Måske er et af de væsentligste budskaber for alle, der læser disse linjer, den store sandhed og kendsgerning, at Kristus, hans gruppe af disciple og medarbejdere er fysisk til stede på jorden i vore dage og arbejder for og i nær tilknytning til menneskeheden. Denne nære forbindelse viser sig ved visse store åndelige højtider, hvor slægtskabet ikke alene omfatter gudsriget, men også Faderen og Faderens hjem. Der er Påskehøjtiden, og højtiden for Buddha, hvis fysiske tilstedeværelse er udtryk for planetens åndelige enhed. Der er højtiden i juni, som i særlig grad er en højtid for Kristus, hvor han som leder af den nye gruppe af verdenstjenere anvender den nye invokation på menneskehedens vegne - de mennesker af god vilje, som findes i alle lande; samtidig opsummerer han de usammenhængende og stumme ønsker og krav hos de mange, der søger efter en anden og bedre måde at leve på. De ønsker kærlighed i det daglige liv, rette menneskelige relationer, og de ønsker at forstå den bagved liggende plan.

Det er disse fysiske tildragelser, som er af betydning, og ikke teologernes uklare håb og løfter. Det er den fysiske tilstedeværelse på vor klode af sådanne anerkendte åndelige væsener, som Verdens Herre, Den gamle af dage, de syv ånder foran Guds trone, Buddha, som Østens åndelige leder, og Kristus, som Vestens åndelige leder, der alle i disse sidste og spændingsfyldte tider påkalder sig vor opmærksomhed. Den uklare tro på deres eksistens, de fabulerende spekulationer over deres virke og deres interesse i menneskenes velfærd, og de troendes (tillige med de ikke-troendes) tvivlende og dog håbefulde ønsketænkning, vil snart give plads for eksakt viden, synlig erkendelse, beviselige tegn på udført arbejde og for en reorganisering (ledet af mennesker med usædvanlig styrke) af menneskehedens politiske, religiøse, økonomiske og sociale liv.

Alt dette vil ikke ske som resultat af en eller anden proklamation eller opsigtsvækkende planetarisk begivenhed, som tvinger alle mennesker til at udbryde: »Se, her er han! Se, her er tegnene på hans guddommelighed!«, for noget sådant ville kun vække latter, modstand eller fanatisk lettroenhed.

Det vil ske som følge af en anerkendelse af virkelige lederevner, gennem dynamiske og logiske ændringer i verdensstrukturen, og gennem de handlinger, som udføres af almindelige mennesker ud fra deres egen bevidstheds dybe indsigt.

For mange år siden (se Kosmisk Ild, Esoterisk Center Forlag s. 704) antydede jeg, at Kristus vil give sig til kende på tre måder eller rettere, at hans tilstedeværelse vil kunne iagttages i tre tydelige faser.

Det blev da påpeget, at det første Kristus ville gøre var at stimulere menneskenes åndelige bevidsthed, vække menneskehedens åndelige krav i stor udstrækning og - på et verdensomspændende plan - give næring til kristusbevidstheden i menneskehjertet. Dette er allerede sket og med store resultater. Derom vidner de højlydte krav fra mennesker af god vilje, fra velfærdsarbejdere og dem, der går ind for internationalt samarbejde til afhjælpning af verdens elendighed og for oprettelsen af rette menneskelige relationer. Alt dette er et ubestrideligt udtryk for, at denne første fase af det forberedende arbejde, som bebuder, at han er på vej nu, har nået et stadium, hvor intet kan hindre dets videre udvikling eller opholde dets fremdrift. Trods meget, der tilsyneladende tyder på det modsatte, er denne frigørelse af kristusbevidstheden lykkedes, og selv det, der kunne ligne det stik modsatte, er uden betydning i det lange løb og kun af midlertidig art.

