I stedet for samling, samarbejde, fællesskab og ansvarsbevidsthed til alles bedste finder vi adskillelse, rivalisering, grådighed og uansvarlighed. Over hele verden står mennesker af god vilje midt i konflikten mellem det gamle og det nye. Idet de forsøger at skabe de rette menneskelige relationer, udgør de en verdensomspændende gruppe, der bliver et middel til at forvandle verdenssituationen. Når gruppen stilles over for dette, er det grundlæggende problem: Hvordan kan vi løse konflikten mellem gammelt og nyt?

Et første skridt hen imod besvarelsen af dette spørgsmål er at undersøge konflikten set ud fra synsvinklen »kraft«. En konflikt er i sit væsen et sammenstød mellem to modsatrettede kræfter. Kræfterne kan blandt mennesker manifestere sig mentalt, følelsesmæssigt og fysisk. De kan forme sig som en idé, en målrettet higen, et begær eller fysisk handlen. Noget andet, der er karakteristisk for disse kræfter, er vilje, hensigt eller motivation, der driver dem i en bestemt retning. Hvor kræfter mødes i mental, følelsesmæssig eller fysisk skikkelse, og hvor deres intentioner er modsatrettede, vil der opstå konflikt.

Hvis vi betragter verden ud fra kræfternes perspektiv, vil vi opdage, at der overalt blandt mennesker er to stærke kræfter, der kæmper om overtaget. Der er en evolutionær kraft, der prøver at etablere de rette menneskelige relationer, en ny civilisation og en ny bevidsthed. Men der er også den involutionære kraft til stede i livsformerne, en kraft, der lægger hindringer i vejen for det menneskelige samfunds udvikling.

Den evolutionære kraft er selve den guddommelige kraft, der hele tiden kæmper for, at tingene manifesterer sig mere perfekt. De, der bekender sig til det guddommelige princip i mennesket og universet, må ikke overse, at dette princip nødvendigvis må give sig til kende i verden. Det er altid til stede i visionerne, i ideerne, i værdinormerne og idealerne, der gennem alle historiske perioder skal føre menneskeheden det næste skridt på vejen mod det guddommelige.

I dag viser denne evolutionære kraft sig som visionen om den ene menneskehed og en global civilisation, der bygger på enhed trods forskelle. Den manifesterer sig i værdier som samarbejde, fællesskab og ansvarsbevidsthed til fælles bedste, og den må nu virke i international politik, i verdensøkonomien, i racernes indbyrdes forhold og i religionen, dvs. på alle områder af menneskelivet. Den evolutionære kraft manifesterer sig gennem alle de menneskelige handlinger, som vil føre til en åndelig og fysisk virkeliggørelse af enhed.

Som en modsætning viser den involutionære kraft sig som gamle, fastgroede idealer og tankemønstre, der har tjent deres formål med at lede menneskene frem til det nuværende stade i udviklingen, men som nu må forsvinde, hvis en ny tidsalder, som vi ønsker det, skal vinde frem. Den involutionære kraft er trægheden i de skeldannende og selviske tendenser, der, hvis de fik lov til at dominere, vil føre til svækkelse af livskraften og til mulig undergang.

Hvis man forstår verdens grundlæggende konflikter som kræfter, bliver den rolle, som mennesker af god vilje spiller, indlysende. Den ny gruppe af verdenstjeneres funktion er at modvirke de kræfter, der fører til opløsning og tilintetgørelse, idet de benytter de skabende kræfter til integration og opbygning.

Som modvægt mod den involutionære kraft må mennesker af god vilje virkeliggøre den evolutionære kraft, der vil grundlægge en ny verdensorden.

Ordet »virkeliggøre« er nøglen til forståelse af, hvordan den gode vilje kan harmonisere konflikten mellem gammelt og nyt på en sådan måde, at den bidrager til, at den guddommelige plan åbenbares. Websters ordbog definerer »embody« som »give krop, legemliggøre og virkeliggøre«. For at virkeliggøre den evolutionære kraft må nutidens mennesker af god vilje give udtryk for den i deres eget liv i tale, stræben og handling. På denne måde vil de virke som kanaler for en kraft, der vil skabe den ny verdensorden.

Gennem virkeliggørelsen af den evolutionære kraft sættes der fokus på opbygning af de kræfter, der vil føre til den nye tidsalders opståen, og gennem denne koncentration om opbygning afledes opmærksomheden fra angreb på de kræfter, som står i vejen for fremskridtet. Resultatet bliver derfor en gradvis tendens hen imod stabilisering og harmoni.

Konflikten mellem gammelt og nyt løses ikke tilfredsstillende ved angreb på de kræfter, der virkeliggør den involutionære kraft. Angreb fører kun til større splid og adskillelse og til større forsvarsberedskab og som følge deraf forskansninger i de kræfter, man prøver at erstatte. Når man angriber det negative, giver man det simpelt hen mere kraft. Måtte mennesket »ikke modarbejde det onde, men organisere og mobilisere det gode og på denne måde styrke de mennesker, der arbejder for retfærdighed og kærlighed, således at det onde får mindre indflydelse«.

Effektiviteten i at virkeliggøre de evolutionære kræfter og i at nære og fostre det positive frem for at angribe det negative fremgår af en artikel af Elizabeth Mann Borgese i The Center Magazine. Idet hun beskriver den forskning, der udføres af The Center for the Study of Democratic Institutions for havenes fredelige udnyttelse, bemærker hun: »Under vort arbejde på centret med havene stødte vi på noget, der måske kan bidrage til fred og nedrustning. To ting stod os klart. Den ene er, at den industrielle og den militære udnyttelse af havene er i konflikt med hinanden. Når den industrielle udnyttelse øges, er den militære nødt til at dale. Derfor har vi i vort arbejde med havene ikke lagt vægt på nedrustning som en forudsætning for herredømme over havene. At forsøge dette ville være håbløst. Men hvis den fredelige udnyttelse af havene og det økonomiske samarbejde udvikles, bliver den militære udnyttelse simpelt hen trængt ud. Krig mellem havenes regeringer vil da være lige så utænkelig som krig mellem landene inden for EU«.

Bevidstheden om, at det positive bør fremelskes, snarere end at man kritiserer det negative, kommer også til udtryk i udviklingen i de vestlige ungdomsbevægelser og i FN's arbejde. Ungdomsbevægelsernes kommentatorer har bemærket, at den relative ro blandt de unge i de senere år ikke så meget skyldes apati som erkendelsen af, at den eneste måde, verden kan ændres, ikke består i at angribe de eksisterende levevilkår, som de forekommer i »det etablerede«, men i at tage aktivt del i den positive forvandling af disse. Som et populært slogan udtrykker det: »Hvis du ikke er en del af løsningen, er du en del af problemet«. Tyve procent af FN's arbejde går ligeledes ud på at skabe fred samt at opbygge kooperative og uafhængige fællesskaber inden for mange områder af menneskeligt virke, hvilket vil danne grundlag for en ny verdensorden.

I dag trænger den positive evolutionære kraft ind på alle områder af menneskenes liv. Mennesker af god vilje, der forstår, at deres liv er uløseligt forbundet med helheden, og som véd, at de påvirker helheden med kraften fra deres ideer, stræben og handlinger, må i deres livsførelse nødvendigvis lære at virkeliggøre den kraft, der vil føre til skabelsen af det nye menneske og den nye civilisation. De må lære at skelne mellem de evolutionære og de involutionære kræfter, som de manifesterer sig i verden.

