Alice A. Baileys bøger

Disse bogbeskrivelser er et særtryk af 22. kapitel i Ina Crawfords bog
»En indføring i mysterierne«

Resume over bøger, udgivet af Lucis Press

Dette kapitel består af uddrag fra Thirty Years Work, som er udgivet af Lucis Press Ltd (Lucis Trust).

Det indeholder et sammendrag af indholdet i hver af Alice A. Baileys bøger. Titlerne på de bøger som Alice Bailey selv har skrevet, er markeret med *. Resten er dikteret af Tibetaneren, mesteren Djwhal Khul. De sidste to bøger er skrevet af Foster Bailey, Alice Baileys mand.


En ufuldendt selvbiografi (The Unfinished Autobiography)*
Fra sin konservative engelske baggrund førte Alice Baileys liv hende i mange retninger, men hele tiden i én retning - hen imod det tidspunkt, da hun efter mange forskellige drastiske personlige oplevelser var nået til en syntese af indsigt og forståelse og en fast overbevisning om, at ét guddommeligt liv gennemtrænger og beliver hele menneskeheden, at planen for mennesket beror på samhørighed og tjeneste fra skolede og pålidelige mennesker som har en intelligent forståelse af verdens anliggender og som kan samarbejde med dem, som udgør det åndelige Hierarki, planetens indre styre. Hendes livsarbejde blev en integreret del af denne syntese og dens virkeliggørelse. Uden på nogen måde at miste noget af sine meget menneskelige egenskaber eller sit engagement, påtog hendes sjæl sig forpligtelsen over for mesteren og hendes personlighed opfyldte til fulde samarbejdet inden for den accepterede tjeneste.

Grundlæggende fungerede hendes arbejde som en dualitet - hendes tjeneste som discipel af hendes egen mester, Koot Humi, der indbefattede oprettelsen af Arkanskolen, og hendes, til at begynde med, modstræbende accept af arbejdet med Tibetaneren, mesteren Djwhal Khul, som bestod i at skrive en række bøger der fremlagde det næste stadium i udbredelsen af den tidløse visdoms lære for nutiden og den umiddelbare fremtid.

Dette samarbejde med den tibetanske mester blev påbegyndt i 1919. I sin indledning til En afhandling om Kosmisk Ild skriver Foster Bailey: »Beretningen om Alice Baileys mangeårige telepatiske arbejde med Tibetaneren bringes i hendes Ufuldendte Selvbiografi som blev udgivet i 1951. Den fortæller om omstændighederne i forbindelse med hendes første kontakt med ham på det fysiske plan, der fandt sted i Californien i november 1919. Der blev planlagt 30 års arbejde. Da dette var tilendebragt og inden for 30 dage efter denne periode (i december 1949) blev Alice Bailey befriet for det fysiske legemes begrænsninger.«

The Consciousness of the Atom*
Syv foredrag af Alice Bailey bringes samlet i denne bog der indeholder syv afsnit med overskrifterne:

  1. Evolutionen
  2. Substansens evolution
  3. Formens evolution eller gruppeevolution
  4. Mennesket, tænkerens evolution
  5. Bevidsthedens evolution
  6. Evolutionens mål
  7. Kosmisk evolution

I disse afsnit behandles den videnskabelige forbindelse mellem stof og bevidsthed efterhånden som evolutionen progressivt påvirker den atomare substans i alle former, subjektive og objektive. Formålet med foredragene var at fremlægge »videnskabens vidnesbyrd« om dette forhold og at »gøre det muligt for tilhørerne at observere den identiske manifestation af disse sammenhænge.« I dette århundrede er der sket store fremskridt inden for atomvidenskaben og i menneskets viden om universets struktur, menneskets konstitution og forholdet mellem disse to faktorer.

Kristi ord og lære citeres for at befæste den ufravigelige forbindelse mellem guddommens videnskabelige og filosofiske eller religiøse aspekter. Hvert guddommeligt princip kan udtrykkes i benævnelser som relaterer til et hvilket som helst menneskeligt attribut eller aktivitet. Det er syntesen af livet i formen.

Nationernes skæbne (The Destiny of the Nations)
Verdens problemer bliver stadig mere komplekse efterhånden som verdens befolkningstal øges, og nationerne bliver indbyrdes forbundet og afhængige af hinanden. Det er vigtigt for menneskeslægtens fremtid at vi forstår og samarbejder med de åndelige love og kræfter der gør sig gældende i civilisationens sammenvævede struktur, så de enkelte dele - menneskeligt og nationalt - kan relateres til helheden på rette måde.

Ligesom mennesket, påvirkes en nation af de energier som udstrømmer fra solare og kosmiske kilder. Forskellige nationer er mere modtagelige for visse energier end for andre og, idet de styres af den nationale bevidstheds udvikling, er deres skæbne i bogstavelig forstand baseret på de egenskaber og principper som den specifikke stråleenergi udtrykker gennem den nationale sjæl.

I denne bog bliver de stråleenergier som påvirker visse nationer, verdensgrupperinger og store byer analyseret ud fra en betragtning af deres betydning og formål samt fremkomsten af de ideer, som relaterer til de energiindflydelser som er herskende ved en tidsalders begyndelse og afslutning.

Discipelskab i den nye tidsalder, bind I (Discipleship in the New Age - Bind I)
Hvor mange vordende disciple er overbeviste om, at de er værdige til at modtage direkte undervisning fra en visdommens mester? Hvor få magter at underkaste sig den intense påvirkning ved denne erfaring og drage nytte af den tilbudte lejlighed! Disse to bind af Discipelskab i den nye tidsalder indeholder en række personlige instruktioner, som er givet til en lille gruppe elever gennem en periode på 15 år, med tilhørende undervisning i forskellige emner.

