Shamballa

- centret, hvor Guds vilje er kendt

Fra centret hvor Guds vilje er kendt
lad hensigt lede menneskers små viljer
den hensigt mestrene kender og tjener.

Shamballa-kraft

I har fået at vide, at denne kraft - i dette århundrede - har haft sin første direkte indvirkning på menneskeheden. Tidligere har den nået menneskeheden i de tre verdener efter at være blevet nedtrappet og modificeret ved at passere gennem det store planetariske center, vi kalder Hierarkiet.

Denne direkte indvirkning fandt sted i 1975, og vil igen finde sted i år 2000, men risikoen vil da ikke være så stor som ved den første indvirkning på grund af menneskehedens åndelige vækst. Hver gang denne energi påvirker menneskets bevidsthed, kommer et mere fuldstændigt aspekt af den guddommelige plan til syne. Det er den energi, som skaber syntese, og som holder alting inden for den guddommelige kærligheds cirkel. Efter dens indvirkning i løbet af det sidste par år, er menneskets tænkning blevet mere optaget af at skabe enhed og af at opnå syntese i alle menneskelige relationer end nogensinde før, og et af denne energis resultater har været dannelsen af De Forenede Nationer.

(Strålerne og Indvielserne, side 709)

Definitioner

Ordet Shamballa tilkendegiver ganske enkelt ideen om et umådeligt stort brændpunkt af energier, som er bragt sammen af den planetariske Logos, så han kan skabe en manifestation, der er egnet til udvikling af hans hensigt og hans planetariske tjeneste.
(Discipleship in the New Age, bind II, side 404)


Shamballa er en bevidsthedstilstand eller en sensitiv bevidsthedsfase, hvor der forekommer en intens og dynamisk respons på den guddommelige hensigt - en respons, der muliggøres af den syntese af hensigt og åndelig relation, der findes mellem dem, der er knyttet til Sanat Kumara.

(Strålerne og Indvielserne, side 287)

Det eneste sted, hvor der er fuldkommen »fred« ... er »det center, hvor Guds vilje er kendt«. Vor klodes åndelige Hierarki ... er ikke et fredfyldt sted, men en sand hvirvel af kærlighedsfyldt aktivitet, mødestedet for energier, der strømmer ind fra den guddommelige viljes center, og fra menneskeheden, den guddommelige intelligens' center.
(Kristi tilsynekomst, side 32)

... Fred ... Shamballas viljesimpuls skaber balance, ligevægt, syntese og forståelse, samt en ånd af invokation, der dybest set er en handling, der skaber reaktion. Dette vil vise sig at være den første store skabende og magiske virksomhed som menneskeheden er i stand til, og den vil svinge alle de tre guddommelige aspekter ind i en samtidig aktivitet på linje med Guds vilje.

(Hierarkiets fremtræden, side 168)

Nogle grundtanker:

  1. Shamballa er stedet for hensigt. Det gælder en hensigt, der ikke kan forstås, før planen følges. Heri ligger et fingerpeg.
  2. Shamballa er ikke en vej, men er et stort center for relaterede stadier og af en relativ statisk energi. Det er en energi, der holdes rede til de skabende hensigter, som det store råd formulerer som fokuseret intention. Det store råd virker under ledelse af Verdens Herre.
  3. Shamballa udgør det største spændingspunkt på planeten. Det er en spænding, der udtrykker kærlig intelligent vilje, fri af al egenvilje eller mentale fordomme.
  4. Shamballa er den største modtager på planeten af indstrømning fra solen, men på samme tid er det det største formidlende energibrændpunkt, når man tager alle naturrigerne i betragtning, inklusive det femte. Ud fra dette spændingspunkt bliver den planetariske Logos' livsmønster og hans vilje manifesteret og til sidst fuldt udviklet gennem evolutionsprocesserne.
  5. Shamballa modtager energi fra forskellige solare og ydresolare entiteter eller centre af emfatisk og energetisk liv, det vil sige fra Venus, fra den centrale åndelige sol, fra det til enhver tid betingende stjernebillede, hvorigennem vor sol passerer, fra Store Bjørn og fra andre kosmiske centre. Sirius, der er en så betydningsfuld faktor i planetens åndelige liv, påvirker Hierarkiet direkte med sine energier. Energi fra Sirius strømmer normalt ikke ind i vort planetariske liv via Shamballa.
  6. Shamballa er symbolsk set vort planetariske livs hovedcenter. Det fokuserer vilje, kærlighed og intelligens i én stor og grundlæggende hensigt og det fastholder dette fokuserede brændpunkt gennem en planets hele livscyklus. Denne store hensigt manifesterer det aktuelle formål og kommer til udtryk gennem planen.
    (Discipleship in the New Age, bind II, side 519-520)
Shamballa, Hierarkiet og Menneskeheden

Bag dette åndelige lys- og kærlighedscenter (Hierarkiet) findes et andet center, som Vesten ikke har noget navn for, men som i Østen kaldes Shamballa. Måske Vestens navn for dette center er Shangri-La, et navn som finder forståelse overalt og som står for et center hvor lykke og formål råder. Shamballa eller Shangri-La er det sted hvor Guds vilje er fokuseret og hvorfra hans guddommelige hensigt styres. Det er herfra de store politiske bevægelser, racernes og nationernes skæbne og fremskridt bestemmes, ligesom de religiøse bevægelser, de kulturelle udfoldelser og åndelige ideer sendes ud fra det hierarkiske lys- og kærlighedscenter. Politiske og sociale ideologier og verdensreligioner, Guds vilje og Guds kærlighed, det guddommelige formål og planerne hvorved dette formål iværksættes bliver alle fokuseret gennem det center vi alle er en bevidst del af, menneskeheden selv. Der er derfor tre store åndelige centre på denne planet: Shamballa, det åndelige Hierarki og Menneskeheden.
(Hierarkiets fremtræden, side 405-406)


De store liv der virker i Shamballa ser ikke alene manifestationen i sin helhed og uden tidsbegrænsning, men de føler også alle de store evolutionære impulser, som bringer verden under udvikling i overensstemmelse med den guddommelige vilje. De virkeliggør disse impulser, ikke som progressiv bevægelse men som én stor guddommelig og åndelig reaktion. Denne idé kan måske bedst forstås af jer som det evige AUM, der er symbolet på det evige NU. I har hørt, og det er blevet forklaret, at AUM er sammensat af en stor lyd, tre mindre lyde, og syv vibrerende undertoner. Således virker Guds vilje, den virkeliggøres og fastholdes i en syntese af rådskammerets medlemmer. De der således fastholder Guds vilje, opfatter den som én klar grundtone, når de ser denne vilje i aktivitet, ser de den som tre stedsevarende akkorder, der strømmer ud til alle verdener med den Ene's hensigt - den Ene som vil forblive i æoner. Når de stimulerer denne vilje til at manifestere sig, ses den som syv vibrerende toner, der bærer planens struktur med ud i de reflekterede verdener. Således skaber grundtonen, akkorden og undertonen planen, åbenbarer hensigten og tilkendegiver Guds vilje. Dette er et citat fra nogle ældgamle arkiver, der virker som mestrenes studerekamre. Disse arkiver har relation til Shamballas karakter, virksomhed og udstrålende energier.

Shamballa, der udgør syntesen af forståelse med hensyn til vor jord, er også centeret hvor den højeste vilje af Sollogos er prentet ind i viljen på vor planetariske Logos, der som I ved kun er et center i hans større manifesterede legeme. Denne information er uden betydning for jer; selv mestrene er kun ved at lære om den planetariske Logos' vilje. Målet for Shamballas anstrengelser er imidlertid at få en forståelse af solsystemets formål, den plan der er ved at blive udarbejdet på det højeste niveau af vort planetariske system, ganske som Shamballas vilje, formål og plan udvikler sig på de tre laveste niveauer af vort planetariske system. Igen, denne information tjener kun til at vise hierarkiske mål, og de mål strækker sig ud over tid og rum helt ind i Guds egen bevidsthed.

Der er visse synonymer, som her kan tjene til at udvikle jeres helhedstænkning og dermed fremkalde oplysning.

Shamballa
Syntese
Vilje
Liv
Ånd
Livsfylde
Opfattelse
Magt
Energi
Styring
Hoved
Hierarki
Enhed
Formål
Sjæl
Bevidsthed
Organisme
Polarisering
Drivkraft
Fordeling
Formidling
Hjerte
Menneskehed
Adskilthed
Plan
Tilsynekomst
Substans
Organisation
Aktivitetsfokusering
Handling
Kræfter
Modtagelse
Strube

Det vil være indlysende for jer hvor lidt I kan forstå af Shamballas hensigt, når I indser at det ikke er let for jer at skelne rigtigt mellem enhed og syntese, og samtidig hvor umuligt det er for mig klart at belyse forskellen. Det eneste jeg kan sige er, at syntese er, medens enhed opnås og er belønningen for handling og bestræbelse. Når I gør fremskridt på indvielsesvejen vil meningen med enhed stå mere klart for jer. Når I bevæger jer mod den højere evolutions vej vil syntesen komme til syne. Mere end det ville det være nytteløst for mig at sige.
(Hierarkiets fremtræden, side 529-530)

Guddommelig hensigt

Den energi, der udgår fra Shamballa, deler sig i to direkte og markante strømme. Den ene strøm, der virkeliggør den dynamiske hensigt, strømmer nu ind i Hierarkiet og dets syv hovedashramer. Den anden strøm, der virkeliggør den betingende dynamik eller den oplyste entusiastiske vilje, når menneskeheden direkte via den nye gruppe af verdenstjenere. Hidtil er en blandet strøm af Shamballa-kraft - hvad angår type og egenskaber - strømmet ind i Hierarkiet og ind i alle Hierarkiets grupper. Nu strømmer den betingende kvalitet, eller det som det almindelige menneske forstår ved ordet »vilje«, ind i den nye gruppe af verdenstjenere, hvorimod den dynamiske hensigts energi, der deler sig i syv forskellige strømme, strømmer ind i hvert af de »syv modtagende punkter«, som er mestrenes ashramer inden for Hierarkiets grænsering. Disse syv typer hensigt kommer til udtryk gennem de syv energier, som vil reorganisere og på ny definere de hierarkiske opgaver og således indvarsle den nye tidsalder. De syv hensigter kan kaldes:

