af de hovedstrømme, der nu er ved at forme fremtiden. Uden kendskab til de årsager, der har skabt den nuværende situation kan nutidens verden ikke forstås. Dette nødvendiggør et bevidst tilrettelagt studium, omfattende læsning, samt udvikling af en vís skelneevne.

    På lignende måde må mennesker af god vilje udvikle evnen til reflektiv og meditativ tænkning, uden hvilken det er umuligt at nå til det bevidsthedsniveau, hvorfra de skabende idéer og den intuitive forståelse kommer, som gør det muligt at løse de vanskeligste menneskelige problemer.
  3. I praktisk tjeneste at give udtryk for al den forståelse og gode vilje man kan yde. Vi kan kun lære at tjene ved at tjene. Hvis ikke vor aspiration, vore gode hensigter og idéer giver sig praktiske udslag, forbliver det hele ren teori. Det må virkeliggøres i livet, i lyset af den reelle erfaring.
  4. Reorganisere vore liv, så vi får tid til den nødvendige tjeneste. Effektiv tjeneste kræver ofre og evnen til at lade væsentlige ting gå forud for det uvæsentlige. Hvis vi virkelig ønsker at tjene og gøre os nyttige, er det nødvendigt at forandre vort livsmønster, så vi får tid til rådighed til det, som virkelig er vigtigt. Mange mennesker handler helt ubevidst ud fra devisen »at tjene som det er mest bekvemt«. Andre ser problemet, men kan ikke se, hvordan de får tid til det de gerne ville gøre. Som oftest findes der ingen løsning før man beslutter sig til at lade sin tjeneste gå forud for alt, koste hvad det vil. Når først denne omprioritering af værdierne er opnået, kan løsningen findes.

Et liv i tjeneste

Uanset individets omstændigheder, omgivelser og job vil der altid være anledning til at tjene. Tjeneste er simpelthen et spontant udtryk for sjælskontakt. At afhjælpe menneskelig nød og skabe verdensforståelse inden for sin egen nære omgangskreds er det første krav til et menneske af god vilje. De følgende forslag danner basis for et program, som kunne blive udgangspunkt for et liv af stadig større nytte for ethvert menneske af god vilje:

  1. Diskuter din opfattelse af verdenssituationen og menneskehedens problemer i dit hjem, med dine venner og i dine omgivelser uden frygt og partiskhed. Betragt sådanne diskussioner som et tjenestearbejde og tro på at din interesse og entusiasme vil opnå en virkning.
  2. Om muligt, forsøg at samle mennesker for at diskutere problemerne i denne overgangstid og principperne for den nye tidsalder, eller samarbejd med dem, der allerede er i færd med det. Se på sådanne møder som et bidrag til en offentlig meningsdannelse og som middel og hjælp til at ændre verdens tankeklima.
  3. Undersøg målsætninger, metoder og teknik hos de forskellige grupper og organisationer, der interesserer sig for verdenstjeneste på den ene eller anden måde. Du er måske ikke enig med dem i alle deres planer og måde at arbejde på, men alt er nødvendigt. Der er mange mennesketyper, deres race og baggrund er forskellig, og problemerne der rejser sig foran menneskeheden nødvendiggør talløse arbejdsmetoder. Alle kan spille en rolle, hvis den er baseret på virkelig god vilje og hvis fanatisme undgås. Notér dig sådanne grupper og træd i hjælpende og venskabelig forbindelse med dem, efter bedste evne. Hvor det er dig muligt helhjertet at tilslutte sig en særlig organisations mål og arbejde, så giv din tid, energi og penge til et hvilket som helst arbejde, der måtte være påkrævet.
  4. Find frem til mennesker af god vilje i dine omgivelser og før liste over dem. Vær åndeligt aktiv i så henseende, gå ud og find dem. Når du har fundet dem, interesser dig da for, hvad de beskæftiger sig med, og prøv at få dem til at samarbejde med dig inden for dit område. På lignende måde kan du styrke og udvikle dine kontakter med mennesker af god vilje i andre lande verden over.
  5. Bed regelmæssigt og føj til din bøn meditation og refleksion. Bag verdensmønstret og strukturen står en organisator, en planlægger, en motiverende energi, en central vilje, en levende skaber. Prøv gennem bøn at nå denne centrale vilje og således forene dig med det guddommelige mål du fornemmer, og identificer din vilje med den guddommelige vilje.
  6. Find to andre mennesker at samarbejde med. Der er en enestående kraft i denne trefoldige forbindelse. Gud selv - siger alle verdens gamle skrifter - virker som en treenighed af godhed, og mennesker af god vilje kan gøre det samme i deres lille verden ved at finde to ligesindede mennesker og danne en triangel af god vilje, lys og åndelig vekselvirkning. Hver af de to andre kan så gøre det samme, og på den måde kan et stort netværk af god vilje brede sig ud over verden.
  7. Uanset hvad det personlige selv kræver, læg da så mange penge til side, som du kan undvære til arbejdet i verdenstjenesten. Mangel på penge er en af de største hindringer for alt goodwill-arbejde i dag.

