Videnskaben om meditation

Udøvelse af meditation, der tidligere blev betragtet som en orientalsk skik, er blevet udbredt i de senere år.

Hvad er meditation? Hvorfor er det en videnskab?

Websters ordbog definerer udtrykket »at meditere« som »at engagere sig i kontemplation eller refleksion«. Dette er en præcis beskrivelse af en effektiv form, som vor tids meditation kan antage. Den når ud over den mystiske metodes søgen efter ekstasen ved forening med det guddommelige eller med Gud for ekstasens skyld. Den overskrider målet for mange nutidige meditationstyper, som lægger vægt på »fred i sindet« ved at frigøre sindet fra alle dets normale funktioner og derved ofte bevirker en følelse af mental lammelse frem for fred. Sindet er da ude af stand til at registrere, fortolke og anvende.

Disse tre ord giver sandsynligvis den mest præcise definition på skabende meditation - registrering, fortolkning og anvendelse. De indebærer mental aktivitet, medfører årsag og virkning, kontakt med en inspirationskilde og den deraf følgende evne til at bruge og anvende frugterne af meditationen.

Der findes en metode, som kan læres og praktiseres, hvorved bevidstheden fokuseres, samstemmes med og vendes hen imod den åndelige inspirations første kilde - sjælen. Dette begynder med sindets mentale aktivitet; ikke blot den lavere tænkeevnes analyserende og styrende egenskab, men også evnen til gennem bevidst styring at bringe den lavere tænkeevne på linje med den højere tænkeevne og sjælen. En tanke eller »sædidé« kontempleret i sjælens lys frembringer nye tanker, indre oplysning, som den lavere tænkeevne fortolker og anvender.

Fordi meditation drejer sig om mental modtagelighed, er den i sit inderste væsen et middel til at kanalisere energi. Videnskabsmænd i dag er på vej mod enighed om, at »alt er energi« - en fundamental okkult aforisme. Den livskraft, som holder al manifestation i gang, er energi; bevidsthed og respons på den energi, som strømmer ind i menneskers hjerter og sind. Bevidst styret tankevirksomhed i meditation med sindet holdt vedvarende i sjælens lys er et videnskabeligt middel til at kontakte livskraftens overordnede aspekter, som vi kalder lys, kærlighed og kraft, og derved give dem den rigtige fortolkning og styre dem i form af ideer og planlægning ud i specifik aktivitet.

Meditation er en videnskabelig teknik, som man kan være sikker på vil frembringe resultater, hvis den gennemføres med omhu og præcision. Mens meditationsteknik kan læres, så varierer måden at anvende den på for hver enkelt. Enhver må finde sin egen måde, for det er ved at eksperimentere, at vi samler erfaring i den rette brug af sindet og bringer bevidstheden på linje med sjælsenergi og lærer, hvordan vi i meditation giver det rigtige udtryk for de ubegrænsede åndelige ressourcer, som er tilgængelige i tjeneste.

Bøn og meditation

Bøn og meditation er to forskellige metoder for tilnærmelse til virkeligheden. Begge er lige berettigede og nyttige. Bøn er baseret på forestillingen om Gud som transcendent, over og hinsides en verden af menneskelige anliggender. Meditation appellerer imidlertid til dem, der erkender Gud som immanent eller inde i sin skabelse. Når vi beder, taler vi til Gud; når vi mediterer, lytter vi til Gud eller lader Gud tale til os.

De grundlæggende forskelle mellem bøn og meditation er motivation og middel. Bøn er baseret på personligt ønske og afhænger af følelsesmæssig inderlighed og intensitet for at opnå resultater, hvorimod meditation er eller skulle være motiveret af tjeneste for planen og til gavn for hele menneskeheden. Meditation bruger den disciplinerede tænkeevne til at kontakte sjælen og kende Guds vilje.

Både bøn og meditation er påkaldende i deres natur. De påkalder begge åndelige kræfter med henblik på frigørelse af energier som svar på et udtalt ønske, og begge metoder virker. Begge metoder er nødvendige, fordi en stor del af menneskeheden stadig er fokuseret på det emotionelle plan.

Meditation bliver praktiseret af dem, der erkender, at det guddommelige - »Guds rige« - er i vort indre, og at erkendelse af Gud er en naturlig proces. Den disciplinerede anvendelse af tænkeevnen kombineret med tjeneste for andre er midlet til at opnå denne erkendelse. »Kristus i dig, kærlighedens håb« er en realitet for den mediterende.

Ny definition af åndelig levevis

Tanken om åndelig udvikling har næsten udelukkende været forbundet med verdens religioner. At udføre »åndeligt« arbejde betød at blive præst, rabbiner eller en kirkens tjener, eller det betød at tilslutte sig en religiøs orden af den ene eller anden slags. Kirken frem for den menneskelige sjæl styrede det åndelige liv. I dag styrer den enkelte sit eget åndelige liv og er i færd med at åndeliggøre sit materielle liv.

Mens det religiøse menneske postulerer, at Gud er overalt, har videnskabsmanden opdaget, at energi er overalt. Hovedproblemet, der stammer fra den relativt moderne splittelse mellem ånd og materie, vedrører selve den menneskelige tilstand. Når åndelighed ikke bliver knyttet til almindeligt dagligt liv, har lavere materielle værdier tendens til at få overvægt. Hvis der skal opnås bedre forhold i verden, menneskelig trivsel og rette menneskelige relationer må åndelige værdier betinge de materielle værdier og den materielle levevis.

Ordet »åndelig« relaterer til holdninger, til relationer, til det at bevæge sig fremad fra ét bevidsthedsniveau til det næste. Det er forbundet med evnen til at se en ny vision og nye og bedre muligheder. Det refererer til enhver virkning af den evolutionære proces, efterhånden som den driver mennesket fremad fra ét sensitivitetsområde til et andet. Det er forbundet med bevidsthedsudvidelse og med al aktivitet, som fører hen imod en eller anden form for videre udvikling. Videnskabens opdagelser eller frembringelsen af et stort værk inden for litteraturen eller på kunstens område er lige så meget et vidnesbyrd om åndelig udfoldelse som mystikerens erfaringer eller disciplens registrering af kontakt med sin egen sjæl.

Det at erkende sin egen åndelige natur giver den enkelte mulighed for at erkende det guddommelige i andre og i alle former for liv. Når vi lærer at tænke på hinanden som sjæle, så begynder vi at handle i overensstemmelse hermed. Efterhånden som hver især tager sit eget næste skridt fremad mod en mere omfattende og medfølende forståelse, hjælper han med til at løfte den menneskelige familie nærmere hen imod dens åndelige skæbne - etableringen af Guds rige på jorden.