  1. Sanat Kumaras ukendte, usete og uhørlige hensigt. Det er selve livets hemmelighed, som kun han kender. I begyndelsesfasen af denne nye tilkendegivelse virker den gennem Manuen og mesteren Morya. Det er den, der tilslører det centrale mysterium, som alle esoteriske skoler - hvis de er tro mod den impuls, der indledte dem - til sidst vil åbenbare. ...
  2. Den hensigt, der ligger bag åbenbaringen. Det er måske et forholdsvis nyt begreb for jer, der er vant til at betragte åbenbaring som et mål i sig selv. I betragter den sjældent som et resultat af Sanat Kumaras indre hensigt. ...
  3. Den (indtil nu) uopdagede hensigt som fremkaldte vor planetariske Logos' skabende aktivitet. Den aktiverede det tredje aspekt af den guddommelige treenighed. De sædvanlige årsager, som det begrænsede menneskesind anvender som forklaring på det, vi kalder »manifestation«, og som også anvendes til at forklare dualismen i al eksistens samt relationen mellem stof og ånd, er på ingen måde den rigtige forklaring på den guddommelige hensigt. De er baseret på menneskets egen grundlæggende dualitet, og de er den højeste forklaring på hans egen guddommelige natur, som han kan opnå på dette tidspunkt. ...
  4. Den mystiske hensigt, der har nødvendiggjort, at princippet om smerte blev aktiveret. Lidelse og smerte er væsentlige krav for at kunne opfylde denne hensigt fuldt ud. Evnen til at lide, der er karakteristisk for menneskeheden, er det fjerde naturriges, menneskerigets, unikke bevidste reaktion på omgivelserne. Denne hensigt er forbundet med evnen til at tænke og til bevidst at relatere årsag og virkning. ...
  5. Den femte store hemmelighed, der ligger bag Sanat Kumaras hensigt, har på en speciel måde relation til den cykliske manifestation af alt, hvad der eksisterer i de tre verdener for menneskelig evolution. Den vedrører det, der langsomt arbejder sig frem i manifestation gennem den lavere konkrete tænkeevne, når den styrer begær og bringer substans og stof i overensstemmelse med den guddommelige tankes retning. Summen af den menneskelige tænknings højeste faser på alle områder påvirker materielt det, som kommer til syne på det fysiske plan i alle naturrigerne, og det, som fremskynder civilisationer og kulturer og det, som (på dette tidspunkt) responderer bedst, når menneskets øjeblikkelige sensitivitet er udsat for kosmisk påvirkning. ... Denne femte hensigt er derfor tæt forbundet med hele emnet »Guds klædning« og med fremkomsten i manifestationen af hans »robe af skønhed«, således som den skabes og frembringes af menneskeheden, der virker som mellemled for ideerne fra rigerne over de menneskelige til rigerne under de menneskelige, der således påvirkes og aktiveres til et skabende samarbejde.
  6. Det er vanskeligt for mig overhovedet at give en idé om den hensigt, vi behandler her, fordi den kommer til udtryk i den relation, der findes mellem betydningen af begær, vilje, plan og hensigt. ... Det er først, når menneskene kommer i forbindelse med Hierarkiet og gradvis optages i det hierarkiske liv og begynder at tage de højere indvielser, at den sande natur af den guddommelige vilje vil blive forstået, og at Sanat Kumaras hensigt vil blive åbenbaret gennem forståelse af planen efterfulgt af et samarbejde med denne plan. Alt dette vil ske, når begær transmuteres til aspiration og dernæst til fast beslutsomhed. ...
  7. Den guddommelige hensigts sidste fase er den vanskeligste af alle at antyde noget om, og når jeg siger antyde, mener jeg netop antyde, og ikke noget mere bestemt og klart. Giver det mening når jeg siger, at det ceremonielle ritual i Sanat Kumaras daglige liv, som udføres til musik og lyd og bæres på farvebølger, der brydes mod kysterne i de tre verdener for menneskelig evolution, åbenbarer - i de klareste toner, lyde og nuancer - den dybeste hemmelighed bag hans hensigt? Det giver næppe mening for jer og affærdiges derfor som symbolske skriverier, som jeg benytter for at videregive noget, der ikke kan videregives. Men jeg skriver ikke i symboler her, jeg kommer med et præcist udsagn - en kendsgerning. Når skønhed i sin højeste form går op for den menneskelige bevidsthed, overføres en svag fornemmelse af Sanat Kumaras daglige liv. Jeg kan ikke sige mere.

Her findes således et fingerpeg, hvad angår den guddommelige hensigt, og hver af de syv, der supplerer og kompletterer de øvrige seks. Kun ved at forsøge at forstå hele den indre syntese vil vi nå frem til den sande antydning om naturen af den ophøjede bevidsthed, som har skabt vor planet og alt, der er i og på den.
(Strålerne og Indvielserne, side 251-258)

Energirelationer

Det syvende naturrige består af de liv, der med høj kapacitet i forståelse samarbejder med den gruppe væsener, som er kernen i Shamballas råd. Denne gruppe har Verdens Herre som midtpunkt. Deres bevidsthed og værenstilstand anes kun af de mest fremskredne medlemmer af Hierarkiet, og disse livs relation til Verdens Herre ligner, og er dog fundamentalt forskellig fra den Hierarkiets medlemmer har til de tre store herrer - Kristus, Manuen og Mahachohanen. Gennem disse tre herrer strømmer den energi, der kommer fra Shamballa, overfører hensigten og giver motivation til Sanat Kumaras plan - hans livsplan. Det I kalder »planen« er Hierarkiets respons på den indstrømmende hensigtsmæssige vilje fra Verdens Herre. Gennem Sanat Kumara, Den gamle af dage (som han kaldes i Biblen), strømmer den ukendte energi, som de tre guddommelige aspekter udtrykker. Han er viljens vogter for Den store hvide loge på Sirius, og byrden af den »kosmiske intention« bæres af Aktivitetens Buddhaer og af de medlemmer af det store råd, som har en så høj bevidsthed og vibration, at det kun én gang om året er sikkert for dem at kontakte Hierarkiet gennem deres udsending, Buddha.

(Strålerne og Indvielserne, side 142)

Wesakfesten er festen hvor tre faktorer af betydning for menneskeheden er kædet sammen:

  1. Buddha, legemliggørelsen eller formidleren af lysets kræfter kan da blive kontaktet og det, disse kræfter søger at overføre til menneskeheden, kan tilegnes bevidst.
  2. Kristus, legemliggørelsen af Guds kærlighed og vilje og formidleren af Fredens Ånd, kan også blive kontaktet og menneskeheden kan oplæres i at tilegne sig denne ydreplanetariske energiart.
  3. Gennem Kristus og Buddha kan menneskeheden nu etablere en nær forbindelse med Shamballa og derefter selv yde sit bidrag - som et verdenscenter - til det planetariske liv. Gennemtrængt af lys og styret af Fredens Ånd kan menneskehedens udtryk for vilje-til-det-gode stråle magtfuldt ud fra dette tredje planetariske center. Menneskeheden vil da for første gang overtage sin forudbestemte skæbne som det intelligente og kærlige forbindende led mellem de højere planetariske bevidsthedsplan, de overmenneskelige sfærer, og de undermenneskelige riger. Således vil menneskeheden til sidst blive klodens frelser.

    (Hierarkiets fremtræden, side 165-166)

Menneskehedens masser har overalt kun ét ønske - ro. Jeg anvender ikke ordet »fred«, fordi det kan let misforstås. Tænkende mennesker i alle lande står i forenet hensigt, besluttet på om muligt at tage de skridt som vil sikre fred på jord gennem praktisering af god vilje. Læg mærke til den formulering. De virksomme disciple over hele verden kæmper med alle til rådighed stående midler for at udbrede budskabet om offervilje, for kun gennem offervilje kan der skabes stabilitet i verden - vilje til at ofre selviskheden. I disse ord er opsummeret det krav som stilles til dem, hvis ansvar det er at bestemme den nationale og internationale politik og tage de skridt som vil skabe rette menneskelige relationer. Hierarkiet står fast - ikke længere iagttagende og ventende, men i dag handlende med en fremdrift og visdom og urokkelig beslutsomhed for at styrke deres medarbejdere på alle områder (politisk, i undervisning og religiøst) således at de kan foretage de rette handlinger og øve indflydelse på den menneskelige tænkning på korrekt måde.

En magtfuld første stråle aktivitet af vilje og hensigt er ved at blive aktiveret. Kristus, som leder af lysets kræfter, har bemyndiget de ashramer som ledes af mestre på første stråle for magt til at styrke alle deres disciple inden for regering og politik i alle lande; at oplyse, om muligt, de forskellige nationale lovgivningsmagter om de metoder der skønnes nødvendige, således at styrken i deres ord, visdommen i deres planlægning, og omfanget af deres tænkning må vise sig at være så effektiv at den »cyklus af konferencer og forhandlinger« som nu er indledt af verdens statsmænd kan afholdes under direkte vejledning (igen om muligt) af dem i Shamballas råd der ved, hvad der er Guds vilje. Selviskheden i de små sind i de forskellige lovgivende forsamlinger rundt om i verden må på en vis måde neutraliseres. Det er problemet. ...

Glem ikke, at guddommelig energi påvirker menneskers sind; disse sind er de eneste instrumenter til rådighed - i deres samlede virkning - gennem hvilke Guds vilje kan komme til udtryk; de er nødvendigvis modtagelige for stimuleringen og den kraftige virkning af denne indflydelse, og dette vil fremkalde resultater i overensstemmelse med den type sind som berøres. Svaret vil blive som kvaliteten af disse sind og deres hensigter.
(Hierarkiets fremtræden, side 442-444)

Shamballa-kraft

Bagved liggende relationer

Det er naturligvis ikke muligt for mig på nogen måde at give jer et sandt billede af de indre hændelser og begivenheder i vort planetariske væsens liv. Jeg kan kun antyde og påpege, at verdenssituationen ganske enkelt er et udtryk for menneskehedens reaktion og respons på store parallelle og igangsættende begivenheder, der involverer følgende:

  1. Den avatar, der kommer, og hans relation til Verdens Herre, vor planetariske Logos.
  2. Herrerne for frigørelse, fokuseret på deres høje sted, efterhånden som de bliver bevidst om menneskehedens påkaldelse og bliver tættere forbundet med Aktivitetens tre Buddhaer.
  3. Shamballas store råd og det planetariske Hierarki.
  4. Buddha og hans arhater, idet de i forening samarbejder med Kristus og hans disciple, visdommens mestre.
  5. Hierarkiet, legemliggørelsen af det femte naturrige, og dets magnetisk tiltrækkende forbindelse til menneskeriget, det fjerde rige.
  6. Den virkning alle disse store grupper af liv har på menneskeheden og de naturlige konsekvenser, der kommer til udtryk i rigerne under det menneskelige.