Da gruppens arbejde var endeligt afsluttet, gav den tibetanske mester udtryk for, at skønt hans plan om oprettelse af gruppen med henblik på ashramisk skoling var slået fejl, ville instruktionerne og undervisningen som denne gruppe havde modtaget vise sig at være af stor og varig værdi for et voksende antal aspiranter til discipelskab, og visse betydningsfulde begreber blev forankret i menneskers bevidsthed gennem gruppekanalen, især den vigtige kendsgerning om Kristi tilsynekomst. Efterhånden som samspillet mellem Hierarkiet og menneskeheden styrkes, vil mange unge disciple, som nærmer sig en ashrams periferi, drage nytte af de erfaringer som var gjort af denne gruppe der var samlet for at blive skolet af Tibetaneren, og af den omhyggelige vejledning og åndelige stimulering som blev tilgængelig for dem.

I første del af bind I af Discipelskab i den nye tidsalder belyses samspillet mellem forudsætningerne for gennemførelse af Hierarkiets plan og discipelgruppernes tjeneste. »Discipelskabets seks stadier« i bogens slutning viser forløbet af bevidsthedens vækst hen imod en ashrams center på en så tydelig måde, at kun en person der er indhyllet i blændværk kan undgå at erkende sin plads og sin mulighed.

Mellem disse to afsnit i bogen gives undervisning og vejledende vink samt personlige instruktioner til hver enkelt af 41 disciple og ansøgere til discipelskab. I disse direkte og klart formulerede bemærkninger kan enhver oprigtig aspirant finde forståelse for sin egen situation og sit behov, undertiden i drastiske vendinger, gennem en visdommens mesters dybe åndelige indsigt, viden og kærlighed.

Discipleship in the New Age - Bind II
Dette andet bind indeholder den lære som blev givet mellem årene 1940 og 1949 efter at gruppen var blevet reduceret og reorganiseret til én gruppe, »den nye sædgruppe«.

Et af hovedformålene med denne nye sædgruppe var at »forankre« nogle af principperne og sædtankerne for den nye civilisation i Vandbærerens tidsalder, og desuden at danne en integreret gruppe af skolede hierarkiske medarbejdere, som formåede at etablere det nødvendige samarbejde med de aktiviteter som Hierarkiet iværksatte for at frugtbargøre og forberede den menneskelige bevidsthed på den umiddelbare fremtids vældige stimulering. I denne bog dækker de personlige instruktioner derfor en kortere periode med kun 22 i gruppen.

To aspekter af disciplens liv fremhæves som yderst betydningsfulde faktorer i den praktiske træning: meditation og indvielse. Meditation forklares ikke kun som den enkeltes tilnærmelse til sjælen og gruppens til mesteren, men som Verdens Herres skabende arbejde, hvorved alt bliver til.

Læren om indvielse får også en særdeles praktisk fremstilling som »livets kendsgerninger« der må forstås og anvendes. Den glamourøse opfattelse af indvielse som en belønning for en god, disciplineret livsform, opløser sig i lyset af virkeligheden. Ej heller har indvielse for disciplen noget at gøre med de interne, organisatoriske »indvielser« som er særegne for mange okkulte ordener og grupper, der er meningsløse undtagen i organisatorisk sammenhæng.

Indvielse er for en discipel resultatet af en bevidst ekspansion til »en større og større helhed« - en progressiv udvidelse af den virkelige bevidsthedsstrøm i vort planetariske liv. Disse bevidsthedsudvidelser ledsages af en række åbenbaringer, og i dette bind af Discipleship in the New Age behandles fem former for åbenbaring med symbolske vink og forklaringer som fører til en korrekt fortolkning.

Undervisning i den nye tidsalder (Education in the New Age)
I Alice Baileys og Tibetanerens bøger er undervisning et af de specielle emner, der tillægges særlig stor betydning. I dag er vi gået bort fra tendensen til kun at forbinde »undervisning« med oplysning til de unge og med akademiske anliggender. Undervisning er, eller burde være, en kontinuerlig proces fra fødsel til død, der ikke så meget beskæftiger sig med erhvervelse af kundskaber som med udvidelse af bevidstheden. Viden i sig selv er en blindgyde, medmindre den relateres til miljø, socialt ansvar, historiske tendenser, livsbetingelser for mennesker og verden og, frem for alt, med den udvidelse af bevidstheden som bringer uendeligheden i et ukendt univers inden for det begrænsede menneskesinds rækkevidde.

Som en forenkling kan vi sige, at undervisning er en vedvarende proces som lærer os hvordan vi kan forene de menneskelige og guddommelige aspekter i menneskets konstitution, skabe de rette forhold mellem Gud og mennesker, ånd og stof, helheden og delen.

Hvis dette er undervisning i vid betydning, er den mere speciel og mere koncentreret når det drejer sig om at undervise børn. Denne bog er derfor koncentreret og speciel. Mens den påpeger nødvendigheden af helhed - udvikling af hele personen, ånd, sjæl og legeme til en integreret enhed, og en accept af det planetariske hele som et område for personlig erfaring og ansvarsfølelse - giver den en særlig omtale af det undervisningsmæssige behov for et barn i dag. De fejl og mangler som findes i det nuværende undervisningssystem i mange dele af verden opregnes, og der bringes forslag til fremtidige undervisningsmetoder.


Hierarkiets fremtræden (The Externalisation of the Hierarchy)
Spørgsmålet om menneskets fri vilje har altid været et diskussionsemne blandt mennesker. Fatalisten resignerer automatisk over for hvad der end vederfares ham, idet han ikke gør sig klart, at årsagen kan ligge i hans egne handlinger - eller mangel på samme.

Hans kristne modstykke er tilbøjelig til at acceptere sin skæbne som et udslag af Guds vilje, som han ikke har indflydelse på.