Meditation: En åndelig disciplin

Eftersom udtrykket åndelig i realiteten gælder alle livsområder, beskriver det alt, hvad der fører til større vision, forståelse og integration med de forskellige former, livet antager. Åndelighed medfører en sfære af indflydelse og ansvar, som bliver stadig større.

Nøgleordet i åndelig udvikling er disciplin. Et liv, der er mentalt, følelsesmæssigt og fysisk selvdisciplineret, kan sjælen forlade sig på. De indledende lejlighedsvise kontakter mellem sjæl og personlighed, som fremkaldes af meditation, kan øges både i varighed og intensitet, efterhånden som den disciplinerede personlighed udgør en beredvillig kanal for sjælen. Den omhyggelige, ikke-fanatiske disciplin i de selvcentrerede personlighedsvehikler - eller bevidsthedsstadier - etablerer et arbejdsforhold mellem personligheden og sjælen og bringer derved personlighedens liv i samklang med sjælens intention.

Disciplinen med daglig meditation som et middel til at kontakte sjælen og udvikle sjælsbevidsthed og sammensmeltning med sjælen er et overordnet redskab til at åndeliggøre livet på denne planet og hjælpe med til at virkeliggøre Guds rige på jorden.

Personlighedens fire dele

Videnskaben om meditation indeholder den kendsgerning, at et menneske i sit inderste væsen er en åndelig enhed i personlighedens form. Personligheden selv består af fire »vehikler« eller legemer: det mentale, det emotionelle, det æteriske og det tætte fysiske. Meditation drejer sig om den rette brug af og kontrol med disse personlighedslegemer, deres integration til et forenet, koordineret hele og endelig sammensmeltningen af den integrerede personlighed med sjælen.

Hvert af personlighedens legemer er redskab for en særlig type energi og erfaring og stiller både en opfattelsesmekanisme og et udtryksmiddel til rådighed. Sindet eller det mentale legeme skelner det sande fra det falske, vurderer kendsgerninger og afvejer andres ideer og meninger. Tænkeevnen planlægger og beslutter; den er i sit inderste væsen en skabende mekanisme. Det emotionelle legeme er den bestanddel af personligheden, som opfatter og udtrykker følelser - kærlighed, had, begær, længsel, vrede eller snesevis af andre følelser. Det æteriske legeme er det energilegeme, som gennemtrænger tæt fysisk materie og betinger den ved den type og kvalitet af energi, som strømmer gennem de æteriske kanaler. Det æteriske er mediet for kontakt med og reaktion på det ocean af energier, som vi lever i. Det tætte fysiske legeme fungerer i hovedsagen som en automat, der reagerer på de tanker og følelser, der som energier strømmer gennem det æteriske legeme og motiverer fysiske aktiviteter.

Arbejde med meditation er påkrævet for at harmonisere de tænkende og følende egenskaber, for at koordinere og integrere de mentale og emotionelle legemer til et sammenhængende hele for derved at fremkalde strømmen af energi fra sjælen. Med det mentale, emotionelle og fysiske legeme under det åndelige formåls vejledning opløses indre konflikter, og den integrerede personlighed bliver et sandt redskab for sjælens udtryk, et middel til at frigøre større lys og kærlighed i menneskenes verden.

Sjælens natur

Sjælen er sædet for bevidsthed og kvalitet, den sande tjener, disciplen. Udtrykket »discipelskab« betyder bestræbelse efter at leve et liv i tjeneste med den uundgåelige udvidelse af bevidstheden til følge.

Sjælen er kærlighedsprincippets vilje til det gode, centret for åndelig kraft, hvorigennem Guds planer bliver realiseret. Enhver form, det kan være et atom, et menneske eller en planet, har - eller er - en sjæl. Sjælen eller bevidsthedsprincippet varierer i udviklingsgrad og udfoldelse, skønt den er identisk i sin natur i alle mennesker.

Den, der studerer meditation, har brug for en effektiv undervisningskilde, som han har tillid til, og som kan testes og anvendes af ham selv.

Enhver udvidelse af bevidstheden, som altid bliver iværksat af individet selv, sætter ham i stand til mere klart og akkurat at udtrykke sjælsbevidsthed. Der findes en hierarkisk »kæde« eller et sjælsliv, som forbinder alle dem, der i nogen grad er i stand til at udtrykke kvaliteten og principperne i vort udviklende planetariske liv. Alle er forbundet med hinanden og indbyrdes afhængige, fra enheden til helheden, og en individuel enheds resultat påvirker helheden dybt.

Den menneskelige sjæl omfatter, men er ikke begrænset af den personlighed, gennem hvilken livet bliver udtrykt. Gennem meditation og kontemplation og gennem disciplens vedholdende hensigt oplyser sjælen sindet og inspirerer hjertet, som til gengæld overfører forståelse og visdom til hjernen. Psyken eller sjælen, den der erkender eller tænkeren, er den udødelige, uforgængelige gnist af guddommelighed, Guds Søn, den åndelige intelligens, som er det virkelige menneske.

Meditation: Broen mellem sjæl og personlighed

Erkendelsen af dualitet i den menneskelige natur fremkalder til sidst den hensigt at slå bro over kløften mellem personlighed og sjæl, for sjælen søger altid bevidst forening med sin personligheds udtryksmåde. Selv om aspiration måske sørger for motivet, så bliver det egentlige arbejde med selve brobygningen udført på det mentale plan, baseret på evnen til at kontrollere sindet gennem disciplin ved regelmæssig meditation.

Meditation etablerer en relation mellem sjæl og personlighed. Det er en relation med henblik på samarbejde, som i sidste ende fører til sammensmeltning af sjæl og personlighed. Arbejdet er baseret på den enkle forudsætning, at energi følger og tilpasser sig tanken. Korrekt anvendelse af tankens kraft kan fuldføre en hvilken som helst hensigt, god eller mindre god. Okkult meditation indbefatter en fokuseret tænkning, evnen til at visualisere, evnen til at opbygge tankeformer og til at benytte den skabende imagination samt en præcis opfattelse af sjælens hensigt.

Denne form for meditation forøger livskvaliteten. Den skaber en oplyst vej for relation og kommunikation mellem sjælens subjektive rige og dens objektive udtryk, personligheden. Efterhånden som personligheden tilpasser og overgiver sig til sjælens dominans som det virkelige selv, bliver den til gengæld forløst af sjælens lys og energi, og alle aspekter af livet på det fysiske plan bliver oplyst og højnet.