Et studium af ovennævnte, som udtryk for kræfter og energi, vil give en vis idé om den bagved liggende syntese af relationer og helhedens enhed.
(Strålerne og Indvielserne, side 26)


Alle guddommelige aspekter har tre underordnede aspekter, og på vor planet og på det kosmisk fysiske plan åbenbares det laveste kærlighedsaspekt, som vi kalder viljen-til-det-gode. For menneskeheden, der kæmper på dette kosmisk fysiske plan, opdeler vi ubevidst denne vilje-til-det-gode i tre aspekter, og dem er vi først nu ved at forstå som eksisterende muligheder. Det laveste aspekt kalder vi den-gode-vilje, selv om vi kun i ringe omfang forstår holdningen til det universelle mål, som den skaber. Det andet aspekt kalder vi vagt kærlighed og håber, at vi kan tilkendegive, at vi virkelig viser kærlighed gennem vor tilknytning til Hierarkiet. Det højeste aspekt kaldes viljen-til-det-gode, som vi ikke vil definere, fordi det på ingen måde er muligt selv ikke for indviede med femte indvielse virkeligt at forstå naturen af viljen-til-det-godes natur og dens hensigt, som er betingende for guddommelig aktivitet.
(Strålerne og Indvielserne, side 538-539)


Med hensyn til selve Hierarkiet, så bliver mange af dets medlemmer, esoterisk og teknisk set, »trukket bort fra det hellige midtpunkt og optaget i herrens råd«. Med andre ord overgår de til højere arbejde og bliver vogtere af den guddommelige viljesenergi og ikke blot vogtere af kærlighedsenergien. De vil frem over arbejde som enheder af magt og ikke kun som enheder af lys. Deres arbejde bliver dynamisk i stedet for at være tiltrækkende og magnetisk, og det vil omfatte livsaspektet og ikke blot sjæls- eller bevidsthedsaspektet.
(Strålerne og Indvielserne, side 28)

Guds magtfulde vilje

Shamballas energi er en tilkendegivelse af Guds vilje i nyt og magtfuldt liv.

... Den energi, som ligger bag den nuværende verdenskrise ... er Guds vilje til at skabe visse radikale og øjeblikkelige forandringer i menneskehedens bevidsthed, som fuldstændigt vil ændre menneskets indstilling til livet og dets forståelse af de åndelige, esoteriske og subjektive livskvaliteter. Det er denne kraft, som (i forbindelse med anden stråles kræfter) vil tilvejebringe den vældige krise - nær forestående i menneskehedens bevidsthed - som vi kalder den anden krise, menneskehedens indvielse i tidsaldrenes mysterium ...
(Nationernes skæbne, side 21)

Viljesenergien er den mægtigste energi i hele systemet for planetarisk eksistens. Den kaldes »Shamballa-kraften«, og det er den, der holder alle ting sammen i livet. Den er i virkeligheden selve livet. Det er ved at anvende denne livskraft eller guddommelige vilje (der virkeliggør den guddommelige intention), at Sanat Kumara når frem til sit mål. I mindre målestok er det ved at anvende et af de laveste aspekter af viljen (menneskets egen-vilje), at mennesket bliver i stand til at udføre sine planer og opfylde sin bestemte hensigt - hvis han har én. Hvor viljen mangler, dør planen, og hensigten kan ikke opfyldes. Selv i relation til egen-viljen er den rent faktisk »projektets liv«. I det øjeblik Sanat Kumara har nået sin planetariske hensigt, vil han trække denne mægtige energi tilbage, og (idet han trækker den tilbage) vil en tilintetgørelse begynde. Shamballa-energien holdes fast i tømme af frygt for en alt for stor indvirkning på de uforberedte naturriger. Det angår også dens indvirkning på menneskeheden.
(Strålerne og Indvielserne, side 708-709)


Den mest magtfulde kraft er den som strømmer ind i verden fra Shamballa, det planetariske center hvor Guds vilje er kendt. Kun to gange før i vor klodes historie har denne Shamballa-energi gjort sig gældende direkte: første gang da den store krise indtraf som resulterede i individualiseringen af mennesket i det gamle Lemurien; anden gang i Atlantis under den store kamp mellem lysets herrer og den materielle forms herrer, også kaldet mørkets kræfter. I dag strømmer denne energi ud fra det hellige center; den udtrykker viljesaspektet i den nuværende verdenskrise, og dens to underordnede virkninger eller egenskaber er:

  1. Tilintetgørelse af det som er uønsket og en hindring i den nuværende formverden (inden for regering, religion og samfund).
  2. Den synteseskabende kraft som binder det sammen, der hidtil var adskilt.

Shamballa-kraften er så ny og så ukendt at det er vanskeligt for menneskeheden at erkende den for hvad den er - udtryk for Guds velgørende vilje i en ny og stærk levende virkelighed.

(Hierarkiets fremtræden, side 79-80)

Energien fra det første guddommelige aspekt, det som er udtryk for vilje eller magt, ... bliver anvendt af Shamballa med den største varsomhed. Denne viljesenergi er, som I har lært, livsenergien i alle levende væsener; den kunne før i tiden kun tillades at komme i kontakt med »menneskehedens substans« via Hierarkiet. I den senere tid er en direkte påvirkning blevet tilladt som et eksperiment, og det første vidnesbyrd herom var verdenskrigen (1914-1945), der afklarede store spørgsmål, åbnede nye muligheder, rensede ud i den menneskelige tænkning og ødelagde den gamle og udtjente civilisation. Det er en yderst farlig energi som ikke kan anvendes i sin fulde styrke, før menneskeracen har lært at respondere tilstrækkeligt på det andet guddommelige aspekt, kærlighed og visdom, og dermed på gudsrigets herredømme og principper.
(Hierarkiets fremtræden, side 649)

Frigørelse af Shamballa-kraft

H.P.B. - en af de første disciple som responderede på eksternaliseringsimpulsen og med første stråle energi som drivkraft - gav os planens baggrund under min impression; den mere detaljerede struktur og rækkevidden af den hierarkiske hensigt har jeg givet i de bøger som A.A.B. har introduceret under sit eget navn til offentligheden (efter mit ønske). For første gang i menneskets historie kan formålet med fortidens begivenheder - historisk og psykologisk - klart ses som fundamentet for nutidens begivenheder, og dermed er den mysteriøse karmalov på en naturlig måde bragt til offentlighedens kendskab. Nutiden kan også ses som en indikation af fremtidens vej der klart afslører viljen-til-det-gode som ansporer hele evolutionsprocessen - en proces i hvilken menneskeheden (også for første gang) er intelligent deltager og medskaber. Det er denne medskabende deltagelse, selv hvis den er ubevidst, som har gjort det muligt for Hierarkiet at gribe lejligheden og gøre en ende på den lange tavshed som har eksisteret siden Atlantis' dage. Mestrene kan nu begynde at påtage sig at forny en ældgammel »uddeling af hemmelighederne« og forberede menneskeheden på en civilisation som vil udmærke sig ved en konstant intellektuel opfattelse af sandheden, og som vil samarbejde med de eksternaliserede ashramer i de forskellige dele af verden.

Den indre konsolidering er nu i nogen grad ved at løsnes, hvis jeg kan bruge et så mangelfuldt udtryk, og hovedparten af Hierarkiets medlemmer er ved at vende deres intense opmærksomhed bort fra at modtage indtryk fra Shamballa, og er nu ved at orientere sig - på en helt ny og direkte måde - mod det fjerde rige i naturen. Samtidig er en meget magtfuld minoritet af mestre ved at indgå i en meget tættere forbindelse med Sanat Kumaras råd.
(Hierarkiets fremtræden, side 674-675)

En intensiv træningsproces finder derfor sted nu i alle ashramer og ad identiske baner, resulterende i »isolation«, okkult forstået, af bestemte mestre og indviede. De er blevet således isoleret for at de kan arbejde mere intensivt og lettere med Shamballa. De kan derfor danne et dynamisk og stimulerende depot af energi (den guddommelige viljesenergi) og således gøre den tilgængelig for de andre medlemmer af Hierarkiet, når de står i »isoleret enhed« på jordens landeveje og dermed »er i verden men ikke af verden«. At lære denne lektie vækker offerviljen hos begge hierarkiske grupper; og dette er forbindelseslinen mellem dem og det aspekt af antahkaranaen, ad hvilket energien fra Shamballa flyder i en ny og elektrisk strøm, via den hierarkiske minoritet jeg før omtalte, og ind i den større gruppe af mestre, indviede og disciple som har fået konsolideringsopgaven betroet. Alt dette udgør - for Hierarkiets medlemmer - en afgørende prøve forud for og som forberedelse til nogle af de højere indvielser.
(Hierarkiets fremtræden, side 677)

Den energi, som strømmer gennem Hierarkiet i denne tid - kærlighedsenergien - søger at blande sig med den, der strømmer ud fra Shamballa, hvilket er nødvendigt for at sikre den ønskede anvendelse af den. Hierarkiets problem for tiden er at skabe en klog og hensigtsmæssig sammenblanding af Shamballas og Hierarkiets energier for derved at begrænse ødelæggelsen og bringe den konstruktive ånd i forgrunden og sætte den anden stråles opbyggende og rehabiliterende kræfter i gang. Shamballa-energien forbereder vejen for Hierarkiets energi. Sådan har det været fra tidernes morgen, men Hierarkiets cykler har i den senere tid (relativt »senere«) ikke svaret til Shamballas, som er sjældne og kommer med lange mellemrum. I tidens løb vil Shamballa-kraftens indvirkning blive hyppigere, fordi menneskene vil udvikle styrke til at udholde og modstå den. ... Nu vover man eksperimentet med at lade mennesket modtage den og dens indvirkning uden Hierarkiets mellemkomst. Det kan vise sig at være et for tidligt og fejlslagent forsøg, men sagen er endnu ikke afgjort, og Shamballas herre med assistenter samt hjælperne fra det årvågne Hierarki er ikke skuffede over de første resultater. Menneskeheden reagerer uventet godt. ...