Som deres modsætning står den oprørske uafhængige, som er besluttet på at hævde sin ret til fri, viljesbestemt handling.

Denne bogs store værdi ligger blandt andet i dens påvisning af i hvor høj grad Hierarkiet og andre centre for planetens liv er afhængige af menneskets uforudsigelige og ofte uansvarlige fri vilje. I årene der førte op til den anden verdenskrigs udbrud, blev enhver gunstig lejlighed og enhver mulig åndelig stimulering tilbudt menneskeheden i en bestræbelse på at undgå at konflikten brød ud på det fysiske plan. Hierarkiet appellerede til disciple og aspiranter til discipelskab om at intensivere deres anstrengelser for at finde egnede ledere som kan angive retningslinjerne for menneskers tænkning og beslutninger. Alle var imidlertid frit stillet med hensyn til deres egen udfoldelse. Ifølge loven kunne Hierarkiet - selv ved farepunktet - ikke gribe ind i menneskets fri vilje og diktere eller påbyde en handlingsplan som var baseret på deres egen grundfæstede viden og langt dybere indsigt.

Mange af de åndelige faktorer som kendetegner menneskehedens historie fra 1919 til 1949 fremlægges i denne bog. Energierne som virker bag verdens scene behandles, og identiteten af visse store væsener, som er magnetisk tiltrukket i tjeneste for denne planet på et afgørende tidspunkt i evolutionen af vort planetariske liv, åbenbares.

Disse faktorer bidrager til vor forståelse af de indbyrdes forbundne energimønstre i universet som virker efter loven. Men i alt væsentligt giver de esoterikeren viden om tilgængelige energistrømme, som responderer på planetarisk hensigt og plan, der kan kontaktes og udnyttes bevidst og intelligent, især af dem i hvem den selviske, selvcentrerede vilje er transcenderet, så den åndelige vilje kan finde mere passende udtryk. Nogle af disse energifaktorer fremtræder særligt klart i de specielle »budskaber« som er givet over en mangeårig periode ved tidspunkterne for Påskefesten, Wesakfesten og Kristusfesten.

Mange aspekter af Hierarkiets arbejde, tanker og planlægning belyses i disse budskaber, hvor den hierarkiske effekt kan ses i den planetariske evolution og indvielse og dens genspejling i menneskeheden. Dette nåede et klimaks på tidspunktet for de tre fester i 1945, da en betydningsfuld beslutning blev taget som, blandt andet, vil medføre Hierarkiets eksternalisering og Kristi tilsynekomst.

Det sidste afsnit i bogen behandler »stadier i Hierarkiets fremtræden«. Det er ofte svært for menneskelig tænkning at forestille sig de problemer som møder dem der er befriet for formens begrænsning. Det er endnu vanskeligere at forestille sig virkningerne - hos dem der på denne måde er befriet - af et frit valg til atter at påtage sig denne begrænsning.

Fra Betlehem til Golgata (From Bethlehem to Calvary)*
I sit forord til denne bog siger forfatteren: »Den bevidste fremkaldelse af kristuslivet i menneskets hjerte og vor hurtige integration i gudsriget er de opgaver som ligger umiddelbart foran os, idet de konkretiserer vort ansvar, vore muligheder og vor skæbne«.

De fem bevidsthedsudvidelser som indeholdes i denne integration og fremkaldelse skildres her som analoge med de fem højdepunkter i mesteren Jesus' liv i Palæstina. Det er de fem indvielser der kendes som fødslen, dåben, forklarelsen, korsfæstelsen, opstandelsen og himmelfarten. Gennem disse fem stadier følger vi mesteren på hans vej fra Betlehem til Golgata.

Dette er formodentlig en faktor af allerstørste værdi og hjælp for aspiranten, idet den leder ham ind på vejen tilbage. Mesteren Jesus' erfaringer, som omfatter korsfæstelsen, den store forsagelse, afspejles i alle menneskers liv. Gennem det guddommelige liv i os og efterhånden som kristusprincippet udfoldes i vort hjerte og vor bevidsthed, betræder menneskesønnerne korsets vej for til sidst at blive sjælsilluminerede gudesønner.

Fra intellekt til intuition (From Intellect to Intuition)*
I denne bog Fra intellekt til intuition defineres intellektets udvikling, selv om den er nødvendig, som et middel til en afslutning og et skridt på vejen til et fuldstændigt vågent og aktivt mentalt legeme.

Meditation defineres undertiden som »tænkning i hjertet«; korrekt meditation sker kun, når hjertet og tænkning fungerer i samklang. Forening af hjerte og tanke er en nødvendighed for at kunne fremkalde intuitionen, eftersom den intuitive evne er hjertets evne som vækkes af den mentale aktivitet i det integrerede, trefoldige sind.

»Meditation i Østens betydning er ... en strengt mental proces, der fører til sjælsviden og illumination. Det er en kendsgerning i naturen at 'som et menneske tænker (i sit hjerte) således er han'.«

Blændværk - et verdensproblem (Glamour: A World Problem)
Blændværk er naturligvis resultatet af en negativ emotionel fokusering, ligesom illusion er resultatet af en negativ eller uklar mental holdning som ligger uden for den virkelighed der findes bag det ydre, hvorved et menneske bliver offer for magtfulde, selvskabte tankeformer, opbygget af personlighedens kræfter og selvinteresse.

Denne bog handler om de fejlopfattelser der findes på alle niveauer af personlighedens liv - maya på det æteriske niveau, blændværk på det emotionelle plan og illusion på det mentale plan; summen af disse tre kommer til udtryk i personligheden, den såkaldte tærskelens vogter.