Værdien af samordning

Meditation er eller burde være en dyb åndelig erfaring. Den fører til det rette forhold til Gud og til rette menneskelige forhold i det daglige liv. Den er i sit inderste væsen midlet par excellence til at etablere samordning mellem de forskellige aspekter af det planetariske liv, som set ud fra bevidsthedens og formens synsvinkel synes at være adskilte.

Skabende meditation begynder med en samordnende øvelse og resulterer i en dybere, mere omfattende og mere vedvarende forening mellem den mediterende og hans omgivelser. Samordning bringer de forskellige bevidsthedsniveauer og -tilstande »på linje« med hinanden eller til den korrekte relative tilpasning.

I meditation vedrører samordning det mentale legeme - sindet, den emotionelle/følende natur - hjertet, det æteriske legeme eller energilegemet og det fysiske selv. Når disse bliver integreret til en helhed, kan de samstemmes med selve sjælen, det åndelige selv. Derved skabes en kommunikationskanal, som forbinder hjernen, hjertet, sindet og sjælen. Sjælens livsenergi med dens kraft til at oplyse og inspirere kan så strømme igennem og med dens aktivitet påvirke alle aspekter i det daglige liv.

I denne proces er sindet det aktive mentale princip. Sindet ser, visualiserer og koncentrerer den nødvendige energi og tilvejebringer den nødvendige indstilling. Uden nødvendigvis at være bevidst om resultater kan sindet triumferende optræde som om den nødvendige samordning er blevet skabt. Stadig gentagelse og fokuseret opmærksomhed sørger for byggestenene.

Når først den afgørende samordning er skabt i bevidstheden, er den altid til stede og behøver kun et øjebliks styret tænkning for at bringes til live som en aktiv bestanddel af forbindelsen mellem det indre og det ydre liv.

Meditation: En livsmåde

Meditation er et alternativ til det moderne livs rent materialistiske værdier. Den er et middel til at harmonisere eller opløse den tilsyneladende konflikt mellem livets åndelige og materielle aspekter. Meditation er ikke en flugt fra virkeligheden, men en vej til opdagelse af det sande selv, den åndelige væren, sjælen. Meditationens grundlæggende mål er at sætte et menneske i stand til i det ydre at blive det, som han eller hun er i sin indre virkelighed. Meditation fører ad udviklingens vej frem mod den åndelige evne til at være, vide og handle. Meditation inddrager derfor hele livsudfoldelsen, den subjektive og den objektive. Den vedrører sjælens brug af sindet for at iværksætte handling i overensstemmelse med planen for menneskeheden. Inden for denne plan-centrerede proces bliver den mediterende enhed stimuleret og oplyst, og den får den rette mulighed for at bidrage til den planetariske evolution med den individuelle rigdom, som enhver potentielt indeholder. Sand okkult meditation bliver praktiseret som en tjeneste for den menneskelige race.

I dag er menneskehedens sjæl i færd med at få kontrol over personlighedens livsmåde. Den lange proces, der fører hen imod en sjælsgennemtrængt menneskehed, er påbegyndt. Udøvelse af meditation kan nu tjene til at fremskynde og fuldføre processen på planeten som helhed. Mens samarbejde med den planetariske meditative rytme i fortiden har været en tjeneste, som kunne udføres af nogle få banebrydere, så kan det i dag blive en livsmåde for mange.

Skabende meditation: En planetarisk tjeneste

Meditationsteknikken styrer alle bevidsthedsudvidelser og indbefatter hele den evolutionære proces på planeten. Det er teknikken til åndelig kontakt og forståelse, midlet til fremme af den menneskelige intelligens, evnen til at elske og evnen til at bringe den personlige vilje i samklang med den guddommelige vilje.

Meditation er det eneste virkelig effektive middel til at overskride den bindende, restriktive følelse af adskilthed og isolation, som holder den menneskelige bevidsthed i fangenskab og gør den unyttig. Meditation er den fremtrædende skabende formidler på planeten. Hensigten med menneskelig meditation i øjeblikket er at ændre betingelserne, at påkalde de højere åndelige kræfter, at arbejde med koncentration - både vertikalt og horisontalt - inden for menneskenes verden og inden for Guds rige. Denne vertikale og horisontale aktivitet rummer hemmeligheden ved skabende meditation.

Ønsket om at ville tjene menneskeheden er den væsentlige motivation for al sand skabende meditation. Udvidelse af det menneskelige sind er baseret på evnen til at elske og tjene sin næste. Det endelige resultat i den enkeltes bevidsthed er oplysning, visdom og viljen til det gode og en voksende evne til at arbejde med på de skabende og forløsende formål i vort planetariske liv. Meditation som en planetarisk tjeneste er både praktisk og effektiv.

Farer og sikkerhedsforanstaltninger i forbindelse med meditation

Meditationens vej er meget lig en hvilken som helst anden rejse, idet man følger en vej for at nå sit mål. Lige som ved enhver vej er der visse faldgruber, som den rejsende kan møde. Meditation er ikke skadelig i sig selv, men misbrugt og uklogt udøvet kan den skabe personlige problemer for den mediterende.

Den vigtigste sikkerhedsforanstaltning i ethvert meditationsforløb er sund fornuft og en afbalanceret indstilling. Sund fornuft afværger overivrighed, fanatisme eller en stiv ensidighed, som kan føre til mental eller fysisk overanstrengelse. Med sans for balance forstår man, at et bevidsthedsfremskridt er en langvarig affære, og at ændringer ikke sker fra den ene dag til den næste. Derved undgås skuffelse hos nybegynderen, når store åbenbaringer ikke kommer så prompte som ønsket.

En af de store faldgruber ved meditation er også en af de bedst kendte: tilfældet med en person, som fortaber sig så meget i sin egen subjektive verden, at han har tendens til at trække sig tilbage fra den fysiske virkelighed. Meditation skulle føre til et velafbalanceret livsudtryk. For megen mental belastning eller overstimulering kan korrigeres ved at udtrykke mentale erfaringer som fysiske kendsgerninger. Dette kan gøres ved at forsøge at omsætte ens højeste visioner eller ideer til et eller andet projekt eller en aktivitet, som vil være til gavn for andre.