Hierarkiets næste skridt ville blive at påvirke oplyste menneskers bevidsthed overalt på jorden med ideer, der udtrykker de nye åndelige sandheder, ved at lade de begreber »stige ned« (om jeg så må sige), der bliver bestemmende for menneskers liv fremover; desuden vil alle verdensdisciple og den nye gruppe af verdenstjenere blive overskygget af Kristus selv. Dette af Hierarkiet planlagte skridt udvikles godt; overalt er mænd og kvinder inden for alle livets områder nu ved at fremføre de nye sandheder, der i fremtiden skal vejlede menneskers liv; de er ved at opbygge de nye organisationer, bevægelser og grupper - store og små - som skal oplyse almindelige mennesker om de virkelige behov og måden at tilgodese dem. Dette gør de, fordi de er drevet dertil af deres varme hjerter og af medfølelse med den menneskelige lidelse. Uden at gøre sig det klart er de ikke desto mindre i færd med at oprette gudsriget på jorden. Med denne mangfoldighed af organisationer, bøger og foredrag for øje er det umuligt at benægte disse kendsgerninger.

For det tredje blev det antydet, at Kristus muligvis ville komme i egen person og gå omkring mellem mennesker, som han før har gjort. Dette har endnu ikke fundet sted, men der foreligger planer, som vil gøre det muligt. Disse planer omfatter ikke en ny fødsel af et sødt lille barn i et nydeligt hjem på jorden, og de vil ikke give anledning til lettroende »genkendelse« og vilde påberåbelser fra de velmenende og uintelligente, som det så ofte er tilfældet i dag; ej heller vil nogen stå frem og erklære: »Dette er Kristus, han er her, eller han er der«. Jeg vil dog gerne understrege, at den almindelige udbredelse af sådanne historier og påstande, selv om de er usande og vildledende og derfor lidet ønskværdige, ikke desto mindre viser menneskehedens forventning om hans umiddelbare komme. Troen på hans komme er noget fundamentalt i den menneskelige bevidsthed. Hvordan han vil komme og i hvilken form vides endnu ikke. Det eksakte tidspunkt er endnu ikke givet, ej heller er det bestemt, på hvilken måde han vil komme til syne. Men realiteten af de to tidligere og indledende skridt, som Hierarkiet under hans ledelse allerede har taget, er en garanti for, at han vil komme, og at menneskeheden, når han kommer, vil være rede.

Lad os kort opridse nogle aspekter af det arbejde, han indledte for to tusind år siden, for det indeholder nøglen til forståelse af hans fremtidige virke. Noget af det er velkendt for jer, for det er blevet fremhævet af verdensreligionerne og især af dem, der underviste i den kristne religion. Men de har alle fået hans virke til at se ud som noget, der var svært at fatte for almindelige mennesker, og den overdrevne understregning af hans guddommelighed (noget han aldrig selv understregede) har ladet formode, at kun han og han alene og ingen andre havde nogen som helst mulighed for at gøre, hvad han gjorde. Teologerne glemte, at han selv har sagt at »den, som tror på mig. . . han skal gøre endnu større gerninger, thi jeg går til Faderen« (Joh. 14,12). Han antyder her, at hans indtræden i Faderens hus vil resultere i en sådan indstrømning af åndelig styrke, indsigt og skaberevne hos menneskene, at deres bedrifter ville overgå hans. På grund af den forvrængning af hans lære, som har fundet sted, og som har gjort den til noget aldeles uvedkommende for mennesker, har vi endnu ikke udrettet disse »større ting«. En dag vil vi med sikkerhed gøre det - og i visse retninger har vi allerede gjort det. Lad mig fremføre nogle af de ting, han gjorde, som vi også kan gøre, og som han vil hjælpe os med.