Den korrekte fremgangsmåde som anvendes for at opløse verdens blændværk og sprede verdensillusionen er tillempet moderne psykologiske teknikker som accepteres og praktiseres til gavn for den enkelte. En højere form for energi må tages i anvendelse over for blokeringer. Det betyder i praksis, at maya må elimineres gennem inspiration og idealisme på det emotionelle plan, blændværk ved illumination dvs. indre oplysning på det mentale plan, illusion gennem intuitionens lys, en buddhisk energi, og tærskelens vogter må konfronteres med nærværelsens engel, sjælen.

»Behovet for tjeneste af mænd og kvinder, der er fri for illusion og blændværk, har aldrig været så bydende nødvendigt som det er i dag, og det er for disse potentielle tjenere, som kan imødegå nøden i verden, at jeg har skrevet.«

Indvielse, menneskelig og solar (Initiation, Human and Solar)
Denne bogs største værdi ligger i, at den leder tanken hen mod en ny opfattelse af den intense aktivitet der foregår på alle planetens bevidsthedsplan for at skabe vækstbetingelser for evolutionen. Det arbejde som udføres af det planetariske Hierarki og af nogle ansvarlige medarbejdere inden for Hierarkiet, skitseres på en måde der bringer dagliglivet i menneskers verden i centrum som et ydre udtryk for mestrenes hensigt, som den udfoldes gennem deres ashramer. Hierarkiets tre afdelinger danner vigtige planetariske brændpunkter af kosmiske energistrømme, hver af dem præget af hensigt og ansvarlig for et aspekt af Guds plan. Det indbyrdes samspil mellem de mange riger og bevidsthedscentre afsløres som en bevægelse hen imod den fuldstændige integration og samordning med vor planetariske Logos i systemets helhed.

De detaljerede metoder ved indvielsesritualerne som her åbenbares, stimulerer imaginationen, men stort set overlades den enkelte aspirant der betræder vejen til discipelskab, til sine egne indre åndelige ressourcer som de eneste midler hvorved fremskridt og bevidsthedsudvidelse kan opnås. Det gør han i den udstrækning, at han bliver sensitiv og modtagelig over for de energier som styres og fremføres af Hierarkiet.

Sjælens lys (The Light of the Soul)
Der foreligger mange oversættelser af Patanjalis Yoga Sutraer fra det oprindelige sanskrit. De er højt værdsat, stærkt brugte og har vundet stor udbredelse blandt mange mennesker overalt i verden og inden for alle religioner. Sutraerne præges af en styrke og en tidløshed som er karakteristisk for den nøjagtighed hvormed de præciserer den dybe sandhed der ligger til grund for menneskets udvikling, fra underkastelse til personlighedens indtrængende krav om sjælens afklarede frihed.

Gennem århundreder har man anvendt mange forskellige træningsteknikker, afhængig af den menneskelige bevidstheds tilstand og udviklingstrin. Hver »yoga« har haft sin rette placering, opfyldt sin funktion og er blevet en integreret del af menneskers erfaringsverden.

I denne bog er tænkeevnen dvs. sindet igen kommet i forgrunden som et redskab for sjælen og som nøglen til personlighedens frigørelse.

Patanjalis Yoga Sutraer er baseret på raja yoga, »sjælens kongelige videnskab«. »Gennem videnskaben om raja yoga vil sindet blive kendt som sjælens redskab og det middel som oplyser aspirantens hjerne og bringer ham viden om det, som vedrører sjælens rige.«

Breve om okkult meditation (Letters on Occult Meditation)
Nutidens verden er splittet af en kløft der sædvanligvis kaldes »kløften mellem øst og vest«, men mere præcist burde benævnes »orient og occident«. Bag disse kulturelle, traditionsbestemte, religiøse, ideologiske og sociale mønstre kan man imidlertid nu se en tiltagende udveksling af tanker og mental forståelse. Denne mentale forståelse stimuleres af en øget tendens blandt vesterlændinge til at praktisere videnskaben om meditation, der længe har været anvendt i Østen som en væsentlig bestanddel af den religiøse og åndelige erfaring. Nu til dags, efterhånden som vi bevæger os ind i den mentalt orienterede Vandbærer-tidsalder, med stadig flere mænd og kvinder som skifter fra en emotionel til en mental indstilling, vinder videnskaben om meditation, som en træning af tænkeevnen i koncentration og invokation, stadig større udbredelse i Vesten.

Der er imidlertid dybere og mere omfattende områder i livet og i bevidstheden som må undersøges og åbenbares i meditation. I sin okkulte betydning er meditation ikke kun en øvelse for tænkeevnen, men et middel til at opnå samordning, forening og identifikation med sjælen, med Kristus, og i sidste instans med »Faderen«. I modsætning til oplevelsen af mystisk forening er meditation en videnskabelig proces som sætter årsager i gang som frembringer virkninger som kan identificeres og gentages efter ønske. Det er en teknik som må mestres i sindet; den indebærer intens mental aktivitet, efterfulgt af en absolut stilhed, som gør det muligt at styre og kontrollere tanken på sådan måde at den, efter ønske, aktiveres eller gøres stille for at »reflektere«.

Hensigten med denne meditationsform er i første instans den bevidste integrering af sjælen og personligheden, så sjælens liv kan præge og påvirke kvaliteten af personlighedens liv. Derved drages mennesket stadigt mere ind i det bevidsthedscenter inden for planeten som vi kalder det åndelige Hierarki, gudsriget; det åndelige menneske overtager da styringen og det guddommelige potentiale udfoldes.

Eftersom vi under meditation arbejder med energistrømme som er brændende og upersonlige, er der faldgruber og farer som vi må erkende og undgå. Disse bliver omtalt og desuden omtales de farver og lyde som svarer til de forskellige stråleenergier, der okkult set er vibrationer af forskellige frekvenser.