En anden mulig fare ved meditation ligger i følelsesmæssig overstimulering. Meditation tilfører den mediterendes liv en øget strøm af energi, som har tilbøjelighed til at fremhæve både positive og negative kvaliteter og bringe dem til overfladen, hvor de tydeligt kan ses. Hver mediterende er ansvarlig for at håndtere denne øgede energistrøm. Han må nødvendigvis opdage sine egne emotionelle svagheder og bestræbe sig på at fastholde en afbalanceret opmærksomhed på det mentale plan.

Den, der studerer meditation, bør gå langsomt og forsigtigt frem. Alt, hvad der er umagen værd, kræver tid og arbejde. De resultater, som fremkommer ved en langsom opbygningsproces, har mere udsigt til at holde end resultaterne ved forhastet arbejde i håb om øjeblikkelig succes. Den studerende bør også bestræbe sig på regelmæssighed i meditation. Tyve minutters dagligt arbejde er mere værd og er sikrere end fire timers arbejde én gang om måneden.

Den mest pålidelige sikkerhedsforanstaltning er at leve et liv i tjeneste. Meditation frembringer energi og inspiration. Hvis ikke dette kommer til udtryk gennem en eller anden form for tjeneste, kan det resultere i blokering eller overstimulering. Tjeneste er den rette brug af sjælsenergi, vision og inspiration.

Gruppemeditation

Skønt meditation kan begynde som en enkeltpersons aktivitet, så bliver den enkelte før eller senere, lige som inden for andre interesseområder, en del af et større hele, hvorfra han modtager sin fornemmelse af betydning og formål. Gennem meditation når man frem til en bevidsthedstilstand, som deles af andre, en tilstand lige så virkelig som fysisk eksistens, skønt den er karakteriseret af andre former for erkendelse. Den mediterende finder et fællesskab eller broderskab via bevidstheden. Han engagerer sig i gruppemeditation.

Dette betyder ikke, at personer nødvendigvis må arbejde sammen på samme sted eller endda på samme tidspunkt. Det sande mødested for gruppen er på sindets plan, det mentale plan.

Udtrykt metafysisk finder meditation sted uden for tid og rum, men det, der er vigtigt i gruppemeditation, er følelsen af fælles fokusering og interesse og gruppeopmærksomhed på emnet for meditation. De personer, der udgør en gruppe, er forenede ved en fælles idé og interesse og ikke så meget af et personligt formål. Grupper kan arbejde sammen og meditere over mange forskellige emner, men det underliggende tema i gruppearbejdet er tjeneste for menneskeheden. På denne måde spiller gruppen sin rolle i det planetariske liv. Grupper kan arbejde for at frembringe forøget lys i menneskelige forhold og for at betinge planetens subjektive atmosfære. De arbejder med sådanne energier som lys, kærlighed og vilje til det gode og hjælper derved med til at relatere disse subjektive energier til dagligt fysisk liv. Selv om disse grupper kan arbejde for at oplyse det menneskelige miljø, bruger de ikke magt. De forsøger fx ikke at lede energi mod en persons eller gruppes bevidsthed i et forsøg på at ændre eller influere dem. Men de gør lyset tilgængeligt eller skaber en subjektiv tilstand, hvorved et individ eller en nation lettere kan stå i lyset fra sin egen sjæl.

Deltagelse i gruppemeditationsarbejde har ofte sideløbende virkninger på de involverede personer. Når man arbejder med gruppemeditation, får man efterhånden en større indsigt i sine egne forhold, i verdens forhold og i gruppesamspillets natur. Mediterende udvikler en følelse af integration med deres samarbejdspartnere såvel som en følelse af identifikation og enhed med alle dem, som tjener menneskeheden. I denne proces opnår de, der deltager, en uvurderlig viden: de lærer gennem deres egen erfaring, at der er en kraft til det gode i verden, at der er en plan for menneskelig udvikling og at det, de gør i deres eget liv og yder gennem tjeneste, virkelig gør en forskel.

Den nye gruppe af verdenstjenere:
En mediterende og formidlende gruppe

Der foregår en gigantisk gruppemeditation i forskellige faser på vor planet. Alle de mediterende enheder og reflekterende grupper er knyttet til hinanden gennem deres forenede åndelige hensigt. Denne hensigt er tjeneste for planen til fremme af den menneskelige evolution. I denne meditation arbejder to overordnede, planetariske centre eller grupper i overensstemmelse med menneskeriget: den ene gruppe er planetens åndelige Hierarki, og den anden er den nye gruppe af verdenstjenere. Det åndelige Hierarki er kendt ved mange navne. For de kristne er det kendt som »Guds rige og Guds himmel«; i Østen som »De oplystes Samfund«. Det omfatter de af Guds sønner, som er nået længere ad udviklingens vej end resten af menneskeheden, og som har overskredet begrænsningerne i den strengt menneskelige bevidsthedstilstand og som alligevel fortsætter med at tjene menneskeheden og planen.

I dag bliver et stadig større antal mænd og kvinder sensitive over for planen og arbejder for dens udfoldelse. De er alle en del af en subjektivt forenet gruppe kendt som den nye gruppe af verdenstjenere. Denne gruppe repræsenterer en evolutionær succes. For første gang i menneskehedens historie erkender et betydeligt antal mennesker den rolle, som menneskeriget spiller i kontinuiteten mellem liv og bevidsthed på denne planet. Menneskeheden står som et forbindende rige mellem Guds rige og de lavere riger - dyreriget, planteriget og mineralriget - og opfylder på denne måde opgaven som guddommelig formidler. Den nye gruppe af verdenstjenere er formidlere mellem Hierarkiet og menneskeheden, idet de vedligeholder en vibrerende og strålende kanal, hvorigennem inspiration kan strømme. Medlemmer af den nye gruppe af verdenstjenere accepterer bevidst dette ansvar for planetarisk forløsning.

Medlemmer af den nye gruppe af verdenstjenere er måske, måske ikke bevidste om gruppen som en helhed eller om deres plads i den. De er knyttet sammen af deres kærlighed til menneskeheden og af deres konstante stræben efter at forbedre de menneskelige forhold ved at »gennemtænke« de ideer og principper, som kan finde verdensomspændende anvendelse. Gennem den skabende brug af tænkeevnen eller meditation er disse mennesker i stand til at trænge ind i sjælens rige og fremkalde den guddommelige energi til menneskeligt brug. De opfatter og tilpasser planen for menneskeheden og hjælper gennem deres meditative tænkning med til at fremkalde praktiske ideer, som vil tjene hele den menneskelige race.