»Én familie under himlen« sagde Kungfutse. Ved at undersøge hvordan de forskellige livsformer påvirker hinanden, er videnskaben i dag enig om, at alt liv er forbundet i en kæde, der går fra det mindste encellede dyr til selve mennesket, og den er sammensat af indbyrdes afhængige økosystemer. Alligevel tror mennesket stadig, at tilfredsstillelse af egne selviske behov berettiger det til at blande sig i, ja, muligvis ødelægge naturens fine balance.

Sokrates bemærker: »Spørger man dig om dit land, svar da aldrig: 'Jeg er athener' eller 'jeg er korinther', men sig 'jeg er verdensborger'«. I dag tror de enkelte nationer stadig hårdnakket, at deres nationale interesser er forskellige fra hele menneskehedens, og at opfyldelsen af disse nationale interesser er langt vigtigere end de uretfærdigheder, dette eventuelt kan medføre over for resten af menneskeheden, når de »kommer i vejen« for en nation. Man mener klart, at en nations folk er forskellige fra resten af menneskeheden, og at den individuelle enhed er mere betydningsfuld end helheden.

Nationerne kæmper for militær overmagt, politiske fordele og for tilfredsstillelse af deres stadigt voksende økonomiske grådighed, idet de hårdnakket forfægter deres specielle status, skønt kendsgerningen er, at videnskaben har gjort det klart, at der ikke er nogen genetisk forskel på folkeslag eller racer, men at der kun er én menneskehed. Forskellen på racerne skyldes ikke forskellige gener. Alle racer og folk har fælles genetisk baggrund. Det, der bestemmer forskellene i fysisk fremtræden, er simpelt hen en større hyppighed af visse gener, gener, som er fælles for hele menneskeheden. Miljøets naturlige udvælgelse forårsager en større tilstedeværelse af visse gener, ligesom miljøet også skaber forskellige kulturer. Studiet af genetik har påvist, at der er basis for menneskeligt broderskab, og bekræfter således, hvad apostlen Paulus siger: »Han lod alle folk nedstamme fra ét menneske ...«.

Paulus bekræftede også livets enhed, da han sagde: »thi i ham lever og røres og er vi«. Atomfysikken har reduceret alle livsformer til én væsentlig essens, der gennemtrænger hele universet - energi. Endvidere har man inden for psykologien for nylig opdaget, at denne verden, ikke en anden, ses som en indre enhed ved den forhøjede perception under optimale oplevelser. Alligevel vedbliver mennesker at understrege deres forskelle i stedet for lighederne. De nægter at bøje deres egen egoistiske vilje for det, der gavner den større enhed.

Alligevel, ligesom den menneskelige bevidsthed fra kun at omfatte familien nåede til med voksende inklusivitet at omfatte stammen, samfundet og nationen, således er det bydende nødvendigt, hvis vi i dag skal overleve, at bevidstheden udvides fra det nationale til det planetariske - til den ene menneskehed. Menneskeheden står nu over for globale problemer, som enkeltnationer ikke kan håbe på at kunne løse. Endvidere er de kræfter, som videnskaben og teknologien i dag har givet menneskene i hænde, af en sådan art, at de forøger faren for selviskhed og splittelse, således at menneskeheden er i lige så stor fare for at blive undermineret indefra på grund af manglende retskaffenhed, som af ydre problemer. Hvis i naturen, og som følge heraf også i menneskenaturen, enhed er noget væsentligt, og hvis menneskene ikke retter sig efter naturens lov og de love, der gælder for vor egen eksistens, bliver menneskeheden uundgåeligt udslettet.

Det er nødvendigt at erkende menneskeheden som et hele, en enhed trods forskellene. Vi må gøre os klart, at den samlede menneskehed er det, der tæller mest, og er af større åndelig betydning end de enkelte dele. Ligesom det åndelige Hierarki ser menneskene som en helhed og ikke delt op i nationer og racer, således må menneskene også lære at tænke i helhedens interesse og således hæve sig over forskellene. Forskellene må også erkendes for, hvad de er: den egenart, hvert enkelt folkeslag kan yde til helhedens større rigdom og muligheder.

Eftersom separatisme og selviskhed er den grundlæggende hindring for udviklingen af en ny verdensorden, kan disse hindringer fjernes og den ny orden styrkes ved, at man tænker og handler for den samlede menneskehed. På alle niveauer må individet eller gruppen lade helhedens interesser gå forud for egne interesser.

Hver dag er der i nyhederne mange eksempler på, hvordan selviskhed og separatisme underminerer den større helhed både på det internationale plan og i det lokale samfund. Det kan være to nationers selviske interesser, som kunne udslette hele menneskeheden i kølvandet på deres konflikt. Det kan også være en strid mellem arbejderen og kapitalisten, der hver følger deres eget økonomiske begær og således ødelægger stabiliteten i netop det samfund, som begge parter tjener. Søg efter årsagen til problemet, og den vil uundgåeligt vise sig at være en eller anden form for separatisme og selviskhed.

Enhed, fred og sikkerhed vil komme, hvis man erkender - ud fra en intelligent vurdering - det onde, der har ført til den nuværende verdenssituation, og derefter tager de kloge, medfølende og forstående skridt, der vil føre til oprettelsen af de rette menneskelige relationer og erstatte det nuværende konkurrencesystem med samarbejde, samt opdrager masserne i hvert enkelt land i den gode viljes ånd og vækker de kræfter, der indtil nu har ligget i dvale.

Samarbejde er i det væsentlige en menneskelig egenskab og er baseret på alle menneskers ligeværd. Alligevel er det blandt mennesker, at netop denne lighedsfaktor gør samarbejde så vanskeligt, fordi kun få mennesker vil indrømme, at netop deres nation, race, stand eller familie ikke er mere værd end alle andre.

For at kunne samarbejde rigtigt må man erkende andres egenart og påskønne det, som de kan yde i det fælles arbejde. Hvert eneste individ er noget unikt, og enhver race og nation kan på enestående vis bidrage til menneskehedens mangfoldighed. Hver eneste mand, kvinde og barn lider, elsker, håber, frygter og længes. Vi kan alle bringe ofre, yde tjenester, føle glæde eller sorg uanset race, nationalitet, religion og status.

Samarbejde bør opstå, ikke ved nedladenhed eller formynderskab, men ud fra erkendelsen af, at når vi sammen med andre arbejder til det fælles bedste, gavner vi menneskeheden og dermed også os selv.

Den største hindring for denne erkendelse og vilje til samarbejde er, at man må opgive sin stolthed og følelsen af overlegenhed. Man må uddrive den underbevidste frygt for, at man ved at åbne sit sind og sit hjerte for andre må foretage en ubehagelig justering, som måske er helt fremmed for alle ens normer for opførsel, vaner og tro.

Samarbejde foregår i dag på mange forskellige niveauer og ud fra mange forskellige motiver. I mange tilfælde er det baseret på individuelle og nationale egeninteresser. I krig er der de allieredes samarbejde for at vinde sejr. I politik samarbejdes der mellem nationer, sædvanligvis til gavn for dem enkelte nation. I forretningslivet er der samarbejde mellem de multinationale selskaber til gavn for dem, der er involveret. Inden for videnskaben sætter man sig et større mål i forbindelse med udviklingen af teorier, der er til gavn for alle.