I et fremtidssyn forudsiger forfatteren den voksende indflydelse af meditation, der til sin tid vil føre til grundlæggelse af meditationsskoler under ledelse og instruktion af indviede disciple. Der bliver to forskellige kategorier af disse skoler: den ene forberedende, og den anden som uddanner den studerende med henblik på indvielse. Den endelige hensigt med disse helt specielle træningsskoler er at oplære kvalificerede disciple til planetarisk tjeneste. I al undervisning som inspireres af Hierarkiet, er motivet tjeneste - den umiddelbare virkning af sjælskontakt hos den uselvisk motiverede discipel.

Menneskehedens problemer (Problems of Humanity)
Menneskeheden står over for seks grundlæggende problemer ... med mulighed for fremskridt: Nationernes psykologiske omskoling, problemet vedrørende verdens børn, problemet vedrørende kapital, arbejde og beskæftigelse, problemet vedrørende etniske minoriteter, kirkernes problem, problemet vedrørende international enhed og en retfærdig fordeling af verdens ressourcer. Alt dette er årsagen til mange andre sociale og økonomiske problemer, der stort set er et udslag af den menneskelige bevidstheds udvikling og de mange underpriviligerede landes fremskridt hen imod frihed, lighed og indbyrdes afhængighed i vor verden i dag.

Det påvises her hvordan åndelige muligheder og subjektive faktorer relateres til ydre forhold. Vedvarende bevidsthedsmæssige forskelle, psykologiske vurderinger og reaktioner på internationale forhold, nationale, religiøse, sociale eller racemæssige fordomme, analfabetisme, sygdom og fattigdom samt økonomisk ubalance, bidrager altsammen til at skabe og opretholde tilstande som gør krig uundgåelig.

Alle mænd og kvinder af god vilje arbejder på at løse disse problemer, som udgør et særligt problem for dem der stræber efter at opnå den selvdisciplin som er en del af den ny tids discipelskab, dvs. de verdenstjenere som formår at relatere esoteriske sandheder og åndelige realiteter til det tjenesteområde hvor de har deres virke.

Vor tids esoteriker er en praktisk arbejder. Hans oplyste bevidsthed giver ham adgang til en energikilde som er uudtømmelig og som udspringer i det Ene livs bestandigt strømmende energi.

Således bliver han et center for energioverføring mellem Hierarkiet og menneskeheden, en afspejling af sjælen eller kristusprincippet, gennem sin tjeneste, idet han oplyser og opløfter de formørkede områder af menneskets bevidsthed.

Kristi Tilsynekomst (The Reappearance of the Christ)
Der har været mange budbringere gennem tiderne, manifesteret gennem en eller anden af de store verdensreligioner eller efterfulgt af en ny form for religion, baseret på en ny åbenbaring. Guddommelig åbenbaring og den periodiske tilsynekomst af budbringere eller avatarer, sker imidlertid i overensstemmelse med kosmisk lov, når der består bestemte tilstande i hele systemet, som påvirkes af og påvirker alle dele, store som små. Da vil en kæde af begivenheder sættes i gang, som i henhold til loven efterhånden tager form.

Kristi forestående tilsynekomst forventes og imødeses af mange, for han tilhører hele menneskeheden uden hensyn til forskellige religiøse dogmer og doktriner. »Han, som vi alle venter på« vil selv bestemme måden og tidspunktet for hans tilsynekomst og omfanget af hans arbejde på en måde der ikke skaber skillelinjer mellem mennesker, hverken religiøse, sociale eller ideologiske. Ikke alene kommer han som Guds søn, men som leder af det åndelige Hierarki, planetens indre styre. Han er derfor en enestående verdensleder, som repræsenterer Guds rige og opfylder en bestemt funktion i menneskers verden. Han kommer for ved sit eksempel at etablere de principper hvorpå en samlet, indbyrdes afhængig og aktiv verden kan bygge de nye materielle systemer og åndelige institutioner for den nye civilisation.

Forberedelserne til dette andet komme er menneskehedens ansvar. Det påhviler dem der véd og accepterer Kristi forestående tilsynekomst at berede menneskers tanker og hjerter til at erkende og modtage ham og skabe den balance og den åndelige samklang som til sidst vil drage ham til os. For uanset hvilket budskab eller hvilken åbenbaring Kristus bringer os, når han kommer, uanset hvilket princip eller hvilken energi han forankrer på jorden til brug for mennesker, kommer han ikke for at redde menneskeheden fra følgerne af dens egne synder, men for endnu en gang at vise mennesker hvordan de kan frelse sig selv under de nye betingelser og de nye muligheder som verden står overfor.

The Soul and Its Mechanism*
Det er en fastslået og accepteret okkult kendsgerning at sjælen arbejder gennem personlighedens trefoldige mekanisme med at stimulere den menneskelige evolutions tre verdener - de mentale, de emotionelle og de æterisk-fysiske bevidsthedsplan. I denne bog beskrives de metoder hvormed sjælen og personlighedens vehikler påvirker hinanden og fungerer i samklang.

Det siges at aspiranten til discipelskab i virkeligheden kun behøver at kende to ting: Menneskets konstitution og det næste skridt frem. I denne bog gøres det til overmål klart hvordan mennesket virkelig fungerer i dets forskellige legemer. Det er et erkendt mål for aspiranten at han lærer hvordan han skal gøre personlighedens udrustning til et redskab som sjælen kan benytte. Viden om relationen mellem de finere og tætte legemer, de æteriske centre og de fysiske kirtler, energi og kraft, sjælen og dens personligheds-mekanisme, kan løfte denne proces ud af den tåge af uklarhed som normalt omgiver den, og bibringe den en videnskabelig formels klarhed og præcision.

Telepati og det æteriske legeme (Telepathy and the Etheric Vehicle)
Okkultismen viser, at det videnskabelige grundlag for idealet om broderskab hviler på den kendsgerning, at den æteriske struktur er basis for alle former inden for solsystemet, at den belives og opretholdes af én livskraft. Menneskeheden er derfor ét i liv og form, men uvidende om denne enhed i bevidstheden. Evolution er stort set det middel som gradvis gør mennesket bevidst om Guds faderskab og menneskets broderskab.