De nye former er imidlertid ved at blive opbygget, og Shamballa-kræfterne samt hierarkisk ledelse arbejder hen imod mål, som er nøje planlagt, og som forløber tilfredsstillende.

(Nationernes skæbne, side 25-26)

Den dynamiske impression, som udgår fra Shamballa, udgår i store cykler og cykliske bølger, der modtager deres impulser fra ydreplanetariske kilder, for så vidt som de kræves eller påkaldes af Verdens Herre og hans associerede; de udgår som respons på den »akklamerede vilje« hos Sanat Kumara og hans råd.
(Telepati og det æteriske legeme, side 81)

I har fået at vide, at denne kraft - i dette århundrede - har haft sin første direkte indvirkning på menneskeheden. Tidligere har den nået menneskeheden i de tre verdener efter at være blevet nedtrappet og modificeret ved at passere gennem det store planetariske center, vi kalder Hierarkiet. Denne direkte indvirkning (fandt sted) i 1975, og (vil igen finde sted) i år 2000, men risikoen vil da ikke være så stor som ved den første indvirkning på grund af menneskehedens åndelige vækst. Hver gang denne energi påvirker menneskets bevidsthed, kommer et mere fuldstændigt aspekt af den guddommelige plan til syne. Det er den energi, som skaber syntese, og som holder alting inden for den guddommelige kærligheds cirkel. Efter dens indvirkning i løbet af det sidste par år, er menneskets tænkning blevet mere optaget af at skabe enhed og af at opnå syntese i alle menneskelige relationer end nogensinde før, og et af denne energis resultater har været dannelsen af De Forenede Nationer.

(Strålerne og Indvielserne, side 709)

Samarbejde med Shamballa-kraft

To tusinde år er gået siden Getsemane og siden Kristus for første gang etablerede kontakt med Shamballa-kraften og ved hjælp af denne og på menneskehedens vegne skabte en forbindelse, som selv ved slutningen af det tyvende århundrede ikke er andet end en tynd, spinkel tråd af forbindende energi.

Denne Shamballa-kraft er ikke desto mindre tilgængelig, hvis den bruges rigtigt, men evnen til at udtrykke den ligger i, at man forstår den (så meget, som det er muligt ved dette midtvejspunkt i menneskets evolution) og anvender den i gruppen. Det er en forenende synteseskabende kraft, men den kan bruges som en disciplinerende, standardiserende kraft. Må jeg gentage de to nøgleord til anvendelse af Shamballa-energien: Gruppeanvendelse og gruppeforståelse.

Menneskeheden har haft meget svært ved at forstå betydningen af kærlighed. Derfor vil dens problem i relation til viljen naturligvis være endnu mere vanskelig. For langt de fleste mennesker er sand kærlighed stadig kun teori. Kærlighed (som vi normalt fortolker den) viser sig som venlighed, men det er venlighed over for livets formside, over for personlighederne omkring os, og den slår sig sædvanligvis til tåls med at opfylde et ønske om at udføre vore forpligtelser og til ikke på nogen måde at hindre de aktiviteter og forbindelser, der tjener vore medmenneskers vel. Den giver sig udtryk i et ønske om at gøre en ende på misbrug og om at tilvejebringe lykkeligere materielle forhold i verden; den viser sig som moderkærlighed, som kærlighed blandt venner, men endnu kun sjældent som kærlighed blandt grupper og nationer. Den er temaet i den kristne lære, ligesom viljen i sit guddommelige udtryk vil blive temaet i den kommende verdensreligion; den har været den impuls, der ligger til grund for meget af det gode arbejde, der er gjort inden for områder som filantropi og menneskets velfærd, men i virkeligheden er kærligheden endnu aldrig blevet bragt til udtryk - undtagen gennem Kristus.

Måske vil I spørge: Når det er således, hvorfor fremhæver du da dette højeste guddommelige aspekt? Hvorfor ikke vente til vi ved mere om kærligheden, og hvordan vi skal manifestere den i vore omgivelser? Fordi viljen i sin sande udtryksform i dag er nødvendig som en fremdrivende, uddrivende kraft og samtidig en klarende, rensende faktor.
(Esoterisk Astrologi, side 525-526)

De tre fremskyndende Shamballa-aspekter er: liv, kvalitet og energi:

  1. Viljen, der betinger livsaspektet.
  2. Viljen, der bringer fuldbyrdelse af de rette menneskelige relationer.
  3. Viljen, der til sidst overvinder døden.

Disse tre aspekter er alle beslægtet med de tre guddommelige udtryk for ånd, sjæl og legeme, for liv, bevidsthed og form, for liv, kvalitet og tilsynekomst. Denne fase i Kristi liv er aldrig blevet rigtigt studeret, og dog ville selv en ringe forståelse af denne fase hjælpe menneskeheden til at drive det onde (på det individuelle, gruppemæssige og planetariske område) tilbage til det sted, hvorfra det kom; det ville hjælpe menneskeheden til at befri sig fra den rædsel, der i dag ligger på lur og trodser Gud og mennesker.

Shamballa-energien er derfor den energi, der er forbundet med menneskehedens levende aktivitet (gennem bevidsthed og form), vi behøver ikke at betragte dens relation til resten af den manifesterede verden; den vedrører etableringen af rette menneskelige relationer og er denne tilstand af væren, som til sidst ophæver dødens magt. Den er derfor en drivkraft, ingen impuls; den er virkeliggjort hensigt og ikke udtryk for begær. Begæret arbejder nede fra og op gennem den materielle form; viljen arbejder nedad til formen og bøjer bevidst formen ind under den guddommelige hensigt. Det ene er invokativt (påkaldende) og det andet er evokativt (fremkaldende). Begæret kan, når det bliver samlet og koncentreret, påkalde viljen; viljen kan, når den fremkaldes, bringe begæret til ophør og blive en iboende, fremskyndende, drivende kraft, stabiliserende, tydeliggørende og - blandt andet - til sidst ødelæggende. Den er meget mere end dette, men det er alt, hvad mennesket kan fatte i vor tid, og alt, hvad hans opfattelsesmekanisme hidtil har kunnet bruges til. Det er denne vilje - vakt ved invokation - der skal koncentreres i sjælens lys og helliges lysets hensigter med henblik på at skabe rette menneskelige relationer, som skal bruges (i kærlighed) til at ødelægge alt, hvad der hindrer menneskelivets frie strøm, og hvad der bringer død (åndelig som fysisk) over menneskeheden. Viljen skal påkaldes og fremkaldes.

(Esoterisk Astrologi, side 526-527)

Der er kun én måde, hvorpå koncentreret ond vilje med dens modtagelighed over for Shamballa-kraften kan besejres, og det er ved at stille den over for en lige så koncentreret åndelig vilje, udvist af modtagelige mænd og kvinder af god vilje, der kan skole sig til at blive sensitive over for denne type af ny, indstrømmende energi og lære, hvordan de skal påkalde og fremkalde den.

I kan derfor se, hvorfor jeg havde mere end den tilfældige brug af et gængs ord i tankerne, da jeg talte om udtrykkene god vilje og viljen-til-det-gode. Hele tiden havde jeg ikke blot i tankerne venlighed og gode hensigter, men også den koncentrerede vilje-til-det-gode, der kan og må fremkalde Shamballa-energien og bruge den til at standse de onde kræfter.

Jeg erkender, at dette er et relativt nyt begreb for mange af jer; for andre vil det kun betyde lidt eller intet; andre igen kan have en vag idé om denne nye tilnærmelse til Gud og tjeneste, som - gentager jeg - kan og må genskabe, genopbygge og rehabilitere verden. Jeg vil gerne her fremhæve, at man kun kan komme i kontakt med viljesaspektet fra det mentale plan, og derfor kan kun de, som arbejder med og gennem tænkeevnen, begynde at tilegne sig denne energi. De, som søger at vække Shamballa-kraften, kommer meget tæt på ild-energien. Ilden er det mentale plans symbol og kvalitet. Ilden er et aspekt af den guddommelige natur. Ilden blev et fremherskende aspekt af krigen. Ild frembringes ved fysiske hjælpemidler og ved hjælp af mineralriget, og dette var det store, truende og foretrukne ødelæggelsesmiddel i denne krig. Dette er en opfyldelse af den ældgamle profeti om, at forsøget på at udslette den ariske race ville ske ved hjælp af ild, ligesom det gamle Atlantis blev tilintetgjort ved vand. Men den flammende gode vilje og den bevidste, koncentrerede brug af Shamballa-kraften kan imødegå ild med ild og dette må gøres.

Jeg kan ikke oplyse jer mere om dette emne, før I har givet jer tid til at tænke nærmere over det og har søgt at forstå viljens anvendelse, dens natur, hensigt og dens relation til det, som I forstår ved menneskets vilje. I må tænke dybt over, hvordan den bør anvendes, og på hvilken måde aspiranter og disciple, som er mentalt polariserede, kan koncentrere denne vilje og uden fare påtage sig ansvaret for at bruge den fornuftigt. Senere, når I ved mere derom, kan jeg give jer nærmere oplysninger om dette spørgsmål. Jeg vil dog gerne komme med et praktisk forslag. Kunne man ikke danne en gruppe, som ville tage dette spørgsmål op som meditationstema, og som ville forsøge at gøre sig egnede til - ved den rigtige forståelse - at kunne forbinde sig med Shamballa-energien og anvende den? Ville det ikke være muligt efterhånden at udarbejde dette tema over åbenbaringen af den guddommelige vilje, således at hele problemet kunne være parat til at blive fremstillet for den tænkende offentlighed, når der engang bliver virkelig fred? Der er meget at tænke over i denne forbindelse. Der er anskueliggørelsen af viljens tre aspekter, således som de er nævnt ovenfor; der er forberedelsen af det enkelte menneske til at give udtryk for denne energi; der er den modne overvejelse vedrørende Hierarkiets forbindelse til Shamballa; denne forbindelse styrkes, efterhånden som mestrene forsøger at udarbejde den guddommelige hensigt og at være formidlere af viljesenergien. Der er bestræbelsen for til en vis grad at begribe beskaffenheden af det første aspekts direkte indvirkning på menneskets bevidsthed, helt afsondret fra det hierarkiske center - en indvirkning uden den absorberende og formindskende proces, som Hierarkiet underkaster den. Jeg har henvist til denne direkte kontakt andetsteds; den kan blive mere direkte og mere fuldkommen, når der er skabt større sikkerhed for en mere forstående menneskelig tilnærmelse.