I hjertet af denne tjenende gruppe står de enkeltpersoner, som benytter den okkulte meditationsteknik til at bringe sig selv i samklang med Hierarkiet og derved afsløre planen for en trængende verden. Alle mennesker af god vilje kan deltage i denne store åndelige overgang. Uanset hvor et menneske befinder sig, kan han eller hun på en eller anden måde bidrage til at skabe en bedre fremtid og ved at gøre dette blive en del af den nye gruppe af verdenstjenere.

Meditation ved fuldmåne

Meditation ved tidspunktet for fuldmåne er en vigtig form for tjeneste. Fuldmånen hver måned er et tidspunkt for intensiveret energi og forøget åndelig aktivitet; et tidspunkt for inspiration, vision og indsigt og følgelig øget mulighed for at tjene. Meditation på tidspunktet for fuldmåne er en teknik til effektiv kontakt med det lys og den kærlighed, som der i dag er behov for i menneskelige forhold. På tidspunktet for fuldmånefesterne står månen fjernest fra jorden i opposition til solen. Dette bevirker en fuldstændig, direkte og uhindret forbindelse mellem jorden og solen, kilden til vort liv, vor energi og bevidsthed, og står symbolsk for forholdet mellem den menneskelige personlighed og sjælen. Tidspunktet for fuldmåne betyder højvande for åndelige energier både for planeten og den menneskelige tænkning. De, der vælger at tjene på denne måde, påtager sig det mentale arbejde med hensyn til forløsning og fornyelse, idet de omformer og oplyser den indre atmosfære i den menneskelige bevidsthed. En subjektiv samordning med den planetariske gruppe af mediterende er nødvendig både for at bringe videnskabeligt arbejde af denne art videre og beskytte den enkelte mod mulig overstimulering. Deltagelse af mennesker fra mange nationer øger effektiviteten af dette tjenestearbejde gennem meditation. Gruppen er større end summen af dens dele.

Indstrømningen af åndelig energi ved tidspunktet for fuldmåne øges ved den fokuserede tænkning hos samarbejdende mediterende. Dette har adskillige virkninger: det styrker den subjektive forbindelse mellem alle medlemmer af det menneskelige rige; det påvirker også forholdet mellem menneskeheden og alle andre riger, som eksisterer på denne planet. Rette menneskelige forhold er en indikation af rette relationer mellem mennesker og mellem menneske og Gud. Dette åbner til gengæld vejen for fremkomsten af en højere livskvalitet.

Hver måned ved fuldmåne er solen på linje med et af de tolv zodiakale tegn. Tegnene angiver kvaliteten af de subjektive energier, som er tilgængelige for overføring i løbet af pågældende måned. Under den årlige cyklus bliver menneskeheden som helhed stillet over for hele spændvidden af erfaringer. Disse energier og kvaliteter stimulerer udviklingen af den menneskelige bevidsthed. Alle zodiakale energier kan bruges af alle mennesker.

Bevidst arbejde med disse forskellige typer åndelig energi bringer inspiration og ideer til menneskers sind og hjerter. Meditation, især i subjektiv gruppeforbindelse, stimulerer en ny faktor i den menneskelige bevidsthed - en voksende åndelig modenhed. Denne umådelige planetariske verdenstjeneste bidrager til opgaven åndeligt at civilisere planeten jorden.

Den guddommelige kærligheds seksfoldige progression

Videnskaben om meditation er baseret på arbejde med subjektive energier. Den kompetente mediterende er i stand til i meditation ved tankens kraft at samarbejde med andre om at distribuere sådanne energier, hvor de er mest tiltrængt. Den primære energi, som ligger til grund for alt liv på denne planet, er kærlighedens energi, der udstråler fra Gud eller den Ene, i hvem vi lever, bevæger os og har vor væren.

På samme måde som det menneskelige hjerteslag bestemmer rytmen, hvorved blodet cirkulerer igennem legemet, strømmer kærlighedsenergien gennem livet i sin egen fart og rytme. I tilfældet med vor planet Jorden kan kærlighedens ebbe og flod fra solens hjerte ses ved månens faser. Tidspunktet for fuldmåne er højvande for den planetariske strøm, simpelt hen fordi månen er af vejen. Den er i direkte opposition til solen.

Under perioden med fuldmåne kan enhver deltage mere fyldestgørende i strømmen af guddommelig kærlighed, mens energistrømmen er på sit højdepunkt. Hver fuldmåne gør det muligt at blive en bevidst del af en omfattende planetarisk proces - den frembrusende flodbølge af energi kendt som den guddommelige kærligheds seksfoldige progression.

Denne progression begynder symbolsk i det planetariske hovedcenter (Shamballa), centret for planetarisk formål og vilje, centret hvor viljen til det gode har sin oprindelse. Denne vilje til det gode bliver udsendt som essentiel kærlighed. Fra det planetariske hovedcenter bevæger strømmen af kærlighed sig til det planetariske hjerte, det åndelige Hierarki. Hierarkiet er sjælens rige, det femte naturrige eller Guds rige. Det består af dem, som er nået ud over det rent menneskelige udviklingstrin til det, der kan betragtes som det overmenneskelige stadium. Hierarkiet er hjemsted for planetarisk kærlighed og visdom og formulerer lysets og kærlighedens plan, som gennemfører Guds hensigt og fører menneskene fremad.

Når strømmen af kærlighed når Hierarkiet, bliver den fokuseret i ét punkt - kærlighedens hjerte i Hierarkiet, Kristus. Dette er den levende Kristus, engles og menneskers lærer, den ældste blandt brødre i menneskehedens store familie. Kristus, der fremstår som overhoved for det åndelige Hierarki, er den samme store verdenslærer, som er kendt ved mange forskellige navne i de store verdensreligioner.

Fra Kristus flyder strømmen af guddommelig kærlighed til den nye gruppe af verdenstjenere, en gruppe af subjektivt forbundne mennesker, som arbejder hver på sit sted og på hver sin måde for at udtrykke det lys og den kærlighed, som verden har behov for i dag. Denne gruppe af tjenere overfører strømmen af lys og kærlighed til hjerterne hos mennesker af god vilje overalt - til dem, der er modtagelige for kærlighed og ideen om rette menneskelige relationer.

Strømmen af kærlighed kommer til sidst til syne i fysisk udtryk ved hjælp af forskellige brændpunkter, hvorigennem Kristus kan arbejde. Et brændpunkt kan fx være et større planetarisk center som New York, London eller Genève eller en betydningsfuld verdensorganisation som De Forenede Nationer.