Det er gennem denne bevidste, styrede brug af mental energi at det bliver muligt på videnskabelig måde at etablere telepatisk forbindelse med andre ved hjælp af den æteriske struktur, som er fælles for alle. Og på samme måde kan sindet hos en discipel - eller en gruppe af disciple som er ved at udvikle gruppebevidsthed - påvirkes af tankens klarhed og hensigten hos de medlemmer af det åndelige Hierarki som arbejder med at udforme planen for menneskeheden. Det siges at det åndelige Hierarki udelukkende arbejder gennem disciplenes sind, idet de benytter sig af videnskaben om impression, og kun med henblik på planen. Impressionen overføres gennem en strøm af ideer - de ideer som er en fast bestanddel af planen for mennesket - som disciplen eller gruppen derpå kan fortolke og omdanne til selvvalgt handling.

Den form for telepati som nu udvikles hos den åndeligt vågne verdensaspirant, sker derfor ikke gennem solar plexus centret, som er af animal natur, men er resultatet af en mental polarisering og bevidsthedens gennembrud til sjælen.

En afhandling om Kosmisk Ild (A Treatise on Cosmic Fire)
Skønt denne bog var en af de første, som Alice Bailey skrev i samarbejde med Tibetaneren, er det sandsynligvis den mest tidløse, mest tilbundsgående og mindst forståede. En afhandling om Kosmisk Ild handler om den grundlæggende struktur for denne tidsalders okkulte lære, hvor umådelige kosmiske processer finder sted inden for alle livets områder, fra universet til atomet. Det er derfor ikke en bog for det konkrete, beviskrævende sind eller for de personer som fusker med iøjnefaldende og bemærkelsesværdige fænomener. Men den sande studerende, den seriøse aspirant vil opleve en stimulering af tænkeevnen og en udvidelse af bevidstheden.

I sit forord til bogen omtaler forfatteren fem formål med den undervisning som gives:

  1. at beskrive en syntese af et kosmologisk, filosofisk og psykologisk system der kan tjene som opslags- og lærebog;
  2. at belyse forholdet mellem ånd og stof udtrykt som bevidsthed;
  3. at anskueliggøre sammenhængen i den udvikling som finder sted i alt hvad der eksisterer i et solsystem og påvise at alt er under udvikling;
  4. at give praktiske informationer om de brændpunkter af energi der findes i Sollogos' æteriske legeme, makrokosmos, og i mennesket, mikrokosmos;
  5. at give nogle oplysninger om det arbejde der udføres af de sansende væsener som udgør essensen af objektivitet og at antyde karakteren af de hierarkier af væsener som ud af deres egen substans skaber alt hvad der kan ses og vides.

En afhandling om De syv Stråler (A Treatise on the Seven Rays)

Bind I: Esoterisk Psykologi - 1 (Esoteric Psychology - 1)

Der foreligger fem bind med fællestitlen En afhandling om De syv Stråler. Denne række af bøger er baseret på kendsgerningen, karakteren og kvaliteten af de syv grundlæggende energistrømme som gennemstrømmer vort solsystem, vor planet og alt hvad der lever og røres inden for dens bane. Blandt de specielle emner som behandles i disse bøger beskæftiger to bind sig med esoterisk psykologi - det første relateret til de grundlæggende energimønstre og strukturer; det andet omhandler især menneskets sjæl og personlighed og udformningen af planen for menneskeheden.

»Psyke« er dybest set menneskets sjæl, centret for bevidstheden. Esoterisk Psykologi indledes med en beskrivelse af et menneskeligt væsen som en sjæl, legemliggjort i en personligheds form, bestående af mental, emotionel og æterisk-fysisk substans som er mere eller mindre forbundet og styret, alt beroende på personlighedens bevidsthedsudvikling.

De syv differentierede stråleenergiers strømme spiller en væsentlig rolle i denne evolutionære proces. En blanding af fem energier i et menneskeligt væsen er afgørende for hans mål, hans problemer, de egenskaber og energier som er til hans rådighed, og den rigtige måde hvorpå han - i overensstemmelse med den dominerende stråleindflydelse - udtrykker sin bevidsthed og gør åndelige fremskridt.

Bind II: Esoterisk Psykologi - 2 (Esoteric Psychology - 2)
Det andet bind af Esoterisk Psykologi giver en udtømmende forklaring på de strålekvaliteter som styrer livet, bevidstheden og tilsynekomsten af et menneskeligt væsen på det fysiske plan. Ethvert menneske er som en helhed underkastet de udviklingslove hvorunder han går fra den Ene til de mange og tilbage til den Ene, beriget af formlivets erfaring og i stand til at bidrage med resultaterne af denne erfaring til det større liv som gennemstrømmer ham.

Denne bog rummer mange kommentarer og megen undervisning af største værdi for disciplen ved at skole ham til verdenstjeneste og lære ham at indtage sin plads i den subjektivt forenede og organiserede gruppe af disciple som omtales i dette bind under betegnelsen »den nye gruppe af verdenstjenere«. Gruppebevidsthed er det store mål for aspiranten til discipelskab.

Den første del af bogen, der behandler den egoiske stråle, indeholder afsnit om:

  1. sjælsindflydelsens vækst,
  2. de syv love for sjæls- eller gruppeliv,
  3. de fem sjælsgrupper og
  4. regler til fremme af sjælskontrol.

Bogens anden del om personlighedsstrålen indeholder detaljeret undervisning om:

  1. tilegnelsen af legemerne,
  2. koordinering af personligheden,
  3. nogle psykologiske problemer og
  4. disciples og mystikeres sygdomme og problemer.