Internationale relationer mellem forskellige ideologier er næsten altid baseret på kampen om den største bid af kagen. Et enkelt usædvanligt eksempel på samarbejde mellem folk af forskellige samfundsopfattelser var det, der foregik mellem Grækenland og Balkanlandene, hvor Grækenland og Rumænien samt Grækenland og Bulgarien samarbejdede om adskillige økonomiske projekter, og dæmninger blev bygget over en jugoslavisk flod, for at markerne i det nordlige Grækenland kunne overrisles.

Der er andre eksempler på samarbejde, fra rumfart til FN's specielle projekter og de specialiserede afdelinger til afskaffelse af nød og sygdom og til forbedring af landbrug, industri og uddannelse på internationalt plan. Alt dette og de tusinder af filantropiske sammenslutninger modbeviser teorien om, at mennesket er et konkurrerende dyr, der kun kan realisere sig helt ved at kæmpe mod og udnytte sine medmennesker. Konkurrence og, endnu værre, had mellem nationer, klasser, ideologier og racer er ikke et produkt af den menneskelige natur, men af forvridning og undertrykkelse af den menneskelige natur. Når alle mennesker respekterer hinanden som brødre, og enhver er sin broders vogter, vil både fattigdom og personlig rigdom være et overstået stadium.

Denne følelse af gensidig respekt og retfærdighed er ingenlunde en ny faktor i menneskets historie, for mange såkaldte »primitive« folk har skabt retfærdige og harmoniske samfund. Grådighed og udnyttelse opstår ikke blot på grund af manglende føde og besiddelser, men også hvor der findes overflod. For så opmuntres menneskets trang til at nyde, og de stærkere udnytter de svagere. Dette har aldrig været så tydeligt som i dag, hvor de mægtige i-lande bliver stadigt rigere og u-landene fattigere. Ikke blot undlader de rige lande at hjælpe de fattige, men når der gives hjælp, sker det på en måde, der kommer de rige lande til gode, hvorimod modtagerlandet kæmper for at holde sin økonomi oppe uden mulighed for at forbedre den. Selv på nationalt plan, hvor man kunne håbe på at se princippet om at dele i funktion, ses det ofte, at svælget mellem de fattige og de rige bliver større.

Imidlertid begynder nationerne at indse, at jo fattigere et land bliver, desto større fare udgør det for verdenssamfundet. For da det ikke lykkes for det at bidrage med sin økonomiske andel af verdensproduktionen, vil det trække tungt på de globale ressourcer. Endvidere vil det være en potentiel kilde til voldelige udbrud.

Både her og andre steder i verden går princippet om samarbejde hånd i hånd med princippet om at dele. At dele ansvar så vel som fysiske ressourcer forøger livskvaliteten og er én form for samarbejde. Inden for industrien fx må vi gøre os klart, at høj kvalitet og effektiv produktion ikke blot afhænger af kapital og ledelse, men først og fremmest af dygtighed, stolthed over arbejdet, begejstring og god vilje hos de mennesker, der producerer varerne. Som en klog leder har sagt: »Vort firmas sjæl er i sindet og hjerterne på de mennesker, der er ansat i det, og de skal vindes for sagen, før vi kan nå resultater, som har nogen værdi«.

Inden for uddannelsesområdet finder vi de samme behov for at dele og samarbejde. For at samarbejde i verdens uddannelse bør hver enkelt være både elev og lærer. Han kan lære af alle dem, der besidder de kundskaber og færdigheder, som han har brug for, og være lærer for dem, der har brug for de kundskaber og færdigheder, som han selv er i besiddelse af. Børn kan lære af ældre kammerater og kan omvendt lære fra sig til dem, der er yngre. Selve fællesskabet kan være en stadig kilde til viden for enhver, fordi alle tager del i det fælles liv og den fælles tjeneste. Og fra det nære fællesskab kan den enkelte udvide sin bevidsthed både udad mod verden og indad mod sin egen og sine venners subjektive erfaringer.

På samme måde kan alle inden for regeringen bidrage til det fælles bedste ved at øve sig i at anvende de grundlæggende regler for godt medborgerskab ved at tage sig af og interessere sig aktivt for samfundets helhed med det formål at opnå harmoni og velfærd for alle og ved at respektere kulturelle og filosofiske forskelle. Mennesker i alle nationer og samfund kan således aktivt og villigt være medansvarlige for skabelsen af et rigt, varieret og fælles liv for alle.

Måske vil erkendelsen af, at det at dele har en dybere betydning, føje en ny dimension til vore visioner. Et af aspekterne ved at dele er at være sammen med, bruge, gøre erfaringer med og glæde sig med andre, uden at det har betydning, hvem der ejer hvad, men simpelt hen bruge i fællesskab. Det handler ikke om velgørenhed eller at give noget af vort eget til andre og forvente taknemmelighed. Snarere må man forestille sig, at alt, hvad man deler, er alles eller ingens. Ingen given og ingen modtagen, men ganske enkelt en fælles deling af jordens produkter til menneskehedens gavn. Dette er et meget ømtåleligt emne, når man ser på den opfattelse af privat ejendomsret, der hersker i dag. Når klartseende mennesker over hele verden forstår, at retfærdig fordeling er et stort skridt hen imod de rette menneskelige relationer, vil man også udforske dette område med større omtanke og mere seriøst.

Da Pythagoras lærte sine disciple den bedste vej til at fremme visse højere værdier og principper, forklarede han, at retfærdighedens rod var »den, der siger, at alle mennesker kan kalde den samme ting både din og min«. Det er mest indlysende fra sjælens, den Ene sjæls synsvinkel eller fra en åndelig eller planetarisk synsvinkel. Man forstår sjældent, at dette at dele i sit inderste væsen er en helhedsmanifestation og den naturlige følge af retfærdighed i sin reneste form. Set fra en global synsvinkel tilhører alle ressourcer, alt land og al energi hele menneskeheden. Vi taler her om retfærdighed og realisme på en særlig måde. I den nye verdensorden vil man erkende, at verdensproduktionen, jordens naturlige ressourcer og rigdomme ikke tilhører en enkelt nation, men skal deles af alle. Der vil blive en retfærdig og velorganiseret fordeling af verdens korn, olie og mineraler, baseret på hvert enkelt lands behov, på dets egne ressourcer, og på dets befolknings fornødenheder. Alt dette vil udvirkes i relation til helheden.

FN har planer i gang om at oprette kornlagre for at sikre, at verden har føde nok i tilfælde af dårlig høst eller naturkatastrofer. Planen omfatter 126 lande, der skal opbevare et minimum af nødlagre af korn alt efter deres forudsætninger for at hjælpe katastroferamte områder. Dr. H.A. Boerma, fhv. direktør for Food and Agriculture Organisation, har sagt, at »hvis ikke verden oplagrer et tilstrækkelig godt fordelt forråd til beskyttelse mod en katastrofe, vil verden stå over for truslen om hungersnød. Denne proces vil måske tage to år eller mere, alt efter hvor samarbejdsvillige landene er«. Sandsynligvis er planen afhængig af, at FN foretager en global undersøgelse af de forsyninger, der findes, frem for at forsøge på at have et centralt forråd et enkelt sted. Hvis alverdens computere fik til opgave løbende at undersøge de ressourcer, der findes, ville vi se en mere menneskekærlig brug af vor teknologi. Lignende planer så som Havretskonferencen og planer om fredelig udnyttelse af rummet er ved at tage form til fremme af fordeling og anvendelse af endnu ubenyttede ressourcer.