(Esoterisk Astrologi, side 529-531)

Shamballa-kraftens kvalitet og virkning

... Tre store energier er fokuseret i Shamballa, hjemstedet for ild:

  1. Renselsens energi: Det er en iboende kraft i det manifesterede univers, der gradvis og vedholdende tilpasser substansens aspekt til det åndelige ved den proces, vi kalder renselse, når det drejer sig om menneskeheden. Det indebærer, at alt, hvad der hindrer de iboende eller latente anlæg i den guddommelige natur i at komme til fuldt udtryk, skal elimineres. ...
  2. Nedbrydningens energi: Det er en nedbrydning, som fjerner de former, der holder det indre åndelige liv fængslet og skjuler det indre sjælslys. Denne energi er således et af hovedaspekterne i det guddommelige livs rensende natur ... Man bør huske to ting i forbindelse med guddommens tilintetgørende aspekt og med dem, der er ansvarlige for dets tilsynekomst:


    • Medlemmerne i Shamballas råd sætter den nedbrydende aktivitet i gang ved at anvende viljeskraften, og deres arbejde går ud på at bringe formerne i rigerne under de menneskelige i overensstemmelse med den hensigt, der er under udvikling. Ifølge cyklisk lov sætter nedbrydende energi ind og tilintetgør de livsformer, der forhindrer det guddommelige udtryk.
    • Den aktiveres ligeledes af menneskehedens egne beslutninger, hvilket - ifølge karmaloven - gør mennesket til hersker over sin egen skæbne, idet disse beslutninger fører til igangsættelse af de årsager, der bliver ansvarlige for cykliske begivenheder og konsekvenser i menneskelige forhold.


    Der findes naturligvis en tæt forbindelse mellem første stråle for vilje eller magt, energierne der er koncentreret i Shamballa og karmaloven, især med dens planetariske kraft og i relation til den fremskredne menneskehed. To faktorer har, subjektivt og åndeligt, fremskyndet denne verdenskrise: Den menneskelige families vækst og udvikling samt (som I har fået at vide) Shamballa-kraftens indstrømning på dette særlige tidspunkt, både som følge af karmisk lov og som følge af det store råds planlagte beslutning.
  1. Organisationsenergien: Denne energi satte de store strålelivs aktivitet i bevægelse, hvorved der skabtes motivering og tilskyndelse af det, der frembragte manifestationen. På den måde blev de syv strålekvaliteter bragt til udtryk. Relationen mellem ånd og stof førte til denne ordnede proces, der igen cyklisk og ifølge loven skaber den manifesterede verden som et område for sjælsudvikling, og som et område, hvor den guddommelige hensigt formes ved hjælp af planen. ...

Det er disse tre energier, der har fremskyndet verdenskrisen, og det er nyttigt for os at erkende den egentlige natur af Shamballa-kræfterne, når de påvirker vort planetariske liv og former menneskenes skæbne.
(Strålerne og Indvielserne, side 94-97)

Lys kan betragtes som et symptom, en reaktion på mødet og den efterfølgende fusion mellem ånd og stof.

Hvor dette store punkt for fusion og solkrise (for det er hvad det er, endog når det frembringer en planetarisk krise) kan observeres i tid og rum, kommer der straks et lys, og det er så intensivt, at kun de, der kender sjælens lys, og som kan tåle det hierarkiske lys, kan skoles til at træde ind i og blive en del af Shamballa-lyset og vandre i de »strålende haller, hvor de lys befinder sig, der udfører Guds vilje«.

For at bringe begrebet lidt nærmere: først når personlighedens vilje og sjælens vilje smelter sammen - fremkaldt af kærlighed - vil sjælens lys dominere personlighedens materielle lys. Dette er en vigtig oplysning. Først når monadens vilje og Hierarkiet af sjæles vilje mødes og smelter sammen i »de øvre kredse« (hvis jeg må anvende et så nutidigt udtryk), kan det udstrålende livslys dominere menneskehedens og Hierarkiets sammensmeltede lys. Kun svagt vil man kunne forestille sig denne gruppefusion og forbindelse finde sted.

Det er ligeledes det første tegn på den udstråling fra Shamballa, der forårsager den omfattende åbenbaring af det onde, en udstråling som nu skaber uro i verden, og som har tilvejebragt konfrontationen mellem godt og ondt. Dette tegn på udstråling er den betingende faktor bag det, der kaldes planlægning for efterkrigstiden, og bag de tanker om rekonstruktion og genopbygning af verden, som den bedste menneskelige tænkning er koncentreret om på dette tidspunkt.

Husk endelig, at det onde (det kosmisk onde eller kilden til det planetariske onde) er meget tættere på Shamballa end på menneskeheden. De store liv dér er fuldstændig fri for blændværk. Deres vision er bemærkelsesværdig i hele sin enkelhed. De beskæftiger sig kun med åndens og stoffets store og enkle dualitet og ikke med de mange former, som fusionen mellem disse to skaber. Stoffets herredømme over ånden (og dens refleksion, sjælen) er det, der udgør det onde, og det gælder, hvad enten dette udsagn anvendes om den enkeltes eller gruppens udvikling. De »lys, der udfører Guds vilje«, er fri af det ondes fortryllelse. Det lys de færdes i beskytter dem, og deres egen naturlige og iboende udstråling afviser det onde. Men de »færdes ved siden af det onde, som alle mindre former har tendens til«. De er en del af en stor iagttagende gruppe, der »bevæger sig fremad i tid og rum«. Dens medlemmer iagttager den store krig og konflikt, der foregår på jorden mellem lysets og mørkets kræfter. De har sluppet lysets kræfter fri på jorden, medens det ondes kræfter er iboende selve den substans, som de mange livsformer er opbygget af.

På nuværende tidspunkt arbejder Shamballas store råd, der hidtil har arbejdet gennem Hierarkiet, med livet i formen. De må gå frem med største forsigtighed, når de arbejder på denne måde, for disse lys véd, at faren ved for tidlig direkte kontakt med menneskeheden og den deraf følgende overstimulering er stor. En af årsagerne til den nuværende verdensomvæltning er, at menneskeheden blev fundet egnet til at kunne modtage »berøring fra Shamballa«, uden at den var nedtrappet via Hierarkiet, således som det hidtil har været sædvane. Beslutningen om at anvende denne berøring (som er et stort eksperiment) blev taget i 1825, da det store råd havde sit sædvanlige hundredeårsmøde. Følgerne kender I. De sker lige for øjnene af jer. Industrialiseringen begyndte at tage form for hundrede år siden og fik et stort skub fremad af denne berøring. Det onde i nationer - aggression, grådighed, intolerance og had - blev vækket som aldrig før og to verdenskrige var følgen, den ene raser stadig (skrevet oktober 1943). Sideløbende skete der en forøgelse af det gode, igen som reaktion på den guddommelige »berøring«, hvilket førte til voksende forståelse, til udbredelse af idealisme, til højnelse af vore uddannelsessystemer og til iværksættelse af reformer inden for alle områder af menneskets liv. Alt foregår hurtigere, og en sådan vækst har man ikke set i global målestok før 1825. Viden om Hierarkiet spredes ligeledes over hele jorden, ligesom det faktum, at discipelskab og indvielse gælder alle. Som følge deraf er menneskeheden gået fremad og ind i et lys af større styrke. Godt og ondt står tydeligere tegnet, lys og mørke sidestilles på fremragende måde, rigtigt og forkert er tydeligere defineret, og menneskeheden som helhed ser de store problemer om retfærdighed og kærlighed, om synd og separatisme ud fra en global målestok.

(Strålerne og Indvielserne, side 155-157)

Gruppeanvendelse og gruppeforståelse

... To nøgleord til anvendelse af Shamballa-energien: Gruppeanvendelse og gruppeforståelse.

(Esoterisk Astrologi, side 525)

Gruppeindvielse

Den indviede har altid været. Den guddommelige gudesøn har altid kendt sig selv som den, han er. En indviet er ikke et resultat af evolutionsprocessen. Han er årsagen til evolutionsprocessen ...

(Strålerne og Indvielserne, side 72)

Det arbejde, Shamballa og Hierarkiet nu udfører i menneskehedens interesse, vil også medvirke til at udvikle gruppebevidsthed og til, at der dannes mange grupper, der vil være levende organismer og ikke organisationer. Det vil muliggøre gruppeindvielse og utvivlsomt få visse aspekter af viljen til at blomstre korrekt og med sikkerhed.
(Strålerne og Indvielserne, side 107)

Gruppeindvielse betyder, at de fleste af medlemmerne er korrekt orienteret, at de har i sinde at acceptere den disciplin, som vil forberede dem til den næste store bevidsthedsudvidelse, og at ingen af dem på nogen måde kan ledes bort fra deres hensigt (bemærk dette ord med dets hentydning til første stråle eller Shamballa), uanset hvad der sker i deres omgivelser eller personlige liv. I bør reflektere over dette, hvis I ønsker at gøre de nødvendige fremskridt.
(Strålerne og Indvielserne, side 48)

Betragter vi dette emne fra en anden vinkel, kan det siges, at den mentale polarisering hos disciplen, der søger at træde ind i den hierarkiske arbejdssfære, skaber en sammensmeltning af indviende karakter, som er ny i jordens åndelige historie, og som er det første skridt, der tages i denne tid på indre og subtile plan for at frembringe bestemte store »indvielseskriser«. Det involverer samtidig de tre store planetariske centre - noget hidtil ukendt. Frem til 1875 var indvielse en successiv proces såvel som en individuel proces. Dette er langsomt ved at blive ændret. Grupper gives nu adgang til indvielse på grund af en erkendt og fornemmet relation, som ikke er relationen mellem discipel og mester (som hidtil), men som er baseret på indviedes relationer som grupper, og som findes mellem Menneskehed, Hierarki og Shamballa. Det er denne åndeligt og subtilt fornemmede relation, der i dag kommer til udtryk på det fysiske plan i en verdensomspændende bestræbelse på at etablere rette menneskelige relationer.
(Discipleship in the New Age, bind II, side 351-352)