1. For første gang i menneskehedens historie var Guds kærlighed legemliggjort i et menneske, og Kristus indvarslede kærlighedens æra. Denne manifestation af guddommelig kærlighed er endnu i sin vorden; verden er endnu ikke opfyldt af kærlighed, og kun få forstår ordets sande betydning. Men - symbolsk set - når De Forenede Nationer har opnået en virkelig magtstilling, vil velfærd være sikret i verden. Hvad vil en sådan velfærd være andet end kærlighed i praksis? Hvad er internationalt samarbejde andet end kærlighed på verdensplan? Dette er, hvad Guds kærlighed i Kristus symboliserer, og det er disse ting, vi arbejder på at gennemføre i dag. Vi forsøger at gøre det i stor udstrækning og på trods af oppositionen - en opposition, som kun midlertidigt vil have heldet med sig, så stor en magt ligger der i den vågnende menneskeånd. Det er disse forhold, som Hierarkiet med sin allerede vellykkede fremgangsmåde er ved at gennemføre og fortsat vil hjælpe menneskene med.
2. Kristus lærte os også, at gudsriget er på jorden, og at vi i første række skulle søge dette rige og lade alt andet komme i anden række. Det rige har altid været hos os, bestående af alle dem, der gennem tiderne har søgt mod åndelige mål og befriet sig selv for det materielle legemes begrænsning, for følelsernes dominans og for mentale forhindringer. Rigets indvånere er dem, der i dag (ukendt for mængden) lever i fysiske legemer og arbejder for menneskehedens vel, og som fremhæver og anvender kærlighed i stedet for følelser som deres praktiske arbejdsmetode. De udgør det store samfund af »oplyste tænkere«, der leder verdens skæbne. Gudsriget er ikke noget, som vil nedstige til jorden, når menneskene engang er blevet gode nok. Det er noget, som eksisterer og er effektivt allerede i dag og kun venter på at blive opdaget. Det er en velorganiseret helhed, som allerede er ved at blive opdaget af dem, der søger gudsriget, og som da opdager, at det rige, de søger, allerede er her. Mange ved, at Kristus og hans disciple er fysisk til stede på jorden, og gudsriget, hvori de hersker med dets love og særlige former for aktivitet, er kendt af mange og har været det gennem århundreder.
   
   Kristus er verdens helbreder og frelser. Han virker, fordi han er hele virkelighedens legemliggjorte sjæl. Han virker i dag som i Palæstina for to tusind år siden gennem grupper. Dengang virkede han gennem de tre elskede disciple, gennem de tolv apostle, gennem de udvalgte halvfjerds og de interesserede fem hundrede. . . Nu virker han gennem sine mestre og deres grupper og kan derved i høj grad intensivere sine bestræbelser. Han kan og vil virke gennem alle grupper i samme grad, som de selv gør sig tjenlige til et sådant virke for udbredelse af kærlighed og bringer sig selv i bevidst kontakt med de mægtige kræfter, som de indre grupper repræsenterer.
   
   De grupper, der altid har fremhævet den fysiske tilstedeværelse af Kristus, har i den grad forvrænget denne lære med dogmatiske påstande vedrørende uvæsentlige detaljer og med latterlige fremstillinger, således at de ikke har bidraget til nogen større forståelse af den tilgrundliggende sandhed; ej heller har det rige, de har udmalet, været særligt tillokkende. Riget eksisterer, men det er hverken et sted for streng tugt eller med gyldne harper, befolket af uintelligente fanatikere, men derimod et center for skabende aktivitet, der tjener et nyttigt formål, et sted, hvor enhver har sin fulde frihed til at udfolde sin guddommelighed til gavn og glæde for sine medvæsener.
   
   
3. Ved transfigurationen (forklarelsen) åbenbarede Kristus den herlighed, der er iboende alle mennesker. Den trefoldige lavere natur - fysisk, emotionel og mental - underkastede sig her den åbenbarede stråleglans. I det øjeblik, hvor den immanente Kristus manifesterede sig, og hvor menneskeheden var repræsenteret af de tre apostle, kom en røst fra Faderens hus og bekræftede den åbenbarede guddommelighed og den transfigurerede Kristi sønneværdighed. På denne iboende guddommelighed, denne anerkendte sønneværdighed er broderskabet mellem mennesker baseret - ét liv, én herlighed, som skal åbenbares, og ét guddommeligt slægtskab. I dag er menneskets storhed (selv når vi ser bort fra det guddommelige) og menneskehedens fundamentale enhed stort set allerede en kendsgerning i den menneskelige bevidsthed. Side om side med de karaktertræk, som endnu er højst beklagelige, og som synes at modsige enhver påberåbelse af guddommelighed, står menneskets forunderlige bedrifter og sejr over naturen. Videnskabens strålende resultater og det storslåede opbud af skabende kunst - både gammel og ny - udelukker enhver tvivl om menneskets guddommelighed. Her er da de »større ting«, som Kristus talte om, og her triumferer Kristus i menneskehjertet.
   