Måske vil det at dele, modsat at give og at modtage, bedre kunne forstås i lyset af, hvad en gammel sufi har sagt, at en mand kun ejer det, han ikke kan miste under et skibbrud. Det eliminerer faktisk alt! Hvis man tænker i de baner, må man tage begrebet ejerskab op til fornyet overvejelse. Hvordan kan begreberne »de, der har« og »de, der ikke har« afklares på en praktisk måde til dybere og mere oplyst forståelse af, at man deles om alt?

I nationernes familie må det at stå skulder ved skulder for sammen at bære ansvaret for verden være et vigtigt fælles mål. Alle jordens ressourcer skal fordeles, og vi må mere og mere gøre os klart, at jordens produkter, havenes rigdomme og alle nationers intellektuelle og kulturelle arv tilhører hele menneskeheden og ikke blot en enkelt nation. Denne opfattelse medfører ikke en verdensstat, men den indebærer i stedet en udvikling af en universel, fælles bevidsthed om, at vi er en helhed. Det indebærer for eksempel, at enhver national enhed ledes og udvikles på rette måde, så at den på passende vis kan udføre sine internationale forpligtelser og således være en del af nationernes verdensbroderskab. Når den nationale sikkerhed baseres mere på de rette menneskelige relationer end på magt, vil denne opgave kunne løses med mod og indsigt.

De gamle rytmer er så indgroede og så tæt forbundne med ældgammelt blændværk af grådighed og frygt og dualiteten krav/behov, at vi er nødt til at nærme os ad abstrakt vej for at kunne afklare vor tænkning på en personlig måde. Vort første møde med ejendomsbegrebet begyndte, da vi blev bedt om at dele vort legetøj med et andet barn. Der blev sagt »deles nu ligeligt om det«, og kun sjældent fortæller man børn, at legetøjet kun er deres, så længe de har brug for det. Barnet behøver ikke nødvendigvis at give afkald på legetøjet, kun på sin ejendomsret og på den tanke, at det er hans for altid, og at han kan bruge det, som han vil. Man fortæller sjældent børn om ansvaret for at passe på tingene, hvilket er noget andet end at eje dem. Når vi opdrager vore børn til at dele og til, at alle frit kan bruge forhåndenværende bekvemmeligheder, begynder vi for alvor at skabe nye værdinormer.

Det bliver sjældent forstået, at det ikke så meget er det at eje mange ting, der hindrer os i vore altomfattende bestræbelser, men den forestilling vi gør os om, at vi ejer tingene. Hvis vi i tankerne tilbagegiver alt til den planetariske strøm, men alligevel fysisk tager vare på det, som vi har, vil vi på én gang blive befriet for ejendomsrettens åg. Det er ideen om »at holde fast og beholde«, der ikke passer ind i naturens strøm og rytme. Når vi begynder at overveje og justere vor holdning til ejendomsret og besiddelse hen mod, at alt er betroet os at værne og bevare, vil vi hjælpe andre til at besejre denne hindring. Når vi gør os klart, at alle ressourcer kun midlertidigt tilhører dem, der i øjeblikket har brug for dem, da vil naturens kredsløb begynde at fordele sine rigdomme mere ligeligt i den menneskelige familie.

Ud fra den opfattelse, at der er én jord, én menneskehed og én sjæl, er den retfærdige fordeling af jordens rigdomme og livgivende ressourcer den mest praktiske og fornuftige af alle ideer. Da energi ganske naturligt følger tanken, kan enhver af os begynde på den opgave at ændre menneskets selviske holdning ved at eliminere denne fra vort eget liv. Eftersom en enkelt person, som tænker klart og har den gode vilje, kan ændre det mentale klima i omgivelserne, så vil tusinder af mennesker, når de tænker ad baner, der skaber retfærdighed, ret fordeling og rette menneskelige relationer, og som peger på nye idealer og værdier, øge virkningen af lysets og kærlighedens udstråling over hele jorden.

Nøgleordet er »timing«, der er en væsentlig faktor i effektiv tjeneste. En skarp sans for »timing« sætter én i stand til at handle i det gunstigste øjeblik, hvor en handling efter al sandsynlighed vil have den ønskede virkning, og den bremser én, når en handling sandsynligvis vil være spildt eller i det højeste være af minimal betydning. For at udvikle denne sans for »timing« hjælper det at overveje to kendetegn for tid og menneskelig udvikling.

Det første kendetegn finder vi i Prædikerens Bog: »Alt har sin stund og hver en ting under himmelen sin tid«. At acceptere dette ændrer virkelig vor holdning i det daglige liv. Tålmodighed fortrænger impulsiv, sporadisk opførsel. Hvis der opstår en situation, hvor værdierne er forrykket, og det er nødvendigt med forandring, lærer man at arbejde roligt og tålmodigt og at handle, når det kan lade sig gøre, men også glad at vente til det gunstigste øjeblik, hvor sæden kan sås, og hvor en sand ændring af bevidstheden kan finde sted. Dette er det mest naturlige, for den tjenendes rolle ledes af, hvor sandsynligheden er størst for opmuntrende vækst, frem for af personlig holdning. Anvendelsen af dette princip indebærer en erkendelse af, at der er tidspunkter, hvor forandringer er mulige, og tider, hvor de ikke er mulige. Når tiden endnu ikke er moden, er man nødt til at affinde sig med de tilsyneladende begrænsninger i tiden og vende sin opmærksomhed mod andre ting. Det er, hvad bonden gør om vinteren, når hverken plantning, pløjning eller gode hensigter kan få sæden til at spire.

Det andet kendetegn for tid er, at det altid er den rigtige tid for noget. Men det kræver visdom at vide, hvad det er, det er rette tid for. Der er altid muligheder, selv om det måske ikke er dem, som verdenstjeneren oprindelig havde i tankerne. Når fysisk aktivitet ikke er påkrævet, er der mulighed for studium, kontemplation og, hvad der er vigtigst, forberedelse til tjeneste. Når det er nødvendigt at virke i verden blandt sine medmennesker, er det en god mulighed for at praktisere de rette menneskelige relationer. At lære dette andet princip med held forudsætter, at man er rede til at tage tingene, som de er, og arbejde i de situationer, man møder. At tage denne udfordring op til at bruge øjeblikket rigtigt gør én egnet til at leve et liv i tjeneste.

Det kan hjælpe at gøre sig klart, at skønt tiden ved første blik påtvinger bestemte begrænsninger, så bliver der ikke lagt bånd på den frie vilje under udviklingen af sansen for »timing«. Med eller uden denne sans har en person altid frihed til at gøre, hvad han ønsker, når han vil. Men uden den rette forståelse af universets grundlæggende regler angående »timing« vil han sandsynligvis ikke nå så mange af sine mål.

Naturen har velvilligt forsynet os med en cyklus, et grundlæggende mønster til forståelse for arbejdet med tidens to kendetegn. Denne cyklus ses tydeligst i årstidernes vekslen, månens faser, ja, i selve jordens rotation omkring sin akse, hvorved der skabes morgen, dag, aften og nat. Dette cykliske mønster er vor garanti for, at alt har sin tid, og at der er en tid for alt. Når vi lærer at iagttage de tilbagevendende begivenheder, der forekommer i den enkeltes liv, kan enhver tjener arbejde til fællesskabets bedste med tiltagende handledygtighed, udviklet gennem den opnåede harmoni med tiden.