Dette er den guddommelige kærligheds seksfoldige progression, som ligger til grund for al meditation. Fra centret hvor Guds vilje er kendt, gennem planetens åndelige Hierarki, gennem Kristus, midtpunktet i Hierarkiets hjerte, fra Kristus gennem den nye gruppe af verdenstjenere, som for deres vedkommende leder energien hen imod mennesker af god vilje over hele verden og derfra til menneskelige aktiviteter på livets ydre, fysiske plan.

Enhver er en del af denne levende proces. Enhver kan blive en bevidst deltager i denne strøm af kærlighed, i denne subjektive planetariske realitet, som ligger til grund for den ydre verdens begivenheder.

Okkult meditation: Et eksempel

Der er to afgørende meditationstyper, den mystiske og den okkulte. Begge adskiller sig ved forskellige meditationsteknikker.

Mystiske former for meditation beror stort set på en aktiv følende natur og et intenst ønske om åndelig forening eller om en eller anden personlig åndelig erfaring. Denne type meditation har en tendens til at være introspektiv og selvcentreret.

Okkult meditation derimod bygger på en oplevet mystisk erfaring og bringer derved hele ideen om meditation et skridt videre. Målet er ikke længere personlig oplysning og inspiration, men den rette anvendelse af den meditative teknik i tjeneste med henblik på højnelse og omdannelse af menneskeriget og den verden, vi lever i. Okkult meditation er en metode til at medvirke i processen af planetarisk evolution og planetarisk forløsning.

I dag, hvor så meget nonsens og unøjagtighed bliver tillagt udtrykket »okkult«, er det nyttigt at huske på en enkel definition. Okkultisme er videnskaben om strømmende energi og energiforbindelser. Okkult meditation er et middel til bevidst og målrettet at styre energi fra en erkendt kilde til frembringelse af en specifik virkning.

Det er selvfølgelig muligt at meditere for selviske og personlige formål, at tilegne sig en færdighed i at kontakte mægtige energikilder og at udnytte disse energier til sine egne formål, materielle eller subtile. Energi er i sig selv upersonlig. Den kan bruges til gode eller onde formål. Motivationen hos hvert menneske er den afgørende faktor. Hvis vi i meditation søger at kanalisere energierne af lys, kærlighed og viljen til det gode, så vil disse medbringe deres egne sikkerhedsforanstaltninger mod misbrug.

Den mest kraftfulde energi, som står til vor rådighed i øjeblikket, er kærlighedsenergien. Selve kærlighedens natur er uselvisk og harmløs. Hvis de iboende kvaliteter i de energier, som vi modtager under meditation, ikke også er en del af den mediterendes karakter, så kan disse energier ikke blive sikkert og effektivt overført. Der er en blokering, en hindring i kanalen for energioverførsel, som forhindrer eller afleder energistrømmen og bevirker, at dens sande nytte går tabt. Effektiv okkult meditation afhænger af kvaliteten, motivet, bevidsthedstilstanden, den åndelige status og den bestemte hensigt hos den mediterende.

Okkult meditation er en mental aktivitet, der kræver en tilstand af samordning eller enhedsskabelse mellem sindets tre aspekter: den lavere eller konkrete tænkeevne, sjælen og den højere eller abstrakte tænkeevne. Denne samordning integrerer alle tre aspekter hos den enkelte mediterende - ånd, sjæl og legeme - og gør livets, bevidsthedens og formens åndelige ressourcer tilgængelige for ham.

Gennem denne samordning bliver den mediterende også forenet med livsprincippet i alle ting på planeten og med sjælen eller bevidstheden i al manifestation. På denne måde er samordning dualistisk: vertikal og horisontal. Dette skaber den grundlæggende form i al sand åndelig okkult meditation.

I dag bliver den mest effektive form for okkult meditation kaldt raja yoga, »sjælens kongelige videnskab«. Yoga er en disciplineret måde til at opnå forening og samordning og et middel til kontrol på et eller andet bevidsthedsplan. Raja yoga anvender den skabende forestillingsevne, kunsten at visualisere og brugen af en »sædtanke« til at skole tænkeevnen og udvide den ind i meningens og betydningens verden. Det er ved at blive vidende om livets mening og betydning, at vi skoler os selv til at fungere fyldestgørende som sjæle i inkarnation.

Raja yoga er beregnet for det åndeligt vågne menneske til den rette anvendelse af alle tilgængelige energier og ressourcer. En typisk form for raja yoga til okkult meditation kan udføres fx på denne måde:

Find først et tidspunkt og et sted, hvor arbejdet kan gøres uden afbrydelse eller forstyrrelse. Tidligt om morgenen er det bedste tidspunkt, før sindet bliver optaget af dagens trivielle hændelser. Daglig regelmæssighed er vigtig.

Sid med ret ryg på en stol, der har lige ryglæn, men kroppen skal sidde bekvemt og afslappet. Fold hænderne let i skødet og kryds anklerne. Tag nogle få langsomme og dybe åndedrag, mens du tømmer bevidstheden for alle personlige anliggender, som kan have tendens til at forårsage angst eller aflede opmærksomheden.

Løft bevidstheden ved hjælp af den skabende forestillingsevne til et brændpunkt uden for og op over hovedet. Se dette som det lavere sind, den analytiske, kritiske tænkeevne, som er gjort stille og hvilende, et roligt lys. Projicer en linje af lys opad mod sjælens center og se sjælen som en funklende sol, en strålende energikilde. Dette er det virkelige åndelige selv.

Visualiser en forlængelse af lyslinjen mod det højere sind eller den abstrakte tænkeevne, det laveste aspekt af det guddommelige selv. Hold denne oplyste linje imaginær i sindet ved hjælp af visualisering. Dette burde kun tage nogle få minutter.

Hold et øjebliks pause og vær opmærksom på sjælens lys og energi som det centrale punkt i bevidstheden. Mens du holder sindet roligt i lyset, meditér da i nogle få minutter over en sædtanke, fx: »Lad sjælen styre den ydre form og livet og alle begivenheder. Lad kærligheden sejre. Lad alle mennesker elske«.

Undersøg først ordene med den analytiske tænkning, søg dernæst at trænge igennem til den virkelige, indre mening. Hvad ville det betyde, hvis sjælen faktisk styrede alt liv på jorden, og hvis kærlighed var den energi, som forbandt hele menneskeheden?

Visualiser dernæst strømmen og præcipitationen af energi over hele planeten fra det højeste punkt af guddommeligt liv til dets laveste punkt i den fysiske manifestation.

Gør pause i nogle få øjeblikke og reflekter over måderne og midlerne til at fremme energierne af lys og kærlighed på alle områder af det menneskelige liv i alle dele af verden.