   Hvorfor kristusbevidsthedens triumf altid kun omtales i religiøse vendinger og ud fra kirken og den ortodokse tro er en af de onde magters utrolige sejre. At være medlem af gudsriget betyder ikke, at man nødvendigvis også er medlem af en af de ortodokse kirker. Den guddommelige Kristus i menneskehjertet kan udtrykkes på mange forskellige områder af menneskelivet - i politik, i kunst, i økonomi og social forståelse, i videnskab såvel som i religion. Det er værd at erindre, at den eneste gang, vi hører, at Kristus som voksen besøger jødernes tempel, skabte han en forstyrrelse!
   
   Menneskeheden går fra sejr til sejr, og i historiens lange panorama er dette særdeles påfaldende. I dag er denne strålende sejr åbenbar inden for alle menneskelige aktiviteters områder, og transfigurationen af dem, der har nået toppen af den menneskelige civilisationsbølge, er meget nært forestående.
   
   
4. Endelig, i korsfæstelsens triumf eller (som det mere korrekt kaldes i Østen) det store afkald, forankrede Kristus for første gang på jorden en spinkel tråd af den guddommelige vilje, som den udgik fra Faderens hus (Shamballa), og den blev overgivet i gudsrigets forstående varetægt og - med Kristus som formidler - bragt til menneskehedens kendskab. Således er den guddommelige treenigheds tre aspekter eller egenskaber - vilje, kærlighed, intelligens - ved hjælp af visse store gudesønner blevet en del af den menneskelige tænkning og stræben. Kristne er tilbøjelige til at glemme, at krisen i Kristi sidste timer ikke var på korset, men i Getsemane have, hvor hans vilje - i dyb kval og næsten fortvivlelse - underkastede sig Faderens vilje. »Fader«, sagde han, »ske ikke min vilje, men din« (Luk.22,42).
   
   Noget nyt, skønt planlagt fra tidernes morgen, fandt sted i det øjeblik i den stille have; Kristus forankrede eller indsatte, som repræsentant for menneskeheden, Faderens vilje på jorden og gjorde det muligt for en intelligent menneskehed at føre den ud i livet. Hidtil havde denne vilje været kendt i Faderens hus, erkendt og tilpasset verdens krav af det åndelige Hierarki, der arbejder under ledelse af Kristus, og havde således taget form af den guddommelige plan. I dag kan menneskeheden som følge af, hvad Kristus udrettede i hin krisestund i Getsemane for århundreder siden, føje sin egen bestræbelse til hans for at føre planen ud i livet. Viljen til det gode, som udgår fra Faderens hus, bliver i gudsriget forvandlet til den gode vilje, som en intelligent menneskehed kan omsætte i praksis til rette menneskelige relationer. Og således går nu den lige linje eller Guds viljes spinkle tråd fra det højeste sted til det laveste punkt og kan i tidens løb blive et tov, ad hvilket menneskenes sønner kan stige op og Guds levende, kærlige ånd stige ned.
   
   Lad os glemme al afstand, fjernhed og ubetydelighed og gøre os klart, at vi taler om konkrete og virkelige hændelser på vor klode. Vi beskæftiger os med opdagelser og tildragelser, som virkeligt finder sted, og som er manges bevidste eje. Kristus i historien og Kristus i menneskehjertet er planetariske kendsgerninger.

Der er en anden side i forbindelse med Kristi tilbagevenden, som aldrig er blevet berørt, og som ingen nogensinde har nævnt. Det er spørgsmålet om, hvad det betyder for Kristus selv at komme ud igen blandt mennesker, at vende tilbage til den ydre verden af menneskelige aktiviteter. Hvad vil han fornemme, når timen er inde for hans tilsynekomst?