Når man tænker på tid og »timing«, rejser det spørgsmål sig: Hvad er dette for en tid? Hvis denne tidsperiode på særlig vis er velegnet til noget og har særlige muligheder, hvad kunne det så være? Det svar, der kommer af sig selv, er, at tiden er inde for det sidste, forberedende arbejde før Kristi tilsynekomst. Nogle vil nok spørge sig, om det virkelig er tid for genkomsten eller blot endnu en tusindårig foreteelse svarende til begivenhederne omkring år 1000. Det kan den enkelte kun få svar på ud fra en intuitiv forståelse af betydningen af Kristi tilsynekomst i relation til begivenhederne i dag.

Der er en forøget fornemmelse af umiddelbar nærhed her i sidste fjerdedel af det tyvende århundrede. I denne tid sker der store forandringer i menneskeheden og i alle naturens andre riger. Virkningerne af tjeneste, der ydes nu, vil sandsynligvis trænge længere og dybere ind i menneskets bevidsthed end nogen sinde tidligere. Dagen er gunstig for os, men også den vil forsvinde. Det er nødvendigt, at alle tjenere anstrenger sig til det yderste for at udnytte tidens gunstige lejlighed fuldt ud.

Hvad skal der så ydes i forbindelse med denne enestående periode i menneskehedens historie? Der er to fremherskende arbejdsområder, som alle kan deltage i. Det første er på bevidsthedens område. Alle kan bidrage til at bane vejen i bevidstheden for Kristi komme ved intelligent, reflektiv meditation og invokation. En sådan meditation hjælper til at oplyse menneskets bevidsthed, således at menneskeheden kan se klarere.

At meditere over den forestående tilsynekomst vil også sætte den enkelte i forbindelse med sin indre energi, så at han kan blive i stand til at arbejde på det andet arbejdsområde, den ydre fysiske tjeneste. Den daglige tjeneste begynder med at dele den indre udstråling med alt levende på jorden ved at stå fast i sin åndelige væren, og den fortsætter videre frem fra dette punkt. Opgaven for den enkelte består i samvittighedsfuldt at opsøge lejligheder til at tjene, idet han har tillid til, at denne vilje til at tjene vil åbne døre og give ham flere muligheder. Kristus har også »timing«, og han vil først komme, når betingelserne er til stede. Derfor er det absolut nødvendigt, at vi forbereder os i tilstrækkelig grad. For hvis ikke vi gør vor del, kan Kristus ikke udføre sin.

Der findes naturligvis mange eksempler på formgivningsprocessen. Vi behøver blot at betragte en maler, der giver udtryk for sin opfattelse af verden, og skuespilleren, der udtrykker subtile følelser. Så er der filosoffen, som kan iklæde abstrakte ideer ord eller endog beskrive det moralske grundlag for den rette opførsel her på jorden. Men i denne sammenhæng er det vigtigste eksempel det enkelte individ, som i sit eget liv virkeliggør de højeste åndelige og moralske principper, han er i stand til at udtrykke. For kreativitet er ikke blot kunstnerens eksklusive område. Hvert enkelte bevidste individ har en mulighed og et ansvar for et kreativt liv.

Følgelig er den skabendes rolle i sit væsen at være formidler og transformer for energi, hvad enten det er tankeenergi eller den energi, der ligger latent i stoffet. Vi må erindre os Einsteins relativitetsligning, der førte til den teori, at energi og stof er det samme, idet den forvandlende faktor er lys. Vi må huske okkultistens gentagelse af dette faktum, når han konstaterer, at ånd (energi) er stof i dets højeste form, og stof er ånd i dens laveste aspekt, og vi aner måske lidt om menneskets plads i kosmos, når vi ser, at det kreative menneske i lyset fra bevidstheden transformerer energi og danner redskab til at udtrykke denne i stoffet.

Det kreative menneske kan sammenlignes med en flytbar stikkontakt. Ligesom en stikkontakt er mellemled mellem ren elektricitet og den synlige anvendelse af denne, som fx til at skaffe lys eller sætte maskiner i gang, således er det kreative menneske en fysisk kanal, hvorigennem alle ideer eller energier, han kommer i berøring med, kan strømme. Ligesom elektricitet spontant strømmer gennem hver ny forbindelse, der oprettes, således manifesterer den energi, der strømmer gennem det kreative menneske, sig spontant, når den fokuseres og styres af dette menneske. Denne spontanitets specielle fokusering og styring afhænger af modtageligheden eller holdningen i individets omgivelser og i hans personlige tilbøjeligheder. Den strøm af ideer og energier, der går gennem kreative mennesker, når fra kunstneren med hans staffeli til den bevidste sjæl, der bruger hele sit liv på at udtrykke et ideal eller arbejde for Gud.

Men spørgsmålet er naturligvis, hvordan kreativitet hjælper med til at forvandle jorden, til at etablere en verdensorden, der er baseret på rette relationer mellem mennesker og mellem mennesker og naturens andre riger, en verden, hvis grundtone er harmoni?

Et enkelt blik på historien viser os, hvor betydningsfuld kreativ stræben er. Menneskehedens fremskridt har været afhængige af dem, der fornuftigt kunne kontakte og udtrykke de energier og ideer, der ville føre menneskeheden et skridt videre inden for religion, politik, uddannelse og videnskab. Dette var afhængigt af dem, der på forskellige trin har opnået evnen til at komme i berøring med al visdoms kilde.

Selv om historien viser os kreativitetens værdi, viser den ikke antallet og kvaliteten af de enkelte individer, der ubemærket har hjulpet med til at lede kursen i menneskelige begivenheder. Dualismen i, hvad historien fortæller, og hvad der forbliver usagt, antyder vor egen betydning som vor tids medskabere. For hver Kristus eller Einstein har der været tusinder, der har arbejdet effektivt inden for deres respektive områder. Mange har spillet en rolle for stadfæstelsen af nye ideer og kvaliteter i menneskelivet og er forblevet ukendte for andre end deres venner og medarbejdere. På samme måde kan ethvert menneske nu ved at reagere kreativt på tidens behov og med visioner om fremtiden være med til at etablere et samarbejde med og en omsorg for alle mennesker, og dette vil skabe grundlaget for en ny æra.

Man kan vise god vilje i alle livets forhold. De, der beskæftiger sig med kunstarterne, kan udtrykke den gode vilje i det arbejde, de udfører. Men der er også kreativiteten hos den handlende, der sørger for sine kunder så vel som for sig selv. Der er virksomhedslederens kreativitet, når han motiverer sine medarbejdere ved at respektere deres rettigheder og inspirere dem frem for at være autoritær. Der er bondens kreativitet, når han er i harmoni med jord og planter, kort sagt, der er intet område, hvor den gode vilje ikke kan udtrykkes kreativt.

Virkningen af disse forskellige kreative kræfter for at skabe forandring kan synes ringe, når man betragter dem hver for sig. Men der er afgjort en virkning, og tages den verdensomspændende gruppe i betragtning, er virkningen over al forventning. Den gode viljes teknik har, når den praktiseres, en indvirkning på alle menneskers hjerter og sind, en indflydelse, der ikke kunne opnås gennem de mest oplyste diskussioner. Af den grund vil det ægte kreative menneske altid kunne kendes ved dets villighed til at handle så vel som til at tale om at handle.