Lad til sidst de energier, der er blevet frigjort under meditationsprocessen, strømme ud, idet du virker som en kanal for overføring af energi og handler i tjeneste for menneskeheden.

Benyt Den store invokation til at visualisere lys, kærlighed og kraft, som oplyser og inspirerer den menneskelige bevidsthed.

Fra lysets kilde i Guds sind
lad lys strømme ind i menneskers tanker
lad lyset komme til jorden.

Fra kærlighedens kilde i Guds hjerte
lad kærlighed strømme ind i menneskers hjerter
må Kristus komme til syne på jorden.

Fra centret hvor Guds vilje er kendt
lad hensigt lede menneskers små viljer
den hensigt mestrene kender og tjener.

Fra centret vi kalder menneskeheden
lad planen for kærlighed og lys fuldbyrdes
må den forsegle døren til det onde.

Lad lys og kærlighed og kraft
genoprette planen på jorden.

OM OM OM

To forløsende meditationer

Mange enkeltpersoner og grupper i verden benytter i dag regelmæssigt to specielle »forløsende« meditationer. Den ene er en meditation for dem, der arbejder i den nye gruppe af verdenstjenere, som er interesserede i at berede vejen for Kristi tilsynekomst, og den anden er en ganske enkel meditation, som kombinerer aspekterne af bøn, meditation og invokation, og som har som sit mål at lede penge fra materielle formål til det arbejde, som Hierarkiet søger at få fuldført.

Reflekterende meditation som forberedelse til Kristi tilsynekomst

Forslag:

  1. Det foreslås, at denne meditation udføres én gang ugentlig, hver torsdag, i stedet for den sædvanlige meditation. Indtag en holdning af åndelig stræben, hengivenhed, bøn og fast beslutsomhed (i denne rækkefølge). De mediterende er nødt til at drage hjertet med ind så vel som tanken, for at gøre denne meditation til det magtfulde redskab den kan være.
  2. Stræb efter, i den mellemliggende uge, at gennemføre resultaterne af denne meditations eftertanke. Læg praktiske planer og gennemgå hver uge de under meditationen planlagte aktiviteter i lyset af den hensigt, du giver udtryk for.
  3. Gør denne meditation kort og dynamisk. Efter at have udført den nogle gange skulle det let være muligt; glem de forskellige trin og lad dig lede af rækkefølgen og syntesen i meditationen.

Trin 1.

Efter at have opnået en positiv og tilsigtet ro af personligheden, formuler klart for dig selv og med dine egne ord svarene på følgende spørgsmål:

  1. Hvad er for mig - som medlem af den nye verdenstjenergruppe - min særlige, bestemte hensigt i dette øjeblik af helliget kontakt med min sjæl?
  2. Er mit koncentrerede og udtrykte personlighedsmål i overensstemmelse med den hierarkiske hensigt, så vidt som det er mig tilladt at kende den?
  3. Har jeg - i mit eget personlige daglige liv - erhvervet ret til (på grund af virkelig indsats og ikke så meget på grund af medgang) at slutte mig til de tjenere, som nu tager sig af det forberedende arbejde?

Det er den eneste gang under meditationen, hvor du tænker på dig selv, og dette kun fordi det er en metode, der fokuserer opmærksomheden på personligheden, en metode, som bringer din personlighed i samklang med det mentale plan.

Trin 2.

Efter at have besvaret disse tre spørgsmål i lyset af sjælen, sig da med eftertryk:

»Idet jeg glemmer de ting, der ligger bag, vil jeg stræbe mod mine højere åndelige muligheder. Jeg helliger mig på ny at tjene Den Kommende og vil gøre alt, hvad jeg kan, for at forberede menneskers sind og hjerter på denne begivenhed. Jeg har intet andet formål i livet«.


PAUSE

Trin 3.

  1. Forestil dig verdenssituationen så godt, som du kan, svarende til din største interesse for verden og dit kendskab til verdensanliggender. Se menneskemasserne gløde i svagt lys og her og der punkter af mere klart lys, hvor medlemmer af den nye verdenstjenergruppe og mennesker med åndelige mål og kærlige hjerter arbejder for deres medmennesker.
  2. Visualiser (ved hjælp af den skabende imagination) Hierarkiets levende lys, der strømmer mod menneskeheden og langsomt smelter sammen med det lys, som allerede er i menneskene. Fremsig derefter første strofe af invokationen:
»Fra lysets kilde i Guds sind
lad lys strømme ind i menneskers hjerter
lad lyset komme til jorden«.
  1. Reflekter derpå over Kristi tilsynekomst, og erkend, at Kristus stadig er det samme store væsen, uanset ved hvilket navn han bliver kaldt i de mange verdensreligioner. Reflekter og tænk over de mulige resultater af hans tilsynekomst. Fremsig derefter anden strofe af invokationen:
»Fra kærlighedens kilde i Guds hjerte
lad kærlighed strømme ind i menneskers hjerter
må Kristus komme til syne på jorden«.
  1. Koncentrer dig om din faste beslutning, at tjene og udstråle kærlighed i dine omgivelser. Gør dig klart, at du - for så vidt du kan gøre dette - forsøger at forene din personlige vilje med den guddommelige vilje. Fremsig derpå tredje strofe af invokationen:
»Fra centret hvor Guds vilje er kendt
lad hensigt lede menneskers små viljer
den hensigt mestrene kender og tjener«.
  1. Overvej, hvad du rent praktisk kan gøre i den kommende uge for at fremme forberedelserne til Kristi tilsynekomst.
PAUSE

Intoner derefter OM tre gange, idet du helliger den trefoldige personlighed til det forberedende arbejde.
(Fra Discipleship in the New Age, bind 2, side 226-228).

Reflekterende meditation for at tiltrække penge til hierarkiske formål

Forslag:

  1. Denne meditation er så enkel, at mange mediterende vil betragte den som harmløs og måske nytteløs. Anvendt af mange samtidig kan den imidlertid overvinde det dødvande, som for tiden hindrer tilstrækkelige pengemidler i at strømme til det arbejde, som Hierarkiet søger at udrette.
  2. Gennemfør denne meditation hver søndag morgen. Tag, hvad du har sparet i den forløbne uge, vie det til arbejdet og tilbyd det i meditationen til Kristus og hans Hierarki. Hvad enten beløbet er stort eller lille, kan det blive en tiltrækkende og magnetisk enhed i mestrenes planer.
  3. Erkend den okkulte lov, at »til dem, der giver, skal der gives«, at de igen kan give.
  4. Forsøg at føle, hvordan sand kærlighed gennemtrænger dig, med det bestemte forsæt at give udtryk for denne kærlighed til alle dem, du er i kontakt med. Den er det store, tiltrækkende og uselviske virkemiddel i verdens anliggender.