I Det nye testamente omtales der en stor indvielse, som har fået navnet himmelfarten. Om den ved vi intet. Kun ganske få oplysninger gives i Evangeliet: kendsgerningen om bjergtoppen, de tilstedeværende tilskuere, og om Kristi ord, der forsikrede dem om, at han ikke forlod dem. Men »en sky tog ham bort fra deres øjne« (Ap.G.1,9). Ingen af de tilstedeværende kunne følge ham længere. Deres bevidsthed kunne ikke trænge igennem til det sted, han havde valgt at gå til; de misforstod endda hans ord, og siden har menneskeheden kun gjort sig vage og mystiske forestillinger om hans forsvinden og om betydningen af hans vedvarende, men ikke iagttagede tilstedeværelse. To kendere af Gud, som også var til stede, forsikrede tilskuerne om, at han ville komme igen på lignende måde. Han var »steget op«. Skyen havde taget ham bort; i dag venter skyerne, som indhyller vor klode på at åbenbare ham.

Han venter nu på at stige ned til os. Denne nedstigning til menneskenes ulykkelige verden kan ikke frembyde noget tillokkende billede for ham. Fra sit stille tilflugtssted i bjergene, hvor han har ventet og våget over menneskeheden, vejledt den og skolet sine disciple, indviede og den nye verdenstjenergruppe, må han nu træde frem og indtage sin førende plads på verdens scene, tage del i det store drama, som opføres der. Denne gang vil han spille sin rolle for hele verdens øjne, og ikke som sidst i ubemærkethed. På grund af vor planets lidenhed og den hurtige nyhedsformidling via radio og fjernsyn vil hans fremtræden denne gang blive overværet af alle, og denne udsigt må sikkert indgyde ham en vis rædsel og frembyde mange prøvelser og store tilpasninger, samt pinefulde og uundgåelige erfaringer. Han kommer ikke som den almægtige Gud, sådan som menneskene i deres uvidenhed har forestillet sig det, men som Kristus, grundlæggeren af gudsriget på jorden, for at fuldføre det værk, han påbegyndte og endnu en gang bevise guddommelighed under langt vanskeligere omstændigheder end før.

Det er imidlertid Kristi egne tjenere i langt højere grad end mennesker i den ydre verden, som giver ham de største besværligheder. Hans arbejde forhindres mere af den fremskredne aspirant end af den almindelige intelligente tænker. Det var ikke så meget almindelige menneskers grusomhed, der forårsagede hans dybe sorg, det var Kristi egne disciple - foruden det samlede opbud af sorg ud over menneskehedens hele livscyklus i fortid, nutid og fremtid.

Han kommer for at rette de misforståelser og forvrængninger, som skyldes dem, der har vovet at iklæde hans enkle ord deres egen uvidenheds terminologi, og for at påskønne den trofaste tjeneste hos dem, der har gjort hans genkomst mulig. Også han står over for en vigtig prøvelse, som en forberedelse til en stor indvielse, og når han har gennemgået prøven og fuldendt sin opgave, vil han fortsætte til en endnu mere ophøjet position i Faderens hus, eller til et andet og fjernere tjenesteområde, hvor kun de mest ophøjede kan følge ham. Hans nuværende stilling vil da blive overtaget af den, han har forberedt og skolet dertil.

Men før end alt dette kan ske, må han igen træde offentligt frem, gribe ind i verdensudviklingen og prøve rækkevidden af sin mission. Han vil samle sine udvalgte rådgivere og medarbejdere omkring sig, i kød og blod, og disse vil ikke være de samme, som i hine tidligere og enklere dage samledes om ham, men de medlemmer af vor menneskelige familie, som i dag anerkender ham og er ved at forberede sig på at arbejde sammen med ham, så langt deres evner rækker. Det er en forandret verden, han nu planlægger at vende tilbage til, og det skyldes for en stor del almenhedens intellektuelle udvikling. Dette stiller ham over for store vanskeligheder, for der skal nu appelleres til menneskers intellekt og ikke bare til deres hjerte (som før i tiden), hvis Guds vilje skal føres ud i livet på en intelligent måde. Hans hovedopgave er afgjort den at tilvejebringe rette menneskelige relationer på alle områder af menneskelivet. Jeg vil bede jer bruge jeres guddommelige forestillingsevne og prøve at gennemtænke, hvad denne opgave, han her står overfor, vil indebære; jeg vil bede jer overveje de vanskeligheder, han uundgåeligt vil møde - først og fremmest dem, der beror på en omfattende intellektuel fejlvurdering.