Styrken i ethvert udtryk for den gode vilje afhænger af dens overensstemmelse med den guddommelige vilje, så vidt vi kan forstå denne. Indstrømning og stimulering af viljen, som kontaktes på det mentale bevidsthedsplan, vil uundgåeligt styrke både selviske mennesker og dem af god vilje. Det bliver klart for ethvert menneske af god vilje, hvor nødvendigt det er at fokusere sine anstrengelser på at benytte den forøgede tilstrømning af viljesenergi til positiv, dynamisk tænkning. Med denne energi kan vi sammenfatte vor jords mange kriser i en højere enhed, tænke globalt og arbejde for helhedens bedste.

Hvordan kan dette ske? Vi ved, at subjektiv kanalisering og det udstrålende arbejde gennem meditation har en konstruktiv, helende virkning, fordi den gode vilje er et udtryk for kærlighedens energi. Kærlighed er den universelle karakteristik af og kvalitet i guddommeligt liv i vort solsystem og på denne planet. Ved at benytte princippet »energi følger tanke« kan sindet påkalde og styre mange energier, herunder også den gode vilje, hvor som helst det behøves. Når en gruppe mennesker i fællesskab tænker de samme tanker, forøges kraften geometrisk. Vi benytter vort horisontale system af relationer til familie, nation og menneskehed til at fordele den energi, vi kontakter på de åndelige og vertikale bevidsthedsniveauer. Det er fra disse åndelige kilder, at viljens energi vil strømme ind i den menneskelige bevidsthed.

Denne energi kan inspirere tænkningen på linje med, hvad menneskeheden opfatter som det højeste gode for vor planet, og kan give kræfter til altomfattende løsninger. Denne energi har syv aspekter, der manifesterer sig ad syv linjer. De omfatter viljen til at igangsætte, forene, udvikle, harmonisere, handle, forårsage og udtrykke. Disse aspekter af viljen skitserer den progressive forekomst af ideer, der kommer fra usynlige kilder for at komme klart til udtryk i verden.

»Han må lære, at partigængeri på ingen måde er et tegn på åndelig udvikling. Derfor vil han ikke bruge ordene imod dette eller for hint. Sådanne vendinger spreder automatisk had og aggression samt modstand mod forandring. De sætter den, der anvender dem, i forsvarsposition. Enhver klasse af menneskelige væsener er en gruppe af brødre«.

»Frihedskæmpere« og »befrielses«-bevægelser af alle slags for alle formål og i mange nationer er vokset frem som paddehatte over hele verden. Nogle er af princip ikke-voldelige, nogle proklamerer sig åbenlyst som terrorister, idet de bruger krigsvåben og vilkårlig vold for at nå deres mål. Forkastelse af love, nationale eller internationale, og ligegyldighed over for andres ret og frihed skaber ikke frihed, men anarki. Handlefrihed findes inden for visse veldefinerede rammer, som sætter grænser for alle menneskers adfærd, og som hindrer, at hverken individ eller gruppe straffes urimeligt.

Men hvad enten det er volds- eller ikke-voldsbevægelser, er deres erklærede mål i de fleste tilfælde at befri en gruppe mennesker, som fortsat lider under virkningerne af en eller anden påtvungen begrænsning. At motiverne, selv når de er bedst, er blandede, og at politisk pres og ambitioner forvrider de oprindelige principper, er faktorer, som man altid må regne med. Målet retfærdiggør ikke midlerne, men at skaffe frihed og befrielse til dem, der ikke har del i de menneskerettigheder, som burde gælde alle, er en opgave, som man med fuld ret kan påtage sig. Hvordan kan vi så vise ægte interesse?

Tilsyneladende er det af grundlæggende betydning at erkende, at frihed er et fundamentalt princip. Det er ikke noget, som menneskeheden i fortvivlelse og nød drømmer sig til, så snart vi bliver os undertrykkelse eller udnyttelse bevidst. Verdens substans, som vi alle med lige guddommelighed og lige rettigheder har del i, er præget af visse principper eller kvaliteter. Disse principper er de grundlæggende differentieringer, de væsentlige kvaliteter eller typer af energi, som alt er bygget på. De giver en bestemt kvalitet til alle former.

Disse fundamentale principper, som findes i verdenssubstansen, omfatter principperne vilje, kærlighed og intelligens. Disse kan igen sondres i subsidiære kvaliteter eller typer af energi, så som principper for relationer, samarbejde og ret fordeling samt frihedsprincippet, som igen bringer sit eget korrelativ i fokus, dvs. princippet for ansvar.

Fordi frihed er en indbygget kvalitet i livet på denne planet, en grundlæggende og fundamental »hensigt« i planen og formålet på jorden, så må den klart sættes i forbindelse med den guddommelige vilje. Den må bero på en manifestation af ren og uselvisk kærlighed, og den må finde udtryk i klog og intelligent handling. Som det så sandt er sagt: »Frihed indebærer i sig selv et ansvar«. Så de virkelige »frihedskæmpere« i denne verden er dem, i hvem der findes en rodfæstet og aktiv ansvarsfølelse, dem, der har opnået en personlig indre frihed fra de begrænsninger i sind og hjerte, der hæmmer intelligensen og blinder visionens øje.

Frit tænkende og handlende mennesker, der har udviklet en sensitiv forståelse af personligt ansvar, vil vælge at handle i overensstemmelse med virkeligheden, hvilken situation de end bliver sat i og under alle mulige forhold. De bliver ikke ført ind på et sidespor af fanatisk idealisme, der nok kan se målet, men ikke de skridt, der umiddelbart skal tages. Vi lever stadig i overgangsperioden mellem gammel og ny tid - mellem Fiskenes og Vandbærerens tidsalder. En idé fra den nye tid, der kædes sammen med gammeldags idealisme, som ofte fører til fanatiske yderligheder, er både vanskelig og farlig. Vanskelig, fordi mange gode mennesker, der går ind for ideen, kan blive vildledte og forvirrede, og farlig, fordi gammeldags kræfter i en ny tids klædning har en ødelæggende og degenererende indflydelse. Disse modstridende kræfter ses tydeligt i dag, fx i den udmærkede idealistiske stræben mod et verdenssamfund bestående af alle nationer, og så de mange urealistiske aktiviteter, som denne idé skaber, samt i selve frihedstanken, som allerede har resulteret i forskellige former for fanatisme, hvilket underminerer selve princippet.

Franklin D. Roosevelts velkendte Fire Friheder er stadig målet for mange mennesker. Frihed fra nød og frygt og frihed til at tale og tro, når ind til kernen af de fysiske, følelsesmæssige og intellektuelle behov hos mange millioner i verden i dag. Disse friheder er næsten helt afhængige af andre, af dem, der har magt og autoritet i regeringer; i religioner og i andre af samfundets institutioner. Frihed er derfor relativ. Der findes sandsynligvis overhovedet ikke absolut frihed i menneskenes verden, eftersom kun få har lært fuldt ud at kontrollere deres liv og handlinger i lyset af planen for menneskeheden, den store plan for livet, der bringer mennesket i samklang med den guddommelige vilje, som det bevidst samarbejder med.