Trin 1.

Efter at have opnået en positiv og tilsigtet ro af personligheden, formuler da klart for dig selv svarene på følgende spørgsmål:

  1. Hvis penge er en af de vigtigste ting i dag for åndeligt arbejde, hvilken faktor er det da, der for tiden leder dem bort fra Hierarkiets arbejde?
  2. Hvad er min personlige indstilling til penge? Betragter jeg penge som et stort og muligt åndeligt aktiv, eller tænker jeg på dem i materielle vendinger?
  3. Hvad er mit personlige ansvar med hensyn til de penge, som går gennem mine hænder? Behandler jeg dem som en af mestrenes disciple burde behandle dem?
PAUSE

Trin 2.

  1. Tænk over forløsningen af menneskeheden ved penges rette brug. Forestil dig penge i verden i dag som:


    • Fortættet energi, for tiden mest brugt til rent materielle formål og (hvor det drejer sig om den enkelte) for at tilfredsstille rent personlige ønsker.
    • En magtfuld strøm af flydende gylden substans, som overgår fra materialismens kontrol til lysets magters kontrol.
  1. Fremsig derefter følgende invokative bøn med fokuseret mental koncentration og et inderligt ønske om at imødekomme åndelige behov:
»O Du i hvem vi lever, røres og har vor eksistens, den magt som kan gøre alle ting nye, vend pengene i verden til åndelige formål; rør menneskers hjerter overalt, således at de vil give til Hierarkiets arbejde det, som hidtil er blevet givet til materiel tilfredsstillelse. Den nye verdenstjenergruppe behøver store mængder af penge. Jeg beder om, at de vældige summer, der er behov for, må blive stillet til rådighed. Måtte denne Din mægtige energi være i lysets magters hænder«.
  1. Forestil dig derefter det arbejde, der skal gøres af de grupper, som har din øjeblikkelige hengivenhed (dvs. tjenesteaktiviteter eller grupper, som du ved forsøger at gennemføre den hierarkiske plan). Gennem den skabende forestillingsevne og ved en viljesakt ses da utallige og ubegrænsede pengesummer strømme igennem hænderne på dem, der søger at gøre mestrenes arbejde.
  2. Sig derefter højt og med overbevisning:
»Han, som hele verden venter på, har sagt, at hvad der end bedes om i Hans navn og med tro på opfyldelse vil fuldbyrdes«.

Husk på samme tid, at »tro er substansen af ting, man håber på, og beviset for ikke synlige ting«. Tilføj derefter:

»Jeg beder om de nødvendige penge til ...
og kan gøre det fordi

Fra centret vi kalder menneskeheden
lad planen for kærlighed og lys fuldbyrdes
må den forsegle døren til det onde«.

  1. Slut med en omhyggelig overvejelse af dit eget ansvar over for planen og planlæg hver uge dit finansielle samarbejde med Hierarkiet. Vær praktisk og realistisk og vid, at hvis du ikke giver, har du ikke lov til at bede, for vi har ingen ret til at fremkalde det, vi ikke deler med andre.

    (Fra Discipleship in the New Age, bind 2, side 228-231).
En særlig meditation for grupper

Gruppeudstråling af energi

  1. Erkend, at vi er et energicenter, et center af lys, forbundet med alle punkter og centre af lys inden for menneskeriget.
  2. Dan mentalt en vej af oplyst energi hen imod det åndelige Hierarki, det planetariske hjertecenter; til Kristus, kærlighedens hjerte i Hierarkiet; og mod Shamballa, hvor Guds vilje er kendt.
  3. Hold tænkningen i nogle få øjeblikke i kontemplation fokuseret på naturen af vort planetariske liv, kærlighed.
  4. Mediter over sædtanken:
Lad sjælen styre den ydre form
og livet og alle begivenheder.
Lad kærligheden sejre,
lad alle mennesker elske.
  1. Fremsig mantraet:
I centret af al kærlighed står jeg.
Fra dette center vil jeg, sjælen, gå ud.
Fra dette center vil jeg, den tjenende, virke.
Må det guddommelige selvs kærlighed blive udgydt i mit hjerte,
igennem min gruppe og ud i hele verden.
  1. Visualiser virkeliggørelsen af viljen til det gode, essentiel kærlighed over hele planeten, fra Shamballa gennem det planetariske hjerte, Hierarkiet; gennem Kristus og den nye gruppe af verdenstjenere; gennem alle mennesker af god vilje overalt i verden; og til sidst gennem hele den menneskelige families hjerter og tanker.
  2. Når Den store invokation fremsiges, visualiser da den menneskelige bevidsthed gennemstrålet af lys og kærlighed og kraft:
Fra lysets kilde i Guds sind
lad lys strømme ind i menneskers tanker
lad lyset komme til jorden.

Fra kærlighedens kilde i Guds hjerte
lad kærlighed strømme ind i menneskers hjerter
må Kristus komme til syne på jorden.

Fra centret hvor Guds vilje er kendt
lad hensigt lede menneskers små viljer
den hensigt mestrene kender og tjener.

Fra centret vi kalder menneskeheden
lad planen for kærlighed og lys fuldbyrdes
må den forsegle døren til det onde.

Lad lys og kærlighed og kraft
genoprette planen på jorden.

OM OM OM


Denne invokation eller bøn tilhører ikke nogen person eller gruppe, men hele menneskeheden. Skønheden og styrken i denne påkaldelse ligger i dens enkelhed og i, at den udtrykker visse centrale sandheder, som alle mennesker naturligt og normalt accepterer - eksistensen af en oprindelig intelligens, som vi vagt kalder GUD; at den bevægende kraft bag det synlige univers er KÆRLIGHED; at en stor individualitet, som de kristne kalder KRISTUS, kom til jorden og legemliggjorde denne kærlighed, så vi kunne fatte den; at både kærlighed og intelligens er virkninger af det, som kaldes GUDS VILJE; og endelig den indlysende sandhed, at det kun er gennem MENNESKEHEDEN selv, at den guddommelige plan kan virkeliggøres.
Alice A. Bailey



Dansk Informationscenter for World Goodwill og Triangler, Postboks 1025, DK-2650 Hvidovre, tlf. 36 78 40 19, e-mail: goodwill@email.dk

7-9-2000