Han, som repræsenterer Guds kærlighed, bliver bedt om at virke igen i den verden, som i to tusind år har negligeret, glemt og forvrænget hans tidligere lære, og hvor had og separatisme har splittet menneskene alle vegne. Dette vil kaste ham ud i en fremmed atmosfære og ind i en situation, hvor han behøver alle sine guddommelige ressourcer, som da vil blive prøvet til det yderste. Den almindelige opfattelse, at han vil vende tilbage som en triumferende feltherre, almægtig og uimodståelig, har bestemt intet grundlag i virkeligheden. At han til sidst vil føre sit folk - menneskeheden - ind i Jerusalem er en kendsgerning, som står fast, men det vil ikke blive den jødiske by Jerusalem, men derimod »Fredens stad« (som navnet »Jerusalem« betyder). En omhyggelig overvejelse af verdenssituationen i dag, samt en levende brug af forestillingsevnen vil afsløre for den oprigtige tænker, hvilken forfærdende opgave han har påtaget sig. Han »holdt sig stadig Jerusalem for øje som sin vandrings mål« (Luk.9,51). Han vil igen træde frem og vise menneskeheden vejen til en civilisation og en bevidsthedstilstand, hvor rette menneskelige relationer og internationalt samarbejde til alles bedste vil være den universelle grundholdning. Han vil - gennem den nye gruppe af verdenstjenere og alle mennesker af god vilje - fuldstændiggøre sin forening med Guds vilje (hans Faders plan) på en sådan måde, at den evige vilje til det gode vil blive omsat af menneskeheden til god vilje og rette relationer. Dermed vil hans opgave være tilendebragt; han vil være fri til at forlade os for ikke mere at vende tilbage, og han vil overlade menneskenes verden i hænderne på den store åndelige tjener, som vil blive det nye overhoved for Hierarkiet, den usynlige kirke.

Spørgsmålet er nu: På hvilken måde kan vi bedst tjene hans værk, hvordan kan vi hjælpe i denne forberedende fase?

Det, som det åndelige Hierarkis medlemmer udretter, er bestemt ikke lidt; de disciple, som er i bevidst kontakt med visdommens mestre - eller hvis I foretrækker den betegnelse: Kristi seniordisciple - arbejder dag og nat på at tilvejebringe en sådan tillid, korrekt holdning og forståelse af dette guddommeligt-åndelige »fremstød« eller foretagende, således at hans vej vil blive lettere. De og deres grupper af mindre disciple, aspiranter og sandhedsforskere står forenede bag Kristus og gør det derved muligt for ham at gennemføre sit formål. Deres vigtigste erkendelse er, at det drejer sig om en cyklisk krise i vor klodes åndelige liv, en krise, som har været forudset i Faderens hus (Shamballa) i årtusinder. De har registreret, at for første gang i menneskehedens historie er alle tre åndelige centre eller grupper, gennem hvilke Gud virker, samtidigt koncentreret om den samme opgave, det samme mål. Shamballa, det åndelige Hierarki og menneskeheden (Faderens hus, gudsriget og menneskeverdenen) stræber alle samlet mod en intensivering af verdens lys. Dette lys vil på en hidtil ukendt måde gennemstråle ikke alene Faderens hus, som er kilden til alt lys her i vor verden, men også det åndelige center, hvorfra alle de lærere og verdensfrelsere kommer, som har stået frem for menneskene og har sagt som Hermes, Buddha og Kristus: »Jeg er verdens lys«. Dette lys vil nu strømme ind over menneskenes verden, oplyse menneskenes bevidsthed og kaste lys ind i alle menneskelivets mørke kroge.

Det er lys, og - frem for alt - »liv i større fylde«, Kristus vil bringe, og indtil han bringer det, ved vi ikke, hvad det betyder; vi kan ikke forestille os den åbenbaring, som dette vil medføre, og de nye muligheder, som vil åbne sig for os. Men gennem ham er lys og liv på vej og vil blive tolket og anvendt i form af god vilje og rette menneskelige relationer. Det er dette, det åndelige Hierarki forbereder. Denne gang vil Kristus ikke komme alene, for hans medarbejdere vil følge ham. Hans og deres erfaring vil blive helt modsat den tidligere, for nu vil alle øjne se ham, alle ører høre ham, og enhver vil kunne danne sig en mening om ham.