De fjorten regler for gruppeindvielse er »regler eller formler for tilnærmelse« og først og fremmest beskæftiget med Shamballa- eller livsaspektet ... (og udtryk for) viljesaspektet. De beskriver udviklingen af gruppebevidsthed, fordi det er endnu kun som gruppe, det er muligt at nå viljens Shamballa-kraft. ... Kun gruppen er i stand til, efter den påtænkte nye arbejds- og gruppeindvielsesmetode, at påkalde Shamballa.
(Strålerne og Indvielserne, side 47)

Gruppevilje

Gruppen erkender og arbejder under hensigtens stærke påvirkning. Den enkelte indviede arbejder med planen. Gruppen udtrykker sig - så vidt det er muligt i ethvert givet øjeblik i tid og rum - i overensstemmelse med Den enes vilje, Han i hvem vi lever og røres og har vor væren, livet i alt som er. ... Gruppen kan være, og er det ofte, modtagelig over for det »strålende center«, Shamballa, som den enkelte indviede til trods for sin egen opnåede identitet ikke kan respondere på alene. Det enkelte gruppemedlem beskyttes af gruppen mod de vældige kræfter, der strømmer fra Shamballa. Gennem en bestemt proces trappes de ned og fordeles til alle gruppemedlemmer, således at deres påvirkning ikke kun fokuseres i ét enkelt gruppemedlems centre. Her er forklaringen på gruppearbejdets betydning. En af hovedfunktionerne er, esoterisk udtrykt, at optage, dele, bringe i cirkulation og derefter fordele energi.
(Strålerne og Indvielserne, side 79-80)

En discipelgruppe må, som jeg allerede har fortalt jer, udmærke sig ved ren fornuft, og den vil erstatte motiv, og til sidst smelte sammen med monadens viljesaspekt. Teknisk set er viljesaspektet Shamballas direkte forbindelse med menneskeheden. Hvad er derfor gruppevilje i en ashram eller i en mesters gruppe? Er den til stede i en form, der er vital nok til at betinge grupperelationerne og til at forene alle som en skare af brødre på vej ind i lyset? Har de enkelte personligheders åndelige vilje en sådan styrke, at den afviser personlighedens relation og leder til åndelig erkendelse, åndelig vekselvirkning og åndelig relation? Det er først, når disciplen overvejer disse grundlæggende følger af at stå sammen som en gruppe i »hovedets klare lys«, at han har tilladelse til at bringe personlige tankeindtryk ind i billedet, og da sker det kun som en følge af gruppens midlertidige begrænsning.

(Discipleship in the New Age, bind II, side 6-7)

  1. Monaden forbinder den indviede med Guds vilje, med rådet i Shamballa, med aktive kræfter på planeten Pluto og på en anden planet, som må forblive navnløs, og også med den centrale åndelige sol.
  2. Sjælen forbinder den indviede med Guds kærlighed, med guddommens bevidsthedsaspekt og med Hierarkiet som helhed via den ashram, der ledes af den mester, som hjalp ham til at tage indvielse. Endvidere forbindes han med planeterne Venus og Merkur, med solen Sirius og med solens hjerte.
  3. Personligheden forbinder den indviede med Guds sind, med det planetariske livs intelligensprincip, med menneskeheden som helhed, med Saturn og Mars og med den fysiske sol gennem dens praniske aspekt.
  4. Planetens livsaspekt eller det store hav af kræfter, hvori disse tre aspekter lever, røres og har deres væren, forbinder den indviede med det liv, der formes gennem Shamballa, gennem Hierarkiet og gennem menneskeheden og danner således en del af manifestationens store samlede sum.
    (Strålerne og Indvielserne, side 108-109)

Det er forandringer af de »bevægelige og skiftende realiteter«, som påvirker Hierarkiets medlemmers sjælsbevidsthed og åndelige væren, og som er ansvarlige for de nye tendenser i åndens liv og de nye metoder til skoling af disciple - for eksempel i eksperimentet med at eksternalisere mestrenes ashramer. Det er denne nye fremgangsmåde vedrørende livsbetingelser på grund af indstrømningen af nye energier, som skaber den universelle tendens, der går i retning af gruppebevidsthed, og som vil skabe det største resultat for den menneskelige familie, idet den derved kan tage det første skridt hen imod gruppeindvielse. Gruppeindvielse har man aldrig hørt om tidligere, undtagen i forbindelse med de højere indvielser, der udgår fra centret i Shamballa. Gruppeindvielse er baseret på en målrettet og forenet gruppevilje, der er viet til tjeneste for menneskeheden og baseret på loyalitet, samarbejde og samhørighed.
(Strålerne og Indvielserne, side 30)

Når den enkelte discipel bygger regnbuebroen, antahkaranaen, og når en gruppe disciple bygger gruppeantahkaranaen, så muliggøres den »triadeperception«, der hentydes til tidligere. Når disciplen har kastet en tråd af levende lys (ved hjælp af evnen til magnetisk kærlighed) over det rum, der adskiller triaden og personligheden, opdager han, at han er en del af en gruppe. Denne gruppeerkendelse, som i begyndelsen kommer til mangelfuldt og uintelligent udtryk, er den faktor, der sætter ham i stand til at gå langs den fastgjorte tråd ind i en mesters ashram.

I den gamle undervisning befandt mesterens ashram og Hierarkiets fokus sig på de højere niveauer af mentalplanet. Sådan er det ikke mere. Nu befinder de sig på planet for åndelig kærlighed, intuition og buddhi. Hierarkiet er på vej mod det højere Shamballa-center og retter sig på samme tid mod det lavere center, menneskeheden. Begge aktiviteter har mennesket selv muliggjort. Menneskehedens tiltagende intuitive opfattelse - for den højere gruppes vedkommende - gør, at mennesket bliver bedre i stand til at fungere på discipelskabets vej og på højere niveauer end nogensinde før. Det erkender Hierarkiet. Massernes tiltagende aspiration drager også mestrene nærmere til menneskeheden end nogensinde tidligere. Dette er et eksempel på den indviede bevidstheds evne til på samme tid at fungere på indviede trin og i de tre verdener. Det samme ses rent symbolsk i sindets dobbelte aktivitet, idet det med sund fornuft beskæftiger sig med alle sager i de tre verdener på samme tid, som det åndelige sind beskæftiger sig med alt i forbindelse med sjælen, lys og indre oplysning.

Det andet krav om, at sans for syntese skal være målet for den skoling, der gives ansøgere i den nye tidsalder, er et direkte bevis på den nye Shamballa-kontakt, fordi syntese er en af den guddommelige viljes egenskaber, og en af guddommens helt specielle kvaliteter. Det var uundgåeligt, at intelligens og kærlighed blev evolutionære mål på planeten, og at de blev de to første guddommelige aspekter, der skulle udvikles, idet de er kvaliteter i viljen. De muliggør manifestationen af den guddommelige vilje. De er en garanti for, at denne vilje kan anvendes intelligent, og at den har magnetisk kraft til at kunne tiltrække det, der er nødvendigt for at kunne tilkendegive eller manifestere den guddommelige planlagte hensigt, der er en visualiseret syntese og motiveret, iværksat, konstrueret og gjort mulig ved hjælp af den samme viljes dynamiske aspekt.

Det er interessant at se de mange beviser i nutidens verden på, at Shamballa-energien rammer den menneskelige bevidsthed direkte og frembringer øjeblikkelige resultater. Tilintetgørelsens aspekt i første stråle for vilje eller magt frembringer en verdensomspændende nedbrydning gennem anvendelsen af det første naturrige, mineralriget. Det, der er fremstillet af metaller og kemikalier, bringer katastrofe og nedbrydning på jorden, først og fremmest i menneskeriget. Samtidig fremkalder viljens anden egenskab - syntese - en ligeså vidtrækkende respons. Denne sans for syntese har indvirkning på masserne, før den påvirker det enkelte menneske, og det er meget interessant og vigtigt at lægge mærke til på dette tidspunkt. Senere vil denne dynamik, som findes i viljen, og som anvendes af den nye gruppe af verdenstjenere og af verdens disciple og indviede, ændre massernes instinktive respons til reel erfaring og skabe »tilsynekomsten« på jorden af den nye, udviklede »kvalitet«, som »livet« forsøger at tilkendegive i den nye tidsalder. ... De tre guddommelige aspekter: Liv, kvalitet og tilsynekomst ... er nu ved at komme til syne i deres endelige form i denne særlige cyklus.

(Strålerne og Indvielserne, side 131-132)

Menneskeheden har udviklet sig så hensigtsmæssigt, at vor tids mål, teorier, hensigter og beslutninger, der nu kommer til udtryk i menneskets tænkning og skrivning, viser, at guddommens viljesaspekt i sin første spæde manifestation er begyndt at gøre sin nærværelse mærkbar. Har i fulgt disse fingerpeg? Har I erkendt, at massernes opstand og deres beslutning om at overvinde begrænsninger og alle hindringer for at forbedre verdens tilstand er antydninger i denne retning? Har I forstået den kendsgerning, at de sidste to hundrede års omvæltninger er tegn på stræben efter det åndelige aspekt? Dette åndelige aspekt er liv og vilje. Verden i dag viser tegn på nyt liv. Tænk over dette, og hvad det indebærer i nutiden af umiddelbare forandringer, og forestil jer, hvilken vej verden vil gå under inspiration af den åndelige vilje.
(Discipleship in the New Age, bind II, side 278)

Gruppeskoling

Hvad er det for nyere sandheder, jeg som formidler har ansvar for at videregive til de okkult studerende i verden? Lad mig kort nævne dem efter deres relative betydning:

  1. Læren om Shamballa. Der er kun blevet oplyst lidt om dette emne. Kun navnet var kendt. Denne lære omfatter:


    • Information om viljesaspektets natur.
    • Antydninger om Sanat Kumaras bagved liggende hensigter.
    • Vejledning vedrørende bygningen af antahkaranaen, som er det første skridt mod at opnå monadisk bevidsthed, og dermed det første skridt mod den højere evolutions vej.
  1. Læren om det nye discipelskab. Den er revolutionerende i forhold til de gamle skoler for okkultisme. ...
  2. Læren om de syv stråler. ...
  3. Læren om den nye astrologi. ...
  4. Information om den nye gruppe af verdenstjenere og deres arbejde. ...
  5. Forsøget på at danne en eksoterisk gren af de indre ashramer. Dette bevidnes af det arbejde, jeg har udført med en speciel gruppe aspiranter og accepterede disciple, hvis instruktioner, som kommer fra min ashram, er nedskrevet i bogen Discipelskab i den nye tidsalder (bind I og II).
  6. Læren om den nye verdensreligion, hvor vægten lægges på de tre store fuldmåneperioder (i Vædderens, Tyrens og Tvillingernes tegn, som for det meste falder i henholdsvis april, maj og juni) samt de ni (af og til ti) mindre fuldmåner ...
    (Strålerne og Indvielserne, side 262-265)