Dette er et enkelt men effektivt program for Goodwill-arbejde. Mange mennesker af god vilje arbejder allerede efter disse retningslinjer. Deres antal kan hurtigt mangedobles. Mens vi yder vort, må vi tage os i agt for fanatisme, den er en stor fare, og det er nødvendigt med personlig disciplin og forberedelse. Det er ikke svært at formulere store urealistiske planer for verdensreformer og forbedringer og - som mange gør - prøve at påtvinge andre disse visioner af hvad verden burde blive. Hvad verden i dag behøver er selvopofrende mennesker, der under indtryk af deres sjæl vil samarbejde med den guddommelige plan, som den søger at manifesteres.


Goodwill ledelse

Der er mangel på effektivt lederskab i dag blandt mennesker af god vilje. Dette viser sig tydeligt i det faktum, at hvor som helst en person med evner og hengivenhed tilbyder en organisation sin tid og tjeneste, får han hurtigt overladt et ansvar. Mulighederne er lige så varierede som evnen hos de mennesker som tilbyder deres tjeneste. Organisatorer og administratorer, lærere, foredragsholdere og studiegruppeledere, skribenter, forskere, journalister og videnskabsmænd samt alle de mennesker, der ikke har noget særligt speciale, men som kan hjælpe med at holde en gruppe levende, skabende og fremsynet - alle er de lige nødvendige.

De som kan se, at der er behov for mennesker af god vilje og som skoler sig selv med henblik på tjeneste, vil finde, at stadig flere muligheder åbner sig for dem. Hvad der begyndte som en fritidsaktivitet kan - hvis personen er egnet og behovet tilstrækkeligt stort - blive en altopslugende livsopgave. Goodwill-arbejde i dets mange former skulle i stadig stigende grad give muligheder for dem, der er parate til at tage skridtet fuldt ud og påtage sig de ofre, der er nødvendige for et liv i verdens tjeneste.


Denne brochure er udgivet af World Goodwill, som er en verdensomspændende bevægelse med det formål at bidrage til skabelsen af de rette menneskelige relationer gennem den gode viljes konstruktive kraft.

World Goodwill er en af Lucis Trust's aktiviteter, registreret som en velgørende organisation med oplysende og humanitært formål.

Formålet med world goodwill
  • At stimulere og opmuntre mennesker af god vilje i hele verden til at oprette rette menneskelige relationer mellem racer, nationer og klasser gennem intelligent forståelse og hensigtsmæssig kommunikation.
  • At hjælpe mennesker af god vilje i deres studier af verdensproblemerne, til en effektiv anvendelse af god vilje, samarbejde og medansvar i disse problemers løsning til fælles bedste.
  • At samarbejde med andre organisationer for konstruktivt at bidrage til verdens forening, stabilisering og til rette menneskelige relationer.
  • At tilgængeliggøre opdaterede informationer om de løbende aktiviteter på de vigtigste områder af menneskelivet gennem etablering af en informationstjeneste.
  • At udgive en »Goodwill Kommentar« om emner af verdens interesse.
  • At føre en adresseliste over samarbejdsvillige mennesker af god vilje.
  • At hjælpe med at skabe den gode vilje som grundtone i den kommende verdenscivilisation.
  • At støtte De Forenede Nationer og dens særlige organisationer, som er vort vægtige håb om en forenet og fredelig verden.


World Goodwill Danmark, C/o Philip Schous Vej 22, 3. th., DK-2000 Frederiksberg, e-mail: jette@verdenstjenerfonden.dk

24-9-2007