Åndens frihed, den indre, subjektive evne (som bor i os alle) til at befri bevidstheden fra dagliglivets kontrol og begrænsninger, er et indbygget, guddommeligt aktiv. Den kan plejes, bringes til udtryk og blive katalysator for en forvandling af levemåden. Sand frihed, åndelig frihed, arbejder indefra og ud og påvirker ikke blot den »frie sjæls« personlige liv, men berører med en befriende kraft bevidstheden hos alle dem, der kæmper for at bryde de bånd, der binder dem.

Det er ved at blive en antagelig og godkendt idé, at i en uafhængig, forenet verden, som vi oplever den i dag, kan intet menneske befri sig for sine egne lænker og bevidsthedsbegrænsninger, uden at det samtidig indvirker på hele menneskehedens bevidsthed. De grundlæggende planetariske principper for vilje, kærlighed og intelligent handling påvirker vort daglige liv, den luft, vi indånder, det arbejde, vi udfører, og de forbindelser, vi knytter. De motiverer dem, der er ved at opnå herredømme over sig selv og over deres levevilkår. De befrugter verdens tanker, verdens politik og verdens kommunikation. De stimulerer tilbøjeligheden til at forenes og fungere i alle forhold med god vilje og tillid. De berører de guddommelige frø i menneskenes hjerter og tanker og øger mulighederne for menneskets frihed.

Mens vi derfor bestræber os på at finde løsninger på verdensproblemerne sult, aggression, fattigdom, uvidenhed og undertrykkelse, og i og med at vi imødekommer de umiddelbare behov for fødevarer, uddannelse og økonomisk stimulation og bestandig anstrenger os for at eliminere krigens årsager, lad os da se alt dette i helhedsperspektivet med menneskeheden som et af naturrigerne, en åndelig del af den guddommelige helhed. At møde dagligdagens krav er en værdig levemåde. At befri verden for nød og frygt er hele menneskehedens fundamentale opgave og ansvar. Men det er kun begyndelsen, et første skridt hen imod fysisk og emotionel befrielse, hvilket kan føre til at mennesker bliver bevidste om at realisere livets sande subtilitet og styrke, det åndelige liv, der venter på befrielse i enhver menneskelig form.

Der er syv generelle processer, som alle sande ideer, alle ideer af konstruktiv værdi og åndelig højnelse skal igennem, før de effektivt kan ændre menneskets bevidsthed. Disse syv metoder er:

En målrettet, beslutsom og oplyst offentlig mening er den mægtigste kraft i verden. Ingen ideologi, ingen nation og ingen magtfuld gruppe af mennesker er immune over for dens realitet. Dens lige findes ikke, og dog er den kun i ringe omfang blevet benyttet. Det problem, vi står over for, er derfor at skabe en oplyst offentlig mening, der bygger på åndeligt sunde principper, der styrker det gode i verden.

Det grundlæggende ansvar for den oplyste offentlige mening ligger i enkeltindividets magt og værdi, sammenfattet i Menneskerettighedserklæringen. Enhver af os er som enkeltperson en klart afgrænset og integreret del af helheden. Individets værdier er sikkert baseret på den menneskelige ånds iboende guddommelighed og på helhedens integritet. Erkendelsen af det fælles bedste: »Én for alle og alle for én«, er den oplyste offentlige menings grundlæggende princip.

To åndelige principper er nødvendige som samlingspunkter for skabelsen af en oplyst kraft i verden. Det er lyset på vejen og praktisering af den gode vilje.

Lys viser sig som positivitet. Lys på vejen er illuminationen af menneskenes tanker, så de kan se tingene, som de er, og erkende rette motiver og den rigtige måde at tilvejebringe rette menneskelige relationer på. Den gode viljes igangsættende kraft er væsentlig for at handle rigtigt. Lyset åbenbarer målet. Handlinger, der motiveres af den gode vilje, frigør den energi, der er nødvendig for at nå målet.

Gennem de syv metoder: påvirkning, dyb tænkning, tilpasning, harmonisering, forskning, fremkaldt ønske og organiseret bevægelse, har disse to skabende impulser, lys og kærlighed, magt til at ændre masseideerne i hele den menneskelige race. Hvis mange opfanger dem, kan de bringe tanken om rette menneskelige relationer til et punkt, hvor den bliver massernes ideal og vil begynde at tage form i alle nationale og offentlige forhold og i samfundsforhold.

Vore civilisationer viser en opadstigende linje i menneskenes håb og bestræbelser. Menneskeheden følger ikke en tilfældig eller planløs kurs. Der er en plan. Denne plan har altid eksisteret og er en del af en større plan for hele kosmos. Vore civilisationer er entiteter af forskellig varighed, som øver en uundgåelig indflydelse på menneskets eksistens. Civilisationer skabes af mennesker, men de opbygges i overensstemmelse med Guds vilje. I den sidste ende er det et liv i større fylde, vi søger at udtrykke i vore civilisationer, men vi må åbenbare vor viden om Gud og vor kærlighed til hans skaberværk i fremadskridende, rigtig rækkefølge.

Materiel betoning, ikke åndelig virkeliggørelse, har karakteriseret menneskenes sidst opdukkede civilisation. Materiel opfattelse, materielt begær og materielle mål har ledsaget vor vækst. Men denne fokusering kunne ikke være opretholdt, hvis ikke menneskeheden var ved at skifte fra en emotionel, polariseret sensitivitet til en sandere og mere åndelig opfattelse af livets principper. Vor gradvise åndelige udvikling, skønt begrænset, skrider frem efter planen. Menneskets sind er trefoldigt. Det er den lavere konkrete tænkning, der kommer til udtryk gennem det materielle. Sjælen, sindets midterste princip, som styres af kærlighed, og endelig den abstrakte tænkning bliver gradvist en bevidst del af vort liv.

Materiel udvikling som et skridt fremad på vejen mod bevidsthedens vækst er blevet fuldbyrdet i de sidste 2.500 år, Fiskenes tidsalder. Men skønt det, der er hændt i de sidste århundreder, øver en stor indflydelse på os, må hovedvægten af vore interesser vies til en ny civilisations fødsel, da vi gradvis skifter over i Vandbærerens tidsalder. På dette må vi ofre al vor omhu og opmærksomhed.

Denne ny civilisation har muligheden for at genoprette Guds plan på jorden. I den vil sjælen, menneskets åndelige centrum, for første gang finde sit udtryk i en hel civilisation. Politik, undervisning, religion og økonomiske interesser vil fortsat skabe elementerne i vort samfund, men vort livsgrundlag vil blive helt forandret. Selvcentreret opmærksomhed vil forvandles, efterhånden som opmærksomheden rettes mod at virkeliggøre lysets, kærlighedens og kraftens åndelige energier i en ny civilisation.

Menneskeheden er ét. De barrierer, der findes mellem individer, de skel, som vi har sat mellem nationer og grupper, separatismen, som har plaget de menneskelige levevilkår i umindelige tider, vil blive afsløret som kunstige konstruktioner af vor konkrete tanke. Dette betyder ikke, at vi vil ophøre med at være individer, for hver enkelt af os har en rolle at spille i menneskehedens fremadskriden. Det betyder, at vor individualiserede følelse af selvet vil blive blandet med en rigere, udvidet bevidsthed om menneskehedens helhed. Vi vil se os selv i et nyt lys, lyset af den ene menneskehed.