Det er vanskeligt for esoterisk studerende at forstå, at vægten i de fremtidige oplysningsskoler vil blive lagt på livsaspektet og ikke på kontakt med sjælen. Målet vil være overførsel og ikke forening. Nutidens aspiranter og disciple er stort set et resultat af den gamle form for undervisning og er blomsten af de processer, menneskeheden har været igennem. Dette er en afgørende overgangsperiode. I overført betydning er verdens disciple og aspiranter nu på samme stadium, som den gruppe vi beskæftiger os med - det stadium, hvor livet overføres fra den ydre form til den indre væren. Heraf kommer også de vanskeligheder, I alle står overfor, og det er en vanskelig opgave for jer at forstå det realistiske i det, jeg forsøger at forklare jer. Problemet med sjælskontakt er noget I kan fatte og forstå, i det mindste teoretisk. Det er ikke lige så let at forstå problemet ved overførsel af liv fra det nuværende højest opnåede punkt til et vagt og mystisk åndeligt punkt.
(Strålerne og Indvielserne, side 233-234)

Den enkelte discipel, der søger indvielse, har efter moden overvejelse fuldt ud accepteret at smelte sammen med gruppen. Han opnår denne sammensmeltning ved hjælp af sin egen individuelle indsats og er (gennem hele processen) en ubetinget fri formidler, der går fremad og bliver mentalt inklusiv i det tempo - hurtigt eller langsomt - som han ønsker det. Han bestemmer selv tid og sted uden indblanding eller hindringer fra nogen ydre magt.

Dette er den relativt nye åndelige teknik, og det er en teknik, der er accepteret af indviede og disciple af alle grader i de tre guddommelige centre.
(Discipleship in the New Age, bind II, side 353)

Stadiet med erkendelse af den åbenbaring, som den indviede fik i de store mysterier, er opdelt i mindre faser. De kan beskrives som tre faser, men meget afhænger af den indvielse, der skal tages og af den forberedte discipels stråle. Disse stadier er:

1. Stadiet med gennemtrængning. Her henvises til en gennemtrængning af verdens blændværk, hvorved følgende to mål opnås:

  1. Den åndelige triades lys strømmer ind i den indviedes bevidsthed via antahkaranaen, således at planen for menneskeheden og den guddommelige hensigt i relation til planeten bliver stadigt mere klar. Dette indleder en relation til Shamballa.
  2. Dele af verdens blændværk bliver således opløst, og der finder en klaring af astralplanet sted. Menneskeheden tjenes som konsekvens heraf. Enhver discipel, der når frem til at erkende den begyndende åbenbaring, frigør lys og opløser en del af det blændværk, som forblinder menneskemasserne. Sjette stråle disciple er meget længere om dette gennemtrængningsstadium end disciple på andre stråler, men kun i denne verdenscyklus.

2. Stadiet med polarisering. Dette er det stadium, hvori den indviede, som har ladet lyset komme ind, og som er trængt gennem verdensblændværkets tætte tåge og dis, pludselig forstår, hvad han netop har gennemgået, og han står fast, har rigtig retning mod visionen (eller med andre ord retning mod Shamballa). Noget af det, vi må forstå her, er, at når den indviede bliver et hierarkisk livspunkt (enten i periferien af Hierarkiet eller inden for omkredsen eller i centrum), så er han en ganske bestemt del af de hierarkiske bestræbelser. Disse bestræbelser er rettet direkte mod det større livscenter - Shamballa. De studerende er tilbøjelige til at tro, at Hierarkiet retter sin opmærksomhed mod menneskeheden. Sådan er det ikke. De responderer på menneskelige behov, når kravet er kraftigt, og de er vogtere af planen. Men retningen for hele den hierarkiske gruppe er hen imod det første aspekt, når det kommer til udtryk som Logos' vilje, og det manifesterer sig gennem Shamballa. Ligesom disciplen har to ting at gøre: at polarisere sin position ved at etablere rette menneskelige relationer og på samme tid at blive et bevidst, fungerende medlem af gudsriget og Hierarkiet, så må den indviede - på en højere drejning af spiralen - etablere rette relationer til Hierarkiet og samtidig blive vidende om Shamballa.

Alt, hvad jeg kan meddele her, er det ønskede mål for bestræbelserne, men formuleringen er relativ meningsløs, undtagen for dem, der har erfaret indvielsesprocessen i større eller mindre grad set i forhold til de indvielser, de allerede har taget. Denne polarisering, denne tilstand med fokuserede bestræbelser og denne opnåede orientering er den grundlæggende idé, der ligger bag talemåden »indvielsens bjerg«. Den indviede »sætter sine fødder på bjergets top og fra dette høje sted modtager han Guds tanke, ser drømmen i Guds sind, følger Guds blik fra det centrale punkt til ydre mål og ser sig selv, som alt der er og dog som en del af helheden«.

3. Stadiet med præcipitation. Når han således ved gennemtrængning og polarisering har identificeret sig med planen og Guds vilje (som er nøglen til Shamballa), så fortsætter han - som et resultat af denne trefoldige erkendelse med at udføre sin del af arbejdet med at materialisere planen og med at bringe så meget af planen frem til ydre manifestation og udtryk, som han kan. Han bliver først og fremmest en forpost for Hierarkiet (hvilket nødvendigvis betyder, at han er blevet sensitiv over for Shamballa-energien) og dernæst i tiltagende grad en formidler af lys - det universelle lys eller monadens lys.

Jeg har ikke mere at sige i dag om indvielse. Tænk over det, som jeg her har meddelt, og forstå så meget I kan med forestillingsevnen om det storslåede i indvielsesprocessen, som omfatter så meget mere end det, der hidtil er blevet antydet i en lære. Når krigen er overstået, og den nye verden med dens kommende civilisation og kultur begynder at tage form, så vil der blive lagt en øget betoning på den overvågende guddoms hensigt eller på den grundlæggende livsenergi, således som den manifesterer sig gennem menneskeheden. Dette vil blive gjort af skolede esoterikere. Meget af det, der i vor tid er blevet sagt af verdens ledere og tjenende arbejdere i alle nationer, antyder, at der findes en ubevidst respons på Shamballa-energien. Hen imod slutningen af århundredet og i de første tiår af det 21. århundrede vil der blive frigivet en lære om Shamballa. Menneskets abstrakte tænkeevne vil da stræbe efter at forstå denne lære, ligesom det nuværende mål for disciplen er hierarkisk kontakt. Blændværk forsvinder. Illusioner nedbrydes. Stadiet med gennemtrængning til en ny dimension, til en ny fase af stræben og til fuldbyrdelse, bliver hurtigt udbredt. Dette vil finde sted på trods af rædsler og kvaler og vil blive et af de første resultater af afspændingen efter krigen. Selve krigen tilintetgør illusioner, afslører behovet for forandringer og frembringer et krav om en fremtidig ny verden og en kommende skønhed i levemåde, hvilket vil være revolutionerende og er en praktisk respons på en intensiv indvielsesproces, som alle disciple kan deltage i, og som fremskredne aspiranter kan forberede sig til.
(Discipleship in the New Age, bind II, side 259-262)

Hemmeligheden om de højere indvielser ligger i en skolet anvendelse af den højere vilje. Den ligger ikke i renselse, i selvdisciplin eller i andre af de metoder, som før i tiden blev antaget for at føre til sandheden. Hele problematikken om Shamballa-viljen åbenbares fortløbende og vil i den nye tidsalder efterhånden ændre disciplens måde at nærme sig indvielse på. Emnet »vejen til Shamballa« kræver dybe studier og esoterisk forståelse. I denne tanke om den nye og fremtidige del (om jeg så må sige) af vejen eller stien, som nutidens discipel står overfor, ligger hemmeligheden om den kommende åbenbaring og om den åndelige verdensorden, der vil blive synlig, efterhånden som menneskeheden skaber den nye verdenscivilisation og begynder at forme den nye kultur. Den monadiske viljes brændende, rensende og nedbrydende virkninger på sit eget fordrejede spejlbillede, den individuelle vilje, fortjener i høj grad grundige overvejelser.
(Strålerne og Indvielserne, side 42)


Viljen styrer vejen til Shamballa og er grundlaget for al tilnærmelse til og forståelse af og identifikation med - væren.
(Strålerne og Indvielserne, side 57)

Der findes billedligt set tre døre til Shamballa:

1. Der er fornuftens dør, den klare opfattelse af sandhedens dør. Kristus gav nøgleordet til denne lære, da han sagde: »Jeg er Vejen, Sandheden og Livet«. Vi ved meget om denne vej, fordi vi har modtaget megen undervisning om den, og denne undervisning fører, hvis den følges, mennesket ind i Hierarkiet. Han bliver da en reel del af Hierarkiet. Som aspiranter ved vi relativt lidt om denne sandhed. Sandhed - som vi forstår den, når vi begynder at betræde discipelskabets vej - gælder de store sandheder, der (set fra de oplystes synsvinkel) blot er livets ABC. Disse sandheder er:

  1. Manifestationen af guddommelighed på det fysiske plan.
  2. Avatarernes lære. Den åbenbares i religionshistorien.
  3. Bevidsthedens natur, gennem udviklingen af psykologi.
  4. Læren om treenighed, således som den kommer til udtryk gennem aspekterne og attributterne.

Disse fire udtryk af sandhed vil vise sig at indeholde al den viden, som den indviede skal være udrustet med, når han bestiger forklarelsens bjerg ved den tredje indvielse. De har givet ham en åndelig opfattelse af planen.