Vi kan hver især hjælpe i det rekonstruktionsarbejde, Kristus nu planlægger, hvis vi vil gøre os selv og alle dem, vi kan nå, fortrolig med følgende kendsgerninger:

1. Kristi tilsynekomst er nær.
2. Kristus, iboende ethvert menneskehjerte, kan vækkes til live gennem forståelsen af hans tilsynekomst.
3. Omstændighederne ved hans tilsynekomst er kun symbolsk fremstillet i skrifterne; dette vil føre til en radikal ændring af menneskehedens forudfattede meninger.
4. Den første nødvendige forudsætning er en verden i fred; denne fred, vel at mærke, må baseres på god vilje mellem mennesker - hvad der uundgåeligt vil føre til rette menneskelige relationer og (billedligt talt) etablere stråler af lys mellem nationerne, mellem religionerne, mellem grupper og mellem alle mennesker.

Hvis det kan lykkes os at forelægge disse fire ideer for verden som helhed og imødegå den intelligente kritik af, at alt, hvad der siges, er for vagt, for profetisk og visionært - så har vi gjort meget. Det er nok muligt, at den gamle sandhed, at »intellektet dræber virkeligheden« er principielt rigtigt for flertallets vedkommende, og at en rent intellektuel indstilling (som afviser visioner og nægter at acceptere, det der ikke kan bevises) kan være langt fjernere fra virkeligheden end gudskendernes forudsigelser og massernes forventning.

Guddommens intelligens forvaltes af det åndelige Hierarki, og det Hierarki består i dag af dem, der i sig forener både intellekt og intuition, det praktiske og det tilsyneladende upraktiske, den faktiske livsvej og det menneskes vej, der ser en vision. Det er desuden mennesker, som findes i hverdagens praktiske liv. De må oplæres til at erkende det guddommelige udtryk, som i virkeligheden er det fysiske plans respons på bevidsthedens udvidelser. Den Kristus, der kommer tilbage, vil ikke være lig den Kristus, der (tilsyneladende) forlod os. Han vil ikke være en »sorgens mand«; han vil ikke være en tavs, alvorlig skikkelse; han vil komme som forkynderen af åndelige sandheder, der ikke kræver fortolkninger og ikke bliver udsat for fejlfortolkninger, fordi han vil være til stede og vise den sande mening.

Han har i to tusind år været den øverste leder af den usynlige kirke, det åndelige Hierarki, bestående af disciple fra alle trosretninger. Han elsker og anerkender også dem, der ikke er kristne, men bevarer troskaben mod deres religions grundlægger - Buddha, Muhamed og andre. Han bekymrer sig ikke om, hvilken tro vi har, hvis målet er kærlighed til Gud og menneskeheden. Hvis mennesker forventer at se den Kristus, som forlod sine disciple for mange hundrede år siden, vil de ikke erkende den Kristus, som nu er ved at vende tilbage. Kristus har ingen religiøse barrierer i sin bevidsthed. Det er for ham underordnet, hvilken tro et menneske bekender sig til.

Guds søn er på vej, og han kommer ikke alene. Hans fortrop er her allerede, og planen, de skal følge, er allerede udarbejdet og klar. Lad erkendelse være målet.

Den store invokation

Fra lysets kilde i Guds sind
lad lys strømme ind i menneskers tanker
lad lyset komme til jorden.

Fra kærlighedens kilde i Guds hjerte
lad kærlighed strømme ind i menneskers hjerter
må Kristus* komme til syne på jorden.

Fra centret hvor Guds vilje er kendt
lad hensigt lede menneskers små viljer
den hensigt mestrene kender og tjener.

Fra centret vi kalder menneskeheden
lad planen for kærlighed og lys fuldbyrdes
må den forsegle døren til det onde.

Lad lys og kærlighed og kraft
genoprette planen på jorden.