Men hvordan vil denne massive forandring i bevidstheden finde sted? Kernen til den ny civilisation eksisterer i dag og bliver plejet og opretholdt af tænkende, kærlige mennesker, hvis liv er viet til tjeneste for virkeliggørelsen af Guds plan. Det er den første opgave for den nye gruppe af verdenstjenere, som de kaldes, at få denne kerne til at vokse. For at dette kan ske, må de henvende sig til mennesker af god vilje over hele verden.

Der findes millioner af mennesker af god vilje. Det står i deres magt at ændre menneskenes levevilkår. Disse mennesker er ikke nødvendigvis nogle, der træder offentligt frem. Men man ville bemærke, hvis de ikke var der, for det er dem, der er de ansvarlige, lydhøre medlemmer af vore samfund, byer og nationer. De er verdenslegemets livgivende blod og er i besiddelse af nøglen til løsning af verdens problemer. De overfører energi.

Mennesker af god vilje i verden i dag må kaldes frem! En positiv holdning til fremtiden må skabes. Mentale holdninger, der blev skabt, da mennesket anvendte sin vilje til at få materiel kontrol over sine omgivelser, er den sande arv fra den civilisation, der nu forsvinder. Når disse holdninger bliver løst fra deres materielle fortøjninger, kan de tjene som brobyggende faktorer til sammensmeltning af menneskets mentale evner for kreativ skabelse med en vision om en ny verdensorden baseret på retfærdighed, åndelig frihed og de rette økonomiske proportioner.

Netop ved en sådan positivt ladet forventning vil den gode viljes energi blive vækket spontant. Den omfattende erkendelse af den ulykke, der forårsages af grådighed og aggression i al national politik har skabt mulighed for en ny verdensomspændende holdning, hvis grundlag er den gode vilje. Den gode viljes energi er til overflod tilgængelig for menneskeheden, men det er i høj grad en kilde, der ikke bliver benyttet. Hvis den gode vilje stimuleres og bringes i cirkulation i menneskelige forhold, vil den kunne trænge ind i menneskehedens bevidsthed. Den offentlige mening reflekterer en voksende respons fra menneskehedens masser på alle slags ideer. Den gode viljes holdning kan blive en ledetråd i den offentlige mening og kan tjene som en sund og god bestanddel midt i forvirringen i denne tid, der er fuld af prøvelser.

Alle vegne er der i dag i det skjulte mennesker af god vilje, som arbejder til menneskehedens fælles bedste. De kan findes inden for alle racer, samfundsklasser og i enhver religion og ideologi.

Som en tydelig kalden kundgør deres stille kamp for det fælles gode menneskenes enhed og forenede stræben efter det gode, det sande og det smukke, idet de med Kungfutses ord siger: »Én familie under himlen«. De er borgere af den ene menneskehed, der sikkert er enige med Sokrates, som sagde: »Hvis man spørger dig om dit land, svar da aldrig: 'Jeg er athener' eller 'jeg er korinther', men sig 'jeg er verdensborger'«.

Millioner af medlemmer af den ene menneskehed arbejder i dag på at genopbygge menneskelivets helligdom, at rekonstruere menneskenes levevis, at genetablere den ny civilisation på fundamentet af den gamle, samt at reorganisere strukturen i verdens tænkning, politik og fordeling af verdens ressourcer.

De er ikke vage idealister, disse mennesker af god vilje, der klart indser værdien af individuelt initiativ og kreativitet. De forstår, at en ny verdensorden kan og vil blive bygget »af menneskehænder og -fødder«. De går ind for personlig ansvarlighed til gavn for helheden.

Gruppen blev dannet af World Goodwill for over 40 år siden som følge af et bydende behov for at mobilisere den gode viljes magtfulde energi i en verdenskrise. Den omfatter mange mennesker af forskellig race og nationalitet. Mange af gruppens medlemmer er særdeles trænede og kyndige i meditation og har arbejdet sammen gennem mange år.

Onsdag kl. 12

Selv om nogle enkelte måtte vælge at mødes og meditere sammen, mødes gruppen som helhed aldrig. Dette er heller ikke nødvendigt, idet arbejdet udføres på mentalt plan. Dér forenes gruppens medlemmer mentalt og mediterer sammen, uanset hvor de enkelte befinder sig.

Gruppens medlemmer sigter på at meditere mindst en gang om ugen. De søger at synkronisere deres meditationer til kl. 12 middag. Onsdag kl. 12 - ugens midtpunkt - er brændpunktet for hele gruppens bestræbelse. Imidlertid kan meditationsarbejdet være effektivt når som helst det udføres, og så ofte som den enkelte vælger at udføre det.

Meditation over den gode vilje

Enhver oprigtig og eftertænksom person, som ønsker at tjene og hjælpe sine medmennesker, er meget velkommen til at deltage i dette arbejde og at bidrage til gruppens indsats med sin individuelle meditations styrke. Meditationsomridset til MEDITATION OVER »DEN GODE VILJE« tilbydes alle, som ønsker at benytte det. Det er ikke nødvendigt formelt at tilslutte sig gruppen eller at skrive til nogen, men de, der ønsker at tilkendegive deres deltagelse i arbejdet, kan gøre det ved at skrive til World Goodwill. Disse meddelelser er velkomne.

Den tjeneste at meditere over den gode vilje er naturligvis ikke begrænset til en enkelt gruppe eller organisation, og der kan benyttes forskellige typer af meditationer. Den gode viljes meditationsgruppe søger at virke i samarbejde med alle, som arbejder mod det samme mål.

Energi følger tanke

Den gode viljes meditationsgruppe er en tjenesteaktivitet for mennesker, som tror på tankens magt, fordi dens arbejde finder sted på mentalplanet. Tankens magt accepteres nu som en realitet, og citaterne »Energi følger tanke« og »Som et menneske tænker ... således er det« høres hyppigt. Energi følger virkelig tanken, og den gode viljes energi er ingen undtagelse. Tanken er i virkeligheden en bedre bærer af den gode viljes styrke end følelserne. Det er nødvendigt, at god vilje ledes, og det er tanken, som leder den og sætter den enkelte eller gruppen i stand til at påkalde denne energi og lede den ind i de ønskede kanaler.

Samarbejde og rytme er to yderst vigtige faktorer i gruppens arbejde. Når to eller flere mennesker tænker de samme tanker, øges styrken af deres individuelle tankekraft progressivt, ikke aritmetisk, men geometrisk. Når en sådan tænkning gennemføres regelmæssigt, skaber selve rytmen en endnu større styrke. Man vil se, hvilken umådelig tilskyndelse til det gode der ligger latent i den samlede tankekraft fra mennesker med god vilje. Tankens kraft er den mest magtfulde i verden, og når den fokuseres og benyttes intelligent, vil den uden tvivl ændre forløbet af verdensbegivenheder.

Kilden til den gode vilje

Enhver af os er involveret i et komplekst system af relationer, individuelle, familie-, gruppe-, regionale, nationale og internationale. Disse kan beskrives som vore »horisontale« relationer, og enhver af os er ansvarlig for at opretholde det rette grundlag for disse forhold ved praktisk og konsekvent at bruge den gode vilje.

Men mennesket er også en del af et andet relationssystem - det »vertikale« - som forbinder det med de åndelige bevidsthedsplan, med det åndelige Hierarki, med Gud og med universet. Dette vertikale system kan blive menneskets ufejlbarlige kilde til kærlighed og viljen til det gode, forudsat at mennesket kan skabe kontakt dermed gennem bøn, meditation eller reflektiv tænkning.