Den sidste del af dette bind, menneskeheden i vor tid, giver indstrømningen af disse tanker og ideer deres faste placering på verdensscenen. Verdenssituationen anskues fra den esoteriske og hierarkiske synsvinkel og tilpasset den gryende ny Vandbærer-tidsalders behov. Der må tilvejebringes en tankens syntese og en målrettet hensigt i verden før betingelserne for fred og Kristi tilsynekomst er til stede.

Bind III: Esoterisk Astrologi (Esoteric Astrology)
Astrologi beskrives i denne bog som »videnskaben om relationer« - de relationer som eksisterer mellem alle levende organismer i universet. Disse bevidsthedscentre er ikke kun under indflydelse af stråleenergierne, men også kvaliteten og energien af de styrende planeter og zodiakens tegn. Set fra et eksoterisk eller ydre synspunkt er astrologi et umådeligt og yderst kompliceret og komplekst emne. Fra et esoterisk og indre synspunkt er det, om end stadig altomfattende og komplekst, også muligt at opdage den tråd som forener og det mønster som gennemtrænger hele systemet. En grundlæggende enkelhed i det store mønster træder frem og kan bidrage til en fortolkning af helheden.

De vigtigste overskrifter i denne bog angiver rækkefølgen i emnet:

  1. zodiaken og strålerne,
  2. den esoteriske astrologis væsen,
  3. videnskaben om trianglerne,
  4. de hellige og de ikke-hellige planeter,
  5. tre vigtige stjernebilleder og zodiaken,
  6. de tre kors,
  7. strålerne, stjernebillederne og planeterne.

Desuden findes der et register som opsummerer og opstiller tabeller for mange af de faktorer som har fundamental betydning for studiet af esoterisk astrologi.

Bind IV: Esoterisk Healing (Esoteric Healing)
Der er sandsynligvis flere enkeltpersoner og grupper i verden, af enhver trosretning og med evner af alle slags, som beskæftiger sig med begrebet healing, end med noget andet menneskeligt behov. Og dog er healing en eksakt videnskab. I det moderne samfund kan ingen læger eller kirurger udøve den gamle helbredende profession uden de personlige kvalifikationer der foreskrives af lovgivningen som en beskyttelsesforanstaltning for offentligheden. Der er ingen tvivl om at bøn og påkaldelse i visse tilfælde kan være effektive, især når den som tjener har et rent motiv og er tilstrækkelig forstående til at kunne samarbejde med sjælsformålet hos den pågældende, idet han derved tillader sjælens helbredende energi at flyde mere frit og effektivt gennem personligheden, eller arbejder med tilbagetrækningsprocessen, hvis dette er den umiddelbare hensigt.

Men esoterisk healing rummer langt mere end dette; det er en videnskab som er baseret på visse forudsætninger, bl.a. viden om menneskets konstitution og naturen af de forskellige legemer, både de tætte og de finere. Til denne praktiske viden føjer videnskaben om okkultisme væsentlige informationer om energifaktorer, karmiske og stråleindflydelser, sjælens psykologi og astrologi, og de love og regler der er fundamentale for den sikre og succesfulde udøvelse af esoterisk helbredelse eller healing.

I denne bog beskrives de syv strålers healingsteknik, lovene og reglerne for healing behandles, forudsætningerne for helbredelse omtales i detaljer og de tilgrundliggende årsager til sygdom påvises. For eksempel får vi at vide at mange sygdomme er af karmisk oprindelse; at visse sygdomme findes i jorden og i planetens substans, og at mange andre er psykologiske, idet de opstår i det emotionelle og mentale legeme. Derfor er der behov for en fuldstændig og omfattende forståelse både af patienten og af de korrekte og sikre metoder til helbredelse.

Vi får også en sand forståelse af døden som en abstraktion, eller en tilbagetrækning af sjælen fra det fysiske legeme for at den, uden begrænsning af legemet, kan fortsætte livet på sit eget plan indtil en ny inkarnationscyklus og et nyt liv i formen bliver nødvendigt.

Bind V: Strålerne og Indvielserne (The Rays and the Initiations)
Det afsluttende bind i denne afhandling om de syv stråler behandler den åndelige struktur som danner grundlaget for den næste præsentation af den tidløse visdoms lære. Bogen er delt i to afsnit; det første afsnit giver en detaljeret beskrivelse af de fjorten regler for gruppeindvielse. Det er de paralleltløbende regler for disciple og indviede - på et højere punkt i spiralen - til de regler som behandles i bogen Indvielse, menneskelig og solar. Anden del af dette bind beskæftiger sig med strålerne og indvielserne.

Meget af denne undervisning ligger uden for gennemsnitsaspirantens fatteevne, men den er uvurderlig når det gælder en udvidelse af bevidstheden til at overskue de større mønstre og processer i forhold til de individuelle processer.

En afhandling om Hvid Magi (A Treatise on White Magic)
Igennem hele denne række af bøger løber der en enkelt tråd som forbinder de forskellige aspekter af livet og særlige aktiviteter i planen for mennesket. Denne tråd er bevidstheden som den udfolder sig i mennesket gennem sjælens bestræbelser for at få kontakt med og styre sin personligheds-udrustning, og som den udfolder sig på planeten efterhånden som Hierarkiet får stadig bedre muligheder for at indpræge planen i menneskers sind.

Denne bog behandler derfor de femten regler for magi, og for sjælskontrol.

Sjælens kraft er altid tilgængelig for den der, som aspirant til accepteret discipelskab, søger at udføre praktisk tjeneste i sin egen specifikke sfære, tilstand og tid.