Om dét liv ved vi intet som helst. Kontemplation over dets betydning er forbeholdt dem, der efter ønske kan gå ind på »livets herres enemærker« - i selve Shamballa. Det eneste, vi kender til det, er dets laveste trin. Det sætter os i stand til at studere den impuls eller det instinkt, som sætter alle livsformer i stand til at fungere, som indeholder principperne om modtagelighed over for kontakter og omgivelser, og som beliver livets ånde. Det er også på mystisk vis forbundet med luften og ilden. Det ville være nytteløst at sige mere om dette emne.

2. Der er også døren ind til viljen. Det er en gennemtrængende kraft, som forbinder plan og hensigt, og som i sig har evnen til konsekvent vedholdenhed. Denne vedholdenhed afhænger ikke af formens indhold - hvad enten det er et atoms form, et menneskes form eller en planets form - men af en vital dynamik og uforanderlig hensigt, der ligger latent i bevidstheden hos det planetariske væsen, som, »idet han har gennemtrængt hele dette univers med et fragment« af sig selv, FORBLIVER - større, mere uudgrundelig og »med en hensigt mere uforanderlig« end nogle af hans skabninger, selv de mest fremskredne og dem, der befinder sig nærmest ved ham. Kun de, der ikke på nogen måde hører til vor jordmenneskehed, har en klar opfattelse af hans guddommelige hensigt. Det er de væsener, der kom til denne planet sammen med ham og bliver sammen med ham som »den kærlige hensigts fanger«, indtil den sidste »trætte pilgrim har fundet vejen hjem«.

Denne åndelige vilje har menneskeheden intet kendskab til. Den er skjult og tilsløret af den enkeltes egenvilje og af sjælens gruppevilje. Mennesket bevæger sig gennem disse to erfaringer indtil dets individuelle vilje er udviklet og grundfæstet, fokuseret og reorienteret og dets gruppevilje udfoldes, således at den omfatter den hengivne, bevidste og individuelle vilje. Når denne fusion har fundet sted (ved den tredje indvielse) udfoldes en stor åbenbaring, og for første gang sanser den indviede den universelle vilje for dernæst at kontakte den. Fra dette øjeblik siger den indviede: »Fader, ske ikke min vilje, men din«. Lidt af det, som denne vilje omfatter kan vise sig, når vi studerer denne syvende regel og nogle af de efterfølgende regler.

3. Jeg finder ingen ord, der kan udtrykke den tredje dørs natur. Lad os i mangel af bedre kalde den døren til den monadiske sans for essentiel dualitet. Legeme og liv, sjæl og personlighed, den åndelige triade og dens udtryk, Kristus i inkarnation - alle disse dualiteter har spillet deres rolle. Mennesket er gået fra den ene bevidsthedsudvidelse til den anden. Nu når han til den sidste dualitet mellem ånd og stof, før de opløses til noget, der kun svagt og utilstrækkeligt kan beskrives med udtrykkene »isoleret enhed« og »universel syntese«. Den indviede, der har rang af en visdommens mester og ligeledes (på en højere drejning af spiralen) rang af Kristus, retter alle deres bestræbelser mod at udvikle dette identifikationssystem. Op til den fjerde indvielse er udtrykket »udvidelsessystem« dækkende. Efter denne store indvielse er udtrykket »identifikationssystem« mere passende.

Når den indviede rent symbolsk har passeret de tre døre, møder han alt liv, alle hændelser, alle forudbestemmelser, al visdom, al aktivitet og alt, hvad fremtiden må byde på af tjeneste og fremskridt, med den rene fornuft (ufejlbarlig og uforanderlig), med sand åndelig vilje (fuldstændig identisk med den planetariske Logos' hensigt), og med den højest muligt fokuserede relation. Mysteriet om relation åbenbares for ham. Da bliver hele evolutionsplanen og intentionen hos Den ene i hvem han lever og røres og har sin væren tydelig for ham. Han har ikke mere at lære i dette planetariske system. Han er blevet universel i sin holdning til alle livsformer og er også identisk med Sanat Kumaras »isolerede enhed«. Kun få af de store væsener, der danner den indre gruppe i Shamballas store råd er nu nået længere end han. De »overjordiske tre«, »de strålende syv«, »livene, der legemliggør de niogfyrre ild«, »Aktivitetens Buddhaer«, og bestemte »evige ånder« fra sådanne centre af dynamisk åndeligt liv som Sirius, eller fra det stjernebillede, som til enhver tid danner en triangel med vor sol og Sirius og en repræsentant fra Venus, er meget længere - meget, meget længere - fremme i udvikling. Endvidere er alle indviede af sjette grad og nogle få mestre, som har gennemgået en speciel skoling, fordi de er på første stråle for vilje eller magt (strålen der betinger selve Shamballa), en del af det store råd. Mange mestre og chohaner forlader vort planetariske liv helt og holdent efter at have ydet tjeneste på planeten inden for forskellige områder og efter at have arbejdet med loven om evolution.

(Strålerne og Indvielserne, side 151-153)

Nøglen til alt esoterisk arbejde, som Shamballa kræver, findes i udviklingen af kunsten at kunne visualisere. Gennem visualisering vil tre udtryk blive mulige for den menneskelige bevidsthed:

  1. Antahkaranaen kan bygges og triadens udstråling tydeligt ses. Sådan bliver den nye vision - et resultat af udviklingen af sansen for vision.
  2. Grupper, store helheder og store synteser vil også blive visualiseret, og det vil føre til en klar bevidsthedsudvidelse. Sådan vil sansen for syntese blive udviklet.
  3. Al skabende kunst vil blive næret af denne skoling, og fremtidens nye kunst inden for alle den skabende aktivitets områder vil udvikle sig hurtigt, efterhånden som skolingen skrider frem. Udviklingen af sansen for vision og sansen for syntese gennem visualisering vil føre til sansen for levende virkelighed i form.
    (Strålerne og Indvielserne, side 135)

Indvielse kan nu tages som gruppe. Dette er noget helt nyt i Hierarkiets arbejde. Kandidater til indvielse står ikke én efter én foran indvieren, men står sammen som en gruppe. Sammen kan de tænke i fuldstændig harmoni. De prøves sammen, og sammen når de »sejrens højdepunkt«, der kommer efter »spændingspunktet«. Sammen ser de »den strålende stjerne«, og sammen gør energien, der udgår fra indvielsesstaven, dem rede til modtagelse af en speciel energi, som senere skal anvendes i deres fremtidige verdenstjeneste. En sådan gruppetilnærmelse, gruppeintention og »gruppediskretion samt udtalte gruppeerkendelse«, og en sådan gruppehelligelse og gruppevision befinder sig ikke længere på forsøgsstadiet. Dette grupperesultat markerer det tidspunkt, hvor der kan indledes en ny aktivitetsfase i Shamballa. Dette vil gøre det muligt for Verdens Herre at blive hersker over en hellig planet, hvilket indtil nu ikke har været muligt. Vor jord kan nu blive en hellig planet, hvis alle de rette betingelser opfyldes. En ny guddommelig kvalitet (endnu er den ikke åbenbaret, og på dette tidspunkt er vi ikke i stand til at erkende den, hvis vi blev præsenteret for den) er langsomt ved at krystallisere sig og komme til udtryk gennem den fremskyndede indvielsesproces. Disciple er i dag vidne til, at deres planetariske Logos opnår en sol-karakteregenskab på samme måde, som »livene med samme intention« - som det kaldes esoterisk - var vidne til det for mange æoner siden. Det er til denne ukendte og gådefulde kvalitet, at stjernens »udstråling« henviser.

(Discipleship in the New Age, bind II, side 325-326)

... Der findes intet i Shamballas verden, der er af samme natur, som menneskets fænomenale verden eller endog som sjælenes verden. Det er en verden af ren energi, af lys og af styret kraft. Denne verden kan ses som kraftstrømme og kraftcentre, som alle danner et mønster af fuldendt skønhed, alle stærkt invokative over for sjælenes verden og fænomenernes verden. Shamballas verden udgør derfor i virkeligheden årsagsverdenen og verdenen for indvielse.

(Discipleship in the New Age, bind II, side 292-293)

Vejen til Shamballa
»Sjælens enkelthed åbner vejen til Shamballa«
Vejen til Shamballa

Vejen til Shamballa går gennem atma (guddommelig vilje og hensigt). Vejen til atma, »offeralteret«, går gennem buddhi, det »indre sted« (ren fornuft, guddommelig kærlighed), og gennem manas, det »ydre sted« (abstrakt tænkeevne, guddommeligt lys). Dette er triadens område, der nås ved at gå vejen over sjælen (enkelthed) - juvelen i lotusen - gennem dens tre forudgående stadier, kronbladene for viden, kærlighed og offer.

* * *

»Enkelthed bliver hurtigt mere fremtrædende, efterhånden som man nærmer sig målet for ånden. Vilje har altid med det essentielle at gøre og ikke med manifestationens detaljer. Kærlighed har med overførsel og med evolutionære grundbegreber at gøre, mens intelligens har med detaljer og med sammenhængende koordination at gøre i respons over for den guddommelige kærligheds impuls og tiltrækkende kraft samt over for åndens dynamiske impuls.

En discipelgruppe må, som jeg allerede har fortalt jer, udmærke sig ved ren fornuft, og den vil erstatte motiv, og til sidst smelte sammen med monadens viljesaspekt. Teknisk set er viljesaspektet Shamballas direkte forbindelse med menneskeheden.«
Djwhal Khul

 

»Når lys oplyser menneskenes sind og stimulerer det hemmelige lys i alle former, da åbenbarer den Ene, i hvem vi lever, sin skjulte hemmelige oplyste vilje.

Når hensigten for Karmas Herrer er fuldført, og alle de sammenvævede og nært relaterede planer alle er ført ud i livet, da kan den Ene, i hvem vi lever, sige: Godt fuldført. Intet andet end skønhed står tilbage.

Når den laveste af de laveste, den tætteste af de tætte, og den højeste af de høje er blevet løftet op ved hjælp af menneskenes små viljer, da kan den Ene, i hvem vi lever, løfte den levende oplyste planet Jorden ind i strålende lys, og da kan en anden større røst sige til ham: Godt fuldført. Fortsæt fremad. Lyset stråler.« (Den gamle kommentar).
(Discipleship in the New Age, bind II, side 314-315)



Dansk Informationscenter for World Goodwill og Triangler, Postboks 1025, DK-2650 Hvidovre, tlf. 36 78 40 19, e-mail: goodwill@email.dk

8-9-2000