Undervisningen i denne bog er baseret på fire fundamentale postulater, som tilsigter:

  1. At belære om lovene om åndelig psykologi til forskel fra mental og emotionel psykologi.
  2. At klarlægge den menneskelige sjæls natur og dens samhørighed med solsystemet og kosmos. Dette omfatter grupperelationer som et indledende skridt.
  3. At anskueliggøre forholdet mellem selvet og de hylstre som dette selv kan anvende, og derved bringe klarhed i den almindelige opfattelse af menneskets konstitution.
  4. At belyse problemet om overnormale evner og anvise reglerne for deres sikre og brugbare udvikling.

Bogen afsluttes med en appel til sjælen hos alle aspiranter: »Jeg slutter med en appel til alle, som læser disse instruktioner, om at samle deres kræfter, at forny deres løfte om hengivent at tjene menneskeheden, at underordne deres egne ideer og ønsker gruppens vel, at vende blikket bort fra sig selv og på ny fæstne det på visionen ... Må alle studerende bestemme sig til i denne tid med kriser og hurtigt opstående muligheder at ofre alt, hvad de har, for at hjælpe menneskeheden ... Jeg anmoder jer alle om at følge de stores uophørlige anstrengelser.«

The Spirit of Masonry, af Foster Bailey
Denne bog indeholder en serie på fem instruktioner, som den tibetanske mester havde til hensigt at give en gruppe frimurere gennem Alice Bailey, men på grund af tidnød og andet presserende arbejde blev instruktionerne ikke afsluttet. Foster Bailey blev bedt om at tage disse fem instruktioner og til sin tid offentliggøre dem. Det har han gjort, med en tilføjelse i bogens andet afsnit, af en artikel af Alice Bailey der først blev udgivet i the Master Mason Magazine, og et foredrag som Foster Bailey holdt i en loge i New Jersey. Et tillæg om »Landmarks«, en kompilation fra the Encyclopedia of Freemasonry af Mackey, fuldstændiggør en oplysende og stimulerende bog.

De bøger som Alice Bailey skrev sammen med Tibetaneren indeholder mange henvisninger til frimureriet, til dets oprindelse, til dets historie som den er forløbet gennem århundrederne og til den betydningsfulde rolle som frimurerbevægelsen, på ny levendegjort og åndeliggjort, kan og vil komme til at spille i fremtiden ved at føre mysterielærens lys og energi sikkert igennem Vandbærerens tidsalder.

»Frimurerne skal fremdeles arbejde med sig selv. Erkendelsen af den sande ånd i frimureriet ligger stadig langt ude i fremtiden, for frimurerbevægelsen har endnu ikke bestået sin prøve.

Når dette sker og det åndelige formål som ligger til grund for alt frimurerarbejde forstås bedre, da kan bygmestrenes lov gøre sin indflydelse gældende. Gruppearbejdet for racen kan udføres og den bevidste medvirken fra logen der arbejder i det høje bliver synlig. Da vil frimureriet igen fremstå som vogteren af det åndelige livs mysterier på jorden og vise sig at være den livskraft som lever i hjertet af den sande religion.«

Changing Esoteric Values, af Foster Bailey
Denne bog indeholder det reviderede og udvidede materiale som blev fremlagt af forfatteren i fire foredrag som han holdt i London i 1954. Åndelige faktorer som er af værdi for vor tids esoterikere bliver her klart og visionært uddybet. Esoterisme kendes som en praktisk videnskab om tjeneste, der på effektiv måde kan relatere livets subjektive og åndelige aspekter til menneskelige behov og verdens problemer. Den tendens til isolation fra verdens dagligliv og til afhængighed af en såkaldt åndelig »autoritet«, som tidligere fandtes hos åndeligt opvågnende mennesker, er nu forbi. Esoterikeren er også et menneske af god vilje og som medlem af den nye gruppe af verdenstjenere er han ansvarlig for den menneskelige races velfærd i overensstemmelse med den guddommelige plan. Han lærer og udvikler sig gennem resultaterne af sin egen erfaring ved at bringe de åndelige principper i relation til det daglige liv.

Disse Alice Bailey-D.K. bøger har nu fundet udbredt accept i Europa og Amerika som klassiske opslagsbøger for den nye tidsalder, de er oversat til mange sprog og er tilgængelige på biblioteker og hos boghandlere i de fleste større byer. Yderligere information om hvordan man kan finde frem til disse bøger fremgår af det følgende.

Det er ikke altid muligt, særligt til at begynde med, at læse disse bøger fra ende til anden: Eksempelvis benyttede jeg gennem mange år En afhandling om Kosmisk Ild udelukkende som opslagsbog, men nu læser jeg det meste af den med stort udbytte. For kort tid siden mødte jeg dog en studerende (der læser fysik og kemi ved et lokalt universitet) som var begyndt med at læse En afhandling om Kosmisk Ild fra ende til anden.

Den kendte videnskabsmand Marcel Vogel fortæller os, at han fandt den samme bog uforståelig, indtil han slog op i registeret over emner af særlig interesse for ham; det gav ham et væld af nyttige informationer, og han kunne gå videre fra det punkt.

Nogle læsere har haft det bedste udbytte af at begynde med Hierarkiets fremtræden, fordi de fandt den praktisk anvendelig. Men da det er vanskeligt at tilegne sig al den viden som rummes i bøger af denne art ved første gennemlæsning, er det tilrådeligt stadig at vende tilbage til dem, hver gang man finder nyt at føje til den viden man er i besiddelse af.

I 1998 blev der udgivet en revideret udgave af den fremragende kompilation, Master Index of the Books of Alice A. Bailey, som indeholder samtlige registre fra Alice A. Baileys bøger.

Oplysning om priser og anskaffelse af Lucis Trust's publikationer kan fås i Esoterisk Center Forlags NetShop:
www.shop-ecf.dk


Dansk Informationscenter for World Goodwill og Triangler, Postboks 1025, DK-2650 Hvidovre, tlf. 36 78 40 19, e-mail: goodwill@email.dk

11